Serviceeftersyn kan nedbringe bureaukrati til gavn for eleverne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Papirarbejdet vokser. Der er mindre tid til relationer og nærvær.« Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen (S) sidste efterår. Vi er helt enige, og vi kan pege på et meget jordnært og frustrerende eksempel. På landets mange erhvervsskoler sidder der dusinvis af medarbejdere beskæftiget med at søge Specialpædagogisk Støtte (SPS) til deres elever i stedet for at bruge deres tid på at hjælpe de elever, der har læsevanskeligheder, ADHD, autisme eller lignende udfordringer.

På mange måder er systemet omkring SPS en forvirret dinosaur fra fortiden. I dag skal erhvervsskolerne nemlig igennem en opslidende bureaukratisk proces for at kunne hjælpe de mange elever, der døjer med udfordringer, der kræver støtte for at gennemføre en uddannelse. Først skal eleverne til en samtale for at afklare, om de har behov for SPS, og dernæst skal skolen så søge om SPS på den enkelte elevs vegne. Nogle steder er det endda nået så vidt, at skolerne har indkøbt software specifikt til at søge SPS.

Systemet er et fortidsdyr, fordi det er indrettet til, at skolen skal søge støtte til én elev ad gangen. Udfordringen er bare, at virkeligheden har overhalet systemet. I dag vurderer læsevejledere, at op imod halvdelen af alle eleverne på erhvervsskolerne har læsevanskeligheder eller er ordblinde. Erhvervsskolerne skal dermed for op mod halvdelen af alle elever individuelt tage stilling til, om de skal have SPS og derefter søge SPS på vegne af eleven. Mon ikke det kan gøres lidt smartere, så vi kan frigøre tid og omsorg til de elever, der har mest brug for det? I forlængelse heraf ved vi, at hver anden erhvervsskoleelev med udfordringer dropper ud af deres uddannelse. Mere tid til SPS er dermed en vigtig brik i at mindske det høje frafald på landets erhvervsskoler og vi mener, at det er på høje tid med et serviceeftersyn af SPS-bureaukratijunglen.

En relativt ukompliceret løsning på dette problem vil være at vende vores tilgang til specialpædagogisk støtte på hovedet. I stedet for at skolerne skal søge for hver enkelt elev, bør de ud fra deres elevantal få tildelt øremærkede SPS-midler, de kan bruge på mentorstøtte, hjælperedskaber mv.

På mange landbrugsskoler er der typisk ansat to fuldtidsansatte til at tage sig af SPS. De vil ofte bruge en fjerdedel af deres arbejdstid til at administrere støtten, og det er timer, som i stedet kunne være blevet brugt på eleverne. Et tilsvarende billede gælder på de øvrige 70-80 erhvervsskoler i landet. Hvis vi indrettede et system med automatisk tildeling af SPS, ville vi altså med et slag i runde tal kunne frigøre op mod 40 fuldtidsstillinger eller små 75.000 timer årligt.

Det er i dag rift om hænderne på arbejdsmarkedet, og vi kigger ind i en fremtid med mindre ungdomsårgange. Og vi har også brug for dem, der skal have støtte. Derfor bør vi konstant spørge os selv, om vi bruger vores tid bedst muligt i forhold til at gøre en konkret forskel for mennesker, som vi ville kunne hjælpe bedre med mindre administration. Arbejdet med SPS er meget meningsfuldt, men bliver holdt tilbage af bøvlede regler, der står i vejen for tid til relationer og nærvær, som statsministeren selv sagde det.