Hvis vi ønsker en filmkultur i Danmark, der afspejler det samfund, vi lever i, så skal de film, vi producerer, afspejle det

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Farvel til den kunstneriske frihed,« lød det opildnet fra Henrik Dahl på jp.dk/debat forleden om et nyt initiativ på filminstituttet, der skal hjælpe med at sikre en mere ligeværdig repræsentation i dansk film. Men desværre har skribenten undladt at sætte sig ind i tingene, før han lod forargelsen flyde og er taget på en nedslående ørkenvandring i sin egen forestilling om verden.

Henrik Dahl er bekymret. Han har læst en artikel i Berlingske om et brancheseminar afholdt på filminstituttet, hvori det nævnes, at filminstituttet fremover vil bede alle, der modtager filmstøtte, om at levere en mangfoldighedsredegørelse i forbindelse med deres ansøgning.

Det er, mener Henrik Dahl, ikke kun fladpandet, det er decideret farligt. Hvis man forlanger etnisk repræsentation, er det slut med den kunstneriske frihed og realistiske filmatiseringer af danske noveller og romaner, der er mere end blot nogle få årtier gamle, lyder det.

Det er sympatisk, at Henrik Dahl ønsker at slå ring om den kunstneriske frihed – et helt grundlæggende princip for filminstituttets arbejde for dansk film. Men det er ærgerligt, at Henrik Dahl ikke sætter sig ind i tingene, før han farer til tasterne.

At bede om en mangfoldighedsredegørelse handler ikke om at indføre krav om en bestemt etnisk repræsentation i alle film. Det handler hverken om kvoter eller ensretning eller kunstnerisk begrænsning. At bede de mennesker, der producerer film i Danmark med offentlig støtte i ryggen, om at forholde sig til deres kunstneriske valg handler om bevidstgørelse. Om at se på sit filmhold, sit cast og den historie, man ønsker at fortælle med specifikt fokus på repræsentation og ligestilling. Hvis vi ønsker en filmkultur i Danmark, der afspejler det samfund, vi lever i, så skal de film, vi producerer, afspejle det.

Ikke alle film er til alle. Men i det samlede filmtilbud skal der være noget for alle. Noget, man kan genkende sig selv i. På den måde er et styrket fokus på mangfoldighed, der sættes i gang nu, i høj grad også et kvalitetsprojekt, der i alsidighedens navn skal sikre, at der er mange forskellige vinkler og blikke på virkeligheden.

Den dagsorden er ikke ny. Heller ikke på Det Danske Filminstitut. Men når vi på filminstituttet har sat os for at genstarte en indsats for mere mangfoldighed, ligestilling og repræsentation i dansk film, så er det ud fra en erkendelse af, at der skal mere til, end den hidtidige indsats har formået.

Mangfoldighedsindsatsen er et tiltag ud af mange kommende. Lige nu er filminstituttet i samarbejde med en masse gode kræfter i gang med at øge vores viden og samle erfaringer fra folk, der er længere fremme end os på dette felt.

Der er masser af god vilje. Men der mangler handling bag ordene. Og en øget bevidsthed om alle de blinde vinkler og automathandlinger, der betyder, at dem, der laver film, og os, der støtter dem, til stadighed er mest tilbøjelige til at spejle den livsverden og de karakterer, vi selv kender og forstår.

Hvis Henrik Dahl havde gjort sig den ulejlighed at understøtte sit indlæg med faktisk at undersøge initiativets formål, ville han sandsynligvis have forstået, at mangfoldighed i dansk film handler om meget mere end etnisk repræsentation, og at dét at udfordre blinde vinkler og automatadfærd ikke er det samme som at stække den kunstneriske frihed.

At forfladige ønsket om en mere ligeværdig og loyal repræsentation i dansk film – hvad enten vi taler køn, klasse, geografi, etnicitet mv. – til en skjult dagsorden om et kvotestyret stammesamfund, hvor individet er opløst, og kun gruppen er tilbage, forekommer nærmest paranoidt. Eller for nu at citere sociologen selv: »Mere – undskyld udtrykket – snotdumt kan det dårligt blive.«