Farvel til den kunstneriske frihed

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Fra og med efteråret 2023 skal filmhold, der ønsker støtte fra Det Danske Filminstitut (DFI), aflevere en såkaldt mangfoldighedsredegørelse. Det meddelte DFI til offentligheden tirsdag.

I en kommentar indhentet af Berlingske forklarer adm. direktør Claus Ladegaard, at initiativet på ingen måde er et indgreb i den kunstneriske frihed. »Vi tror, at det er vigtigt at få flere etniciteter repræsenteret i dansk film. Jeg ser ikke dette som et etnicitetsprojekt. Jeg ser det som et kvalitetsprojekt, der vil gøre dansk film bedre,« hedder det.

Udtalelsen er helt åbenlyst bullshit. Altså tale, der ikke forholder til spørgsmålet om sandhed eller løgn, men alene er udformet med henblik på at virke overbevisende og troværdig.

Hvis man forlanger etnisk repræsentation i danske film, er der flere ganske almindelige typer af projekter, der vil komme i søgelyset.

Kan man inden for rammerne af den realistiske genre filmatisere danske noveller og romaner, der er mere end blot nogle få årtier gamle, hvis der er stillet et krav om etnisk repræsentation? Jeg spoiler med det samme svaret: Nej. Det er umuligt. Kan man inden for rammerne af den realistiske genre indspille historiske dramaer, der foregår i Danmark, hvis der er stillet et krav om etnisk repræsentation? Nej. Det kan man heller ikke.

Jeg hævder ikke, at det er umuligt at udforme manus til en filmatisering af Herman Bang eller en film om besættelsestiden, så der figurerer en enkelt person med anden etnisk baggrund end dansk. Vi har trods alt vænnet os til den i danske film allestedsnærværende pengesvensker, der skal indbringe støtte fra svenske producenter. Men at DFI’s krav griber ind i den kunstneriske frihed, er der ingen tvivl om.

Det, vi vil komme til at se meget mere af, kender vi allerede fra USA: Produktioner, hvor den skjulte dagsorden simpelthen er diversitet i sig selv. Hvor den skjulte dagsorden med andre ord er, at det bedste samfund er et stammesamfund. Hvor hver af stammerne har ret til en kvotebaseret repræsentation, der bygger på tal fra Danmarks Statistik.

Film, der har stammesamfundet som skjult dagsorden og pointe, har sjældent nogen særlig kunstnerisk værdi. De er i bedste fald forglemmelige. Og i værste fald ulidelige, fordi skjulte dagsordener altid er trælse. Men der er grund til at være mere principiel end som så.

En kerneforestilling inden for wokeness er, at samfundets basisenhed er gruppen. Mænd er en gruppe. Kvinder er en gruppe. Hvide er en gruppe. Sorte er en gruppe. Heteroseksuelle er en gruppe og så fremdeles.

I en woke optik eksisterer individet i realiteten ikke. Det enkelte menneske går restløst op i sin gruppe – og kan ikke af egen fri vilje overskride gruppens horisont og begrænsninger.

Mærkeligt nok eksisterer samfundet heller ikke. Der er altså ikke noget, der hedder det nationale fællesskab. Og derfor ikke noget, der hedder tillid eller sammenhængskraft.

Alle de grundlæggende grupper kan kombineres. Men nogle er mere interessante end andre. Seksuelle minoriteter er altid ofre. Sorte er altid ofre. Kvinder er altid ofre. Og hvad er de ofre for? De er ofre for hvide mænd.

Det afgørende i en woke optik er derfor, at samfundet består af grupper, der enten er ofre eller gerningsmænd.

Hvordan kan man så – i en woke optik – se, at de hvide mænd driver deres onde spil? Det kan man ved at studere gruppernes relative størrelse inden for mindre områder af samfundet.

Er der mindre end 50 pct. af alle landets professorer, der er kvinder? Så skyldes det mænds magtmisbrug. Er der færre personer med en mellemøstlig baggrund i en dansk film, end hvad der svarer til deres andel i samfundet? Så skyldes det – primært – hvide mænds magtmisbrug. Hvide kvinder er også lidt skyldige her. Men ikke så meget som hvide mænd.

I den woke optik er hvide mænd altid gerningsmænd. Derfor er hvide mænd ikke berettiget til at blive tildelt medlidenhedsvækkende problemer. Det kunne være den andel, der begår selvmord eller rammes af arbejdsulykker, eller som lever på samfundets bund. Her er beskeden – for eksempel fra ligestillingsministeren – ikke, at den slags mænd har brug for omsorg, forståelse og generaliseret kærlighed. Det, de har brug for, er at tage sig sammen og stramme op og tænke lidt mere over manderollen. Så de ikke begår så mange selvmord og dør så ofte i arbejdsulykker og ender så ofte på den allernederste hylde i samfundet.

Hvis wokeness ikke var så farlig for en række bærende forestillinger i samfundet, ville den slet og ret være latterlig. For det er absurd primitivt at forestille sig, at hver gang fede job (de ufede ser vi bort fra; dem må mændene gerne beholde) ikke rent matematisk harmonerer med Danmarks Statistik, skyldes det hvide mænds magtmisbrug. Helt absurd primitivt.

Men wokeness ødelægger forestillingen om, at det enkelte menneske har moral og vilje og handlekraft. Ligesom wokeness ødelægger forestillingen om, at vi lever i et samfund, der er holdt sammen af visse regler og principper.

Den forestilling er det helt afgørende at holde fast i. Vi lever i et liberalt retssamfund. Det vil sige i et samfund, hvor det er individer, der har rettigheder, og individer, der tildeles retfærdighed af blandt andet vores retssystem.

Vi lever også i et humanistisk samfund. Det vil sige i et samfund, der er båret af den forestilling, at selve vores fælles menneskelighed stiller høje krav til, hvordan vi alle som en bør behandles.

Endelig lever vi i et samfund, der er bundet af oplysningens idealer. Det vil sige et ideal om, at argumenter båret af erfaring og fornuft er vejen frem. Ikke højrøstede krav om, at alle andre skal indrette sig efter, hvad jeg går rundt og føler.

Der kan være massevis af grunde til, at rekrutteringen til specialiserede delområder af verden ikke svarer til fordelingen i Danmarks Statistik. Alle undtagen de mest fanatiske og frivilligt blinde ved, at piger og drenge ikke interesserer sig for de samme ting. Ligesom de ved, at piger og drenge ikke går til verden på samme måde.

Det sætter sig naturligvis som forskelle i, hvad unge kvinder og mænd er motiverede for at arbejde med.

Alle undtagen de mest fanatiske og frivilligt blinde er også med på, at hvis man vil filmatisere historien om ”Titanic”s forlis en gang til, er det ganske OK at vælge en rollebesætning, der så nogenlunde afspejler passagerlisten dengang i 1912. Uden at skulle trækkes med en masse beskyldninger om, at man selv – her i 2020’erne – er racist.

Wokeness er en pestilens, fordi den er så fladpandet og endimensionel. Alle delområder af samfundet bør sammensættes med et øje i Danmarks Statistik. Og hvis det ud fra andre gyldige principper og overvejelser savner mening, er det i virkeligheden et dække for magtmisbrug fra de hvide mænds side.

Mere – undskyld udtrykket – snotdumt kan det dårligt blive. Verden er simpelthen mere kompleks, end dette skema tillader. Og der er flere gyldige hensyn, som nødvendigvis må indgå, end man kan læse ud af et opslag i Danmarks Statistik.

Så ud med DFI’s woke krav om, at alle film skal ensrettes med Danmarks Statistik i hånden. Og ud med woke påstande om, at alle afvigelser fra Danmarks Statistiks fordelingsnøgle til hver en tid skyldes hvide mænds magtmisbrug.

Hvis det ikke var så farligt for de værdier, der bærer et liberalt retssamfund – et humanistisk samfund og et samfund præget af oplysningsværdier – kunne vi nøjes med at kalde kravene lattervækkende. Nu er vi nødt til at insistere på, at de også er dybt, dybt problematiske.