2023 bliver næppe året, hvor Iran oplever forandring af styret

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når man skal se i en krystalkugle, er det godt at være ydmyg. Ikke mindst hvis emnet er Iran. Tag nu præsident Carter. Den 12. december 1978 sagde han på en pressekonference, at han »fuldt ud forventede, at shahen ville forblive ved magten i Iran«. 34 dage senere forlod shahen Iran for altid. To uger derefter ankom ayatollah Khomeini.

Alligevel vover jeg pelsen: 2023 kan godt bringe mindre forandringer i iranske magtstrukturer – men året vil ikke bringe revolution eller liberalt demokrati.

Medierne kan godt efterlade et andet indtryk. Måske fordi mange håber det. Så først lidt om, hvad protesterne er og ikke er.

Først og fremmest synes de at være afløb for unges frustrationer. Over snærende bånd. Over ikke at være i stand til at opfylde succesmål, som unge andre steder i verden har. Over ikke at kunne realisere deres ambitioner og drømme. Over ikke at have udsigt til, at tingene bliver bedre. Så de vil »af med mullaherne«, som mange udtrykker det. For at få større frirum: frihed til at klæde sig, som de vil; frihed til at læse og se, hvad de vil; frihed til at have kærester og dyrke intimitet uden at blive udskammet. Kort: mere personlig frihed efter “bare lad os være i fred”-devisen.

Alternative samfundsindretninger fylder ikke så meget. Det har de svære økonomiske forhold for menigmand heller ikke gjort i de første måneder. Siden protesterne blev indledt, er den iranske valutas værdi blevet svækket med over 25 pct. i forhold til USD, og inflationen er høj. Der ses tegn på, at styret er bekymret for, om det kan mobilisere bredere grupper og give protesterne en socio-økonomisk dimension.

Protesterne er fortsat. Der er gradvis blevet færre af dem – nu koncentreret om sørgeceremonier for dræbte. Til gengæld tog voldsniveauet til gennem efteråret med mange dræbte til følge. De første henrettelser af demonstranter efter lynrettergang er foretaget – hvortil kommer påfaldende mange tilfælde af unge demonstranter, som er døde under mystiske omstændigheder. Det skaber vrede i den hårdtprøvede befolkning. Men også stor frygt – hvilket nok også er meningen.

Hvad er protesterne så ikke? De er – omend de udløstes af 22-årige Masha Aminis død i moralpolitiets varetægt og trods hijab-afbrændinger – ikke primært et kvinde- eller ligestillingsoprør. I de første dage var det temaet med frygtløse unge kvinder i front. Men hurtigt ændredes dette til anti-regime-protester – på gaden anført af især ”vrede unge mænd”.

Det er heller ikke protester, som for alvor har inddraget alle samfundslag ud over den unge generation, som har udvist stort mod. Man har ikke kunnet mobilisere hverken middelklassen (ud over dens unge) eller arbejderklassen, og protesterne er derfor ikke blevet en massebevægelse. Det er dilemmaet: De protesterende kan ikke sætte en samfundsomvæltende proces i gang, medmindre de lykkes med at mobilisere bredt – men den brede befolkning har måske nok sympati, men er afventende og lader sig næppe mobilisere, medmindre de protesterende ses at udgøre en reel forandringskraft.

Det er heller ikke en bevægelse med en samlet dagsorden – eller ledelse. Det er en svaghed. Men også en forklaring på, hvorfor styret har svært ved at lukke protesterne helt ned. Skikkelser i Iran, som måske kunne blive en slags ledere, fængsles eller intimideres til tavshed.

Endelig er det ikke protester, som kan skæres over én kam. Billeder på tv er især fra det iranske kerneland. Men dertil kommer demonstrationer og sammenstød i de kurdiske områder (hvor Masha Amini kom fra) og i Sistan-Baluchistan, hvor etniske eller religiøse (shia/sunni) dimensioner har spillet en stor rolle. I de områder har protesterne været særligt vedholdende, sikkerhedsstyrkernes fremfærd særligt brutal, og dødstallet særligt højt. Men også i det øvrige Iran er der mange eksempler på overdreven magtanvendelsen, afstumpet politivold og brutalitet over for også fredelige demonstranter, hvilket har sat en voldsspiral i gang.

Alt i alt er det tvivlsomt, at det vil ende med regimeskifte eller samfundsomvæltning. Selv hvis styret mod forventning skulle falde, ville det næppe blive fulgt af et ægte liberalt demokrati. Dertil er modstanden mod styret for lidt homogen. Og de iranere uden for landet, som lancerer sig selv og af andre lanceres som potentielle ”demokratiske” ledere, synes ikke at have stor tilslutning i Iran.

Det betyder ikke, at alt bliver som før. Et træk både i 2022 og ved tidligere opstande er svækkelsen af præsteskabet. Dets moralske autoritet udfordres og bliver stadig mindre. Præstestyret bliver gradvis – og med 2022-demonstrationerne med endnu et lag – en stadig tyndere fernis. Sat på kort formel ligger den egentlige magt i Iran i sikkerhedssøjlen (især Revolutionsgarden). Og i takt med at præstestyrets fernis slides, vil sikkerhedssøjlen, som gang på gang med hårdhændede midler ender med at rage kastanjerne ud af ilden, stadig mere tydeligt fremstå som den centrale magtfaktor.

Foruden denne glidning i magtfordeling kan demonstrationerne måske også lede til lidt mere de facto personlig frihed. F.eks.: også tidligere kunne der ses kvinder, som trodsede hijab-reglerne – men nu er der mange hundreder kvinder i Teherans gader uden hijab. Hijab-påbuddet er ikke forsvundet – men det håndhæves ikke. Måske fordi sikkerhedssøjlen lægger mindre vægt på dét (og andre ”religiøse” begrænsninger på personlig, ikke-politisk frihed) end præsteskabet. Og i Iran er der altid manøvrerum mellem forskrifter (som i dette tilfælde nok vil bestå) og praksis.

Så man skal ikke holde vejret for regimeforandring i 2023. Pga. protesterne kan vi dog godt komme til at se yderligere forandringer i magtfordelingen og magtens ”ansigt” og ændringer i den måde, som styret forvalter den revolutionære arv på. Men utilfredsheden, som de unges oprør er udtryk for, herunder udfordringen af styrets legitimitet, vil bestå. Denne bølge af protester ebber måske ud. Men der vil komme andre.