Klumme: Hvordan kan Venstre rumme et medlem, der er imod EU, vil have Inger Støjberg som formand og siger nej tak til islam og Jakob Ellemann?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den nyvalgte Nye Borgerlige, Leo Nørgaard, har meldt sig ud af sit parti og er blevet optaget i Venstres byrådsgruppe i Viborg Kommune.

Det er – for at sige det mildt – spektakulært.

Her gik mange nok og troede, at i det mindste Venstres byrådsgruppe i Viborg ikke deler værdisæt med Nye Borgerlige. Måske forholder det sig stadig sådan? Måske er der i dag slet ikke så langt mellem de to partier alligevel?

Nej til EU, ja til Inger Støjberg

Der er naturligvis også den mulighed, at Leo Nørgaard har fortalt Ulrik Wilbek, at hans entydige begejstring for den kinesiske måde at styre samfundet på, alene har været ment ironisk eller for sjov.

Begejstringen fylder dog så meget på Leo Nørgaards opslag på sociale medier, så skulle ironi og humor være forklaringen, skulle Nørgaard nok have søgt over til zulu-comedy i stedet.

Herudover er der de velkendte synspunkter om, at islam ikke er foreneligt med demokrati, at Ældre Sagen er en pengegrisk organisation, TV2 news en rød propagandamaskine, at Danmark skal ud af EU hurtigst muligt, at dommen mod Rasmus Paludan var forkert og politisk, og at retssagen mod Inger Støjberg var det samme, samt at hun burde være formand for Venstre.

Dynamit under vestre-gruppen

Man skal i det hele taget ikke lede længe for at finde udfald mod Venstres nuværende formand hos Leo Nørgaard.

Faktisk er det vanskeligt – om overhovedet muligt - at finde bare en smule Nørgaard-ros til det parti, som han nu har meldt sig ind i. Lars Løkke får ind imellem et like, men det er efter hans farvel til Venstre. Selv Wilbek kritiseres for at handle hen over hovedet på borgerne. Og henset til Nørgaards intensive beskæftigelse med Fjernvarme og geotermi-sagen, er det ikke vanskeligt at forestille sig antændelse af en dynamitstang eller to i Venstres nye byrådsgruppe i den kommende periode.

Den sidste til at kritisere

Rent journalistisk er det interessant, at Viborg Stifts Folkeblad, der lancerer historien om Nørgaards skifte, på intet tidspunkt beskæftiger sig med disse spørgsmål.

Rent politisk er det interessant, at Leo Nørgaard ikke ét eneste sted nævner politik eller principper som årsag til sit skifte. Det handler alene om et kryds det forkerte sted og personlige modsætningsforhold. Ikke én eneste gang undsiger han sit tidligere partis politik.

Jeg skal være den sidste til at kritisere partiskifter hos den enkelte politiker. Det er en misforståelse, at et partiskifter er et demokratisk problem. De har altid forekommet og vil altid forekomme, fordi partier også flytter sig over tid. Samtidig skal man huske på, at stort set alle partier er skabt på brud med eksisterende. Det være sig SF, DF, RV, EL – og sågar Det Konservative Folkeparti.

Det er ikke pointen her.

Nej eller ja til Nye Borgerlige?

Det store spørgsmål er, hvordan det i dag overhovedet er muligt for Venstre at optage et medlem fra Nye Borgerlige, uden at det sker med en samtidig markant afstandtagen fra den politiske filosofi, Nye Borgerlige står for?

I valgkampen 2019 blev der meget eksplicit sat en tyk streg i sandet hos Venstre. Man ville ikke lede landet på Nye Borgerliges stemmer.

Ved det netop overståede lokalvalg havde Venstre fravalgt at være i valgforbund med Nye Borgerlige.

Det imperative journalistiske spørgsmål på landsplan er, om tingene alligevel har flyttet sig så langt, at Venstre godt vil kunne regere på et partis mandater, der stiller krav om udmeldelse af EU og stort set samtlige internationale konventioner samt en hidtil uset nedbarbering af den offentlige sektor.

Nej tak til Ellemann

Lokalt kan man selvfølgelig altid vælge at svømme lidt let hen over de landspolitiske tendenser. Det gør ganske mange byrådspolitikere i dagligdagen. Og skulle der i den kommende periode være en socialdemokrat eller en konservativ i Viborg Byråd, der melder sig ind i Venstre, eller det modsatte måtte ske, vil de fleste vel trække let på skulderen over det.

Men det er markant, at en byrådsgruppe og en borgmester nu står med åbne arme over for en mand, der for tre måneder siden er gået til valg på Nye Borgerliges nationalisme, kontante tilkendegivelser om, at der ikke er plads til islam i Danmark og en massiv nedskæringspolitik i den offentlige sektor. Læg hertil en kandidat, der har lagt posters op med et ”nej tak til Ellemann” og kritiseret den siddende borgmester og beskæftiger sig meget aktivt med Fjernvarmen og ikke mindst at bashe Djøff’ere, læs offentligt ansatte.

Spørgsmål står i kø

Når det sidste nævnes, er det fordi, Ulrik Wilbek på et lokalt Venstremøde for efterhånden længe siden satte en befriende finger på Venstres daværende ømme punkt ved at spørge, hvorfor Venstre havde så travlt med at lægge sig ud med 800.000 offentligt ansatte?

Det skal retfærdigvis nævnes, at Leo Nørgaard mestendels synes at interessere sig for miljøpolitik, men det ændrer ikke på, at hans partiskifte afføder en hel del spørgsmål lokalt som nationalt, som det vil være et journalistisk svigt af dimensioner ikke at stille og udbede sig nogle klare svar på.

Nogle mennesker skifter partier på grund af deres principper. Andre skifter principper for deres partier. De samme mekanismer gælder jo så også for partier. Og her bliver det for alvor interessant. For det forbandede med principper og idealer er jo, at de intet er værd, hvis ikke man er i stand til at drage en konsekvens af dem.