Kommentar: Doceret frihed er som et afbrudt samleje

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jens Rohde, folketingsmedlem for Kristendemokraterne og viborgenser, er ny klummeskribent på JP Viborg. Her vil du løbende kunne læse hans kommentarer til det, der rører sig i byen.

Statsministeren har med vanlig patos lovet frihed til kommunerne og et opgør med bureaukratiet særligt i ældreplejen. Nu skal det hele rives ned. Vi begynder forfra. I Viborg har vi ligefrem indgået aftale med staten om frihed. Så er vi da sikre på, at friheden er rammet ind.

Har vi hørt det hele før? Tja. Sidste år. Og sidste år. Og forrige år. Og året før det… Hvem husker ikke, dengang Anders Fogh op til valgkampen i 2001 messede sit »opgør mod minuttyranni«?

Jeg gør i hvert fald, for jeg lærte at sige det selv. Helt udenad endda! Mit talent var uomtvisteligt!

Den daværende politiske ordfører for Nyrups regering, Pernille Blach Hansen fra Viborg, som desværre ikke længere er til rådighed for dansk politik, svarede igen med ordene: »Luftsteg og vindfrikadeller!«

Det var desværre ikke en invitation til middag, hun sendte afsted.

Det var derimod et sylespidst svar på, at tingene ikke var så enkle, som vi gjorde dem til. At frihed ikke er meget værd, hvis man bare finder andre steder at binde institutioner og kommuner på hænder og fødder.

Som dengang, så også i dag.

Doceret frihed

I mine liberale ører lyder det vanvittigt godt, når en statsminister taler om frihed.

Jeg kunne blive helt optændt af en hellig ild, hvis ikke den der forbandede erfaring, jeg efterhånden slæber rundt på, fortalte mig, at med frihed menes den frihed, som Folketing og regering vælger at docere.

Det er sådan en slags gave, man som kommunalpolitiker og embedsmand siger, man gerne vil have, men dybest set helst er fri for.

Alle ved nemlig godt, at det er klogt at gardere sig mod rekyl. Christiansborg-rekyl er det eneste, man kan være sikker på, når der opstår fejl, eller friheden koster penge, fordi den mødes af nye forventninger og nulfejls-tolerance.

Derfor ender friheden sjældent ude hos den enkelte borger eller på den enkelte institution. Dels vil medarbejderne – helt forståeligt – værne om deres retssikkerhed og dokumentere, at de har gjort alt rigtigt ved hvert eneste hjemmebesøg.

Dels vil kommunerne gerne dokumentere, at også de har gjort som dikteret fra borgen, når en lokal møgsag ender på Folketingets talerstol - og det gør alle møgsager, skulle jeg hilse at sige.

Når nogen så formaster sig til at påpege, at man måske ikke kan blive ved at bilde folk ind, at man kan få det hele til det halve, lyder svaret altid, at man ikke kan løse alt med penge.

Det sidste er naturligvis rigtigt nok. Man kan heller ikke fremelske god kunst med penge. Men man kan godt kvæle den i fattigdom.

Serviceloftets begrænsninger

Det er så her, at Danmarkshistoriens største økonomiske absurditet kommer ind i billedet: Kommunernes serviceloft.

Når man som kommunalpolitiker skal forhandle budget, begynder det hele med et ritual på byrådets budgetseminar: Økonomidirektøren kommer med tre bindinger, der fungerer helt som de velkendte dogmer 90’ernes danske film.

De står ikke til forhandling, de er dikteret fra højeste sted. I dette tilfælde ikke Vor Herre, men institutionen lige under - Finansministeriet.

Skattestop, anlægsloft og serviceloft.

Overtræder man nogle af disse tre love i nutidens politiske trosbekendelse, findes ingen nåde for finansministeren. Straffen falder prompte i form af bøder og mindre bloktilskud.

Særligt det sidste bud – serviceloftet - har sine egne absurditeter indbygget.

Uanset hvor mange penge en kommune råder over, har den fået udleveret et fast beløb fra staten, som kommunalpolitikerne må bruge på kommunal service i det kommende år.

Det betyder, at man altid er tvunget til at skære i ét område, hvis man vælger at prioritere et andet. Man kan ikke lægge oven på. Skal daginstitutionerne have mere, så skal et andet område have mindre.

Har kommunen så en sjat penge i overskud, må den putte dem i kassen og lege bank, eller den kan give pengene tilbage i skattelettelser, selvom alle måske er enige om, at f.eks. både ældre- og daginstitutionerne trænger i det kommende år.

Enfoldigheden trænger sig særligt på, når der kommer en ældrecheck eller andre penge til kommunerne på finansloven. Det er altid områder, som Christiansborg mener bør prioriteres, selvom forholdene fra kommune til kommune kan være nok så forskellige. I det tilfælde skal de ekstra penge, man til et område allernådigst får tildelt, skæres tilsvarende et andet sted.

Man bliver ikke mæt af luftsteg og vindfrikadeller

Er du forvirret? Formentlig. Giver det mening? Nej.

Det har i hvert fald intet med frihed at gøre, uanset hvad man fra den til enhver tid siddende regering så ellers forsøger at sælge det som.

Det pudsige er, at stort set alle partier på Christiansborg bakker op om et system, der reelt reducerer kommunalpolitikere til statister i Folketingets og Finansministeriets eget teater.

En kættersk tanke: Man kunne vælge at sige, at så længe pengene passer, så styrer I selv jeres skat og serviceniveau i kommunerne. Det må man tage lokalt ansvar for sammen med sine borgere.

Men det sker ikke. Heller ikke efter denne nytårstale.

Summa summarum er, at alle taler om frihed, men at den aldrig når ud til den enkelte institution.

Den frihed, som Christiansborg docerer, doceres så igen fra det store hvide rådhus i Viborg, og den frihed medarbejderne måtte få, ender de facto som en trussel mod de samme medarbejderes retssikkerhed, fordi vi heller ikke som borgere accepterer fejl, når faster Anna og lille Emil skal have, hvad de gør krav på.

Enhver kan sige sig selv, at det ikke levner meget frihed tilbage i det store billede.

Frihed kræver accept af forskellighed, fantasi og fejl. Den kultur er vi så langt fra, som vi nogen sinde har været.

Jeg vil gerne tro, at vi er på vej i den rigtige retning, og statsministerens tale kan så absolut noget. Men doceret frihed er lidt som et afbrudt samleje.

Det kan selvfølgelig noget, men man gør sig efterfølgende den overvejelse, om man egentlig helst ville have været det foruden.

Eller sagt på anden vis: Man bliver ikke mæt af luftsteg og vindfrikadeller.