Godt tre uger til brexit – og så venter den mest intensive og afgørende forhandling med EU

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Et begivenhedsrigt år kulminerede den 12. december, hvor Boris Johnson og De Konservative vandt en storsejr ved parlamentsvalget. En mindretalsregering blev vekslet til det største konservative flertal i tre årtier. Samtidig gik det største oppositionsparti Labour markant tilbage og skal nu bruge energi på at finde en ny leder og en ny politisk platform.

Johnsons storsejr betyder, at de seneste års politiske kaos er blevet afløst af en regering, der har styr på tropperne i Underhuset.

Forud for valget var der gået et år uden sidestykke i britisk politik. I januar stemte Underhuset om den udtrædelsesaftale, som daværende premierminister Theresa May i slutningen af 2018 havde forhandlet på plads med EU.

Afstemningen resulterede i det største nederlag, en britisk regering nogensinde har lidt, da både den samlede opposition og 40 pct. af Mays egne partikolleger stemte imod. I marts forsøgte May yderligere to gange at få aftalen igennem parlamentet, men igen blev det til markante nederlag.

Senere på foråret og efter et historisk dårligt konservativt valg til Europa-Parlamentet blev presset på May så stort, at hun ikke så anden udvej end at træde tilbage og overlade roret til en anden. Efter at have vundet formandsvalget hos De Konservative blev Boris Johnson den 24. juli taget i ed som ny premierminister.

Da den nye regering mødtes i september, fulgte et bemærkelsesværdigt forløb. I stedet for at sætte brexit på dagsordenen suspenderede Johnson parlamentet i fem uger gennem brug af en gammel parlamentsmekanisme. Længden af suspensionen mødte dog så stor modstand, at parlamentarikere og borgere gik til domstolene i protest.

Efter to ugers suspension kendte højesteret Johnsons beslutning ulovlig, hvorefter han måtte bide i det sure æble og genindkalde parlamentet.

Til manges overraskelse og parallelt med begivenhederne i London lykkedes det i oktober Johnson at opnå enighed med EU om en revideret udtrædelsesaftale. Oppositionen hjemme i London dryppede dog malurt i bægeret, da den med et lovforslag vedtaget uden om regeringen tvang Johnson til at bede EU om en udsættelse af Storbritanniens udtrædelse frem til den 31. januar 2020.

Det var tredje gang på et halvt år, at Storbritannien bad om at få brexit-datoen udsat. May havde allerede i foråret bedt om to udsættelser.

I efteråret forsøgte Johnson to gange at få sin reviderede aftale gennem Underhuset, men begge gange stemte et flertal imod. Herefter så regeringen ingen anden udvej end at forsøge at udløse et nyvalg, hvilket ikke er helt nemt ifølge britisk lovgivning og først lykkedes efter flere forsøg.

Johnson gik til valg på det simple løfte, at han med sin aftale i hånden hurtigst muligt ville få brexit overstået. Med den komfortable valgsejr den 12. december er vejen banet for en britisk EU-udtrædelse den 31. januar.

Valget gik således lige efter Johnsons næse: Brexit blev det dominerende og afgørende tema, De Konservative fik deres flertal, og Underhusets godkendelse af udtrædelsesaftalen bliver en formsag, når der stemmes senere i januar.

Efter den 31. januar følger en 11 måneder lang overgangsperiode som fastlagt i udtrædelsesaftalen. I dette tidsrum vil EU’s regelsæt stadig finde anvendelse i Storbritannien, selv om landet altså formelt er udtrådt af EU og ikke længere kan deltage i EU’s beslutningsproces.

Det giver sikkerhed for en uændret situation for danskere og danske virksomheder i Storbritannien til minimum udgangen af 2020.

Overgangsperioden skal anvendes til at forhandle en aftale om det fremtidige forhold mellem Storbritannien og EU på plads. De forhandlinger vil uden tvivl komme til at fylde meget af regeringens tid det kommende år.

Første skridt for regeringen er at beslutte, hvilket slags forhold til EU den ønsker. Ønskes der en dyb og omfattende aftale, eller går Johnson efter en helt basal frihandelsaftale for varer eller noget ind i mellem de to yderpunkter?

Kan EU og Storbritannien ikke nå til enighed, er der i udtrædelsesaftalen åbnet op for, at den britiske regering senest den 1. juli 2020 kan bede om en forlængelse af overgangsperioden med ét eller to år. Boris Johnson har dog gentagne gange afvist, at en forlængelse kan komme på tale. Perspektivet om at skulle følge EU’s regelsæt i to eller tre år er ikke specielt tillokkende for den britiske regering.

På trods af den komprimerede tid lykkes det forhåbentlig Storbritannien og EU at nå til enighed om aftale i løbet af 2020. Det er nu over tre et halvt år siden, at den britiske befolkning besluttede at forlade EU.

For første gang siden folkeafstemningen har Storbritannien nu en regering med et loyalt og komfortabelt flertal i Underhuset, hvilket giver Johnson et råderum i forhandlingerne med EU, som forgængeren kun kunne drømme om.

Brexit bliver en realitet pr. 31. januar, og enden på begyndelsen synes dermed at være nået. Herefter skal Storbritannien og EU i gang med den måske hurtigste, mest intensive og i mange henseender mest afgørende forhandling med et land uden for EU, vi nogensinde har indgået i. Vi har alle en interesse i, at det lykkes.