»Kommer du selv langt nok ud, er der intet, dine pårørende kan gøre«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg er nu 22 år gammel og har for fem måneders tid siden mistet min far til et alkoholmisbrug. Et emne, som mange kender til, men som er farligt at berøre. Og hvorfor er det egentlig det? Hvorfor skal det være pinligt? Og hvorfor er det så svært at bede om hjælp?

Jeg personligt søgte først hjælp, da min psyke havde sagt stop. Jeg var enormt dygtig til at sætte en facade op og lade som om, alting var fint. I skolen var jeg én person, over for min mor og de andre var jeg en anden, og over for min far var jeg en helt tredje.

Over for min far følte jeg mig som værende en slags støttepædagog. Når du har en alkoholisk forælder, lever du under nogle andre omstændigheder. Det er bare et faktum. Alle ved det, men ingen taler om det. Jeg har været omkring seks år, da min far begyndte at drikke, og det kunne jeg tydeligt mærke. Nok forstod jeg det ikke – men jeg kunne mærke, at der var noget grueligt galt.

Når jeg tænker tilbage og stadig mærker den smerte, der er forbundet med egentlig at have mistet sin far; i hvert fald ham, man kendte som sin far, så forstår jeg ikke, hvorfor der ikke er nogen, som har taget fat i mig noget før og sagt »hey, nu guider vi dig lige i den rigtige retning«.

For mig at se er der nogle helt specifikke faktorer, som spiller ind, når man går med sådan en sorg og ængstelig følelse i maven. Hvis man ser godt nok efter – så er det ikke så svært at se. Jeg opsøgte selv et sted med psykologer, som havde specialiseret sig i børn/unge, som var pårørende til en misbrugsforælder.

Jeg kom til samtale og fik så at vide, at de ville ringe til mig, når jeg havde fået en plads. Jeg stod på ventelisten i over et år.

I over et år måtte jeg som 15-årig, midt i teenagekrisen, stå og kæmpe med et overfyldt hoved, en trykken for brystet konstant, ingen søvn om natten, angst, stress osv. Min mor prøvede alt, hvad hun kunne, på at hjælpe mig på rette vej. Men kommer du langt nok ud, er der intet, dine pårørende kan gøre.

Heldigvis fandt min mor en helt fantastisk psykoterapeut, som hjalp mig med at se de gode dage og hjalp mig af med min angst og stress. Det her betalte vi af egen lomme. Nu sidder jeg med en frygt for, at der sidder folk derude med samme følelser og med samme teori om, at de hverken kan hjælpes, eller at det hele nogensinde kommer til at blive godt igen.

Jeg har fået et ar for livet og har kæmpet i mange år for at få min far overbevist om, at han skulle stoppe det drikkeri. Det er det mest forfærdelige at hade et menneske så meget pga. hans handlinger, men på samme tid elske ham noget så forfærdeligt højt, fordi det er ens egen far. Det er en meget ambivalent følelse.

Jeg fik tit trusler fra min far om, at nu havde han altså ikke lyst til at leve mere. Og i periferien forstår jeg ham egentlig godt. Men acceptere det – det ville jeg ikke. For jeg ville have min far tilbage. Det har fået mange følger og ændret min personlighed fuldstændig.

Det er et andet ansvar end som så at stå med som ung pige. Et urimeligt ansvar. Jeg følte mig enormt alene og følte ikke, at nogen i hele verden ville kunne forstå mig. Jeg følte mig overflødig og uelsket, selv om min mor aldrig lagde skjul på, hvor højt hun elskede mig, og hvor meget hun gerne ville hjælpe mig.

Men hun var også magtesløs, for selv om jeg prøvede at være stærk og sige til hende, at alt var fint; så fornemmede hun meget stærkt og var godt klar over, at alt ikke var fint.

Én ting, jeg har fortrudt, er, at jeg ikke lyttede mere til min mor. Jeg tog ikke den udstrakte hånd, før der var gået noget tid. Den hånd skulle jeg have taget imod lang tid før, det hele eskalerede.

Så lad det her være et opråb til jer, som sidder derude med ondt i maven og ikke mindst i sjælen og en frustration, som der slet ikke kan sættes ord på.

Tag imod de udstrakte arme, som der er – få øjnene op for dem. Du behøver ikke krænge dit hjerte ud, men accepter, at det er okay at være ked af det og vred. Accepter eller affind dig med, at denne her alkoholiske forælder, søster, ven, eller hvem det skulle være, ikke stopper, før de selv er klar.

Jeg gav min far valget: »Det er mig eller alkoholen.« Han valgte at fortsætte drikkeriet, og jeg afbrød kontakten. Og jeg har aldrig været et sekund i tvivl om, at min far har elsket mig. Men det her alkohol gør noget helt forfærdeligt ved det menneske, man elsker. Når det overtager, er det her menneske ikke i stand til at tage rationelle beslutninger.

Jeg talte ikke med min far i tre år, og nu får jeg aldrig lov til at tale med ham igen. Nu står jeg her og er fyldt med dårlig samvittighed. For hvis bare jeg kunne kramme ham en sidste gang, hvis bare jeg kunne fortælle ham, at jeg elsker ham. Men “hvis bare” kan jeg ikke bruge til noget – og det kan du, kære læser, heller ikke.

Jeg gjorde, hvad der skulle til for at beskytte mig selv, og hvis ikke jeg havde gjort det, havde jeg ikke været, hvor jeg er nu – nemlig et dejligt sted, smækfyldt med skønne venner, familie, universitetsgang. Generelt en helt almindelig hverdag.

Regel nummer 1: Husk at have dig selv med i alt. Det er dig selv i første række. Du må passe på dig selv, før du begynder at passe på andre. Det er en balance uden lige, men den er til at finde.

Du skal ikke agere totalt egotripper, men lidt må du gerne. Jeg troede ikke på det i starten, men det gør jeg nu. Hav dig selv med i alt, og accepter de valg, du har truffet i fortiden, og ikke mindst accepter, at du elsker det her menneske, selv om man er skidesur på det.

Nok får man ar for livet, men de er kun med til at gøre dig stærkere – lige så kliché det end lyder. Men hvis jeg havde været foruden det her helvede, som jeg selv synes, det har været, havde jeg ikke været mig i dag. Og jeg er meget stolt af alt det, jeg har lært, og at jeg er blevet til den, jeg er, på trods af alt.