Grundtvig og velfærdsstaten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Man kan ikke andet end beundre Henning Tjørnehøjs ihærdighed. For gennem flere årtier har han i aviser og tidsskrifter påpeget det rigtige, at Grundtvig ikke gik ind for den paragraf i grundloven, der siger, at den, der ikke er i stand til at ernære sig selv, skal have hjælp af det offentlige. Senest har han repeteret sagen i JP forleden.

Henning Tjørnehøj har fuldstændig ret i, at Grundtvig ikke – som det indimellem hævdes – var en tidlig fortaler for den form for velfærdsstat, vi har fået siden Anden Verdenskrig. Til gengæld var han en varm fortaler for et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt. Men hvordan kunne Grundtvig have som mål at mindske uligheden i samfundet og samtidig gå imod en lov om ret til offentlig forsørgelse? Er det ikke selvmodsigende?

Ikke nødvendigvis. Når Grundtvig var imod den omtalte paragraf, var det, fordi han frygtede, at en ret til offentlig forsørgelse ville fastholde folk i fattigdom. Er denne frygt helt ubegrundet? Det er den vel ikke, når selv ledende socialdemokrater indimellem finder, at kontanthjælp fastholder nogle personer på passiv forsørgelse i årevis.

I stedet for ret til offentlig forsørgelse ville Grundtvig have »en bestemmelse om, at der skal gøres alt muligt for, at de gamle, de syge og de forladte børn kunne finde offentlige tilflugtssteder«, altså en form for offentlige institutioner. Ligeledes ville Grundtvig sprede ejendomsretten til jord, så folk fik mulighed for at forsørge sig selv. Han fandt det dybt uretfærdigt, »at jorden, som vi alle skal leve af, er i nogle få rigmænds eller herremænds hænder, så hele det øvrige folk må leve fra hånden i munden«. For Grundtvig var en jordreform og en socialreform derfor to sider af samme sag.

I forbindelse med behandlingen af grundlovens paragraf om forsørgelsesret i 1849 henviste Grundtvig til Irland, hvor man mente, at jordudstykningen var forfejlet. Udstykningerne var alt for små til at kunne brødføde en hel familie. Den fejl skulle vi undgå i Danmark. At blive i stand til at klare sig selv og forsørge sin familie var for Grundtvig et ideal og selvforsørgelse en dyd.