Hvor folkelig var Grundtvig egentlig?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det fremgik indtil for nylig af finanslovsoplægget, at støtten skulle ophøre til det projekt, der i en halv snes år har drejet sig om at forberede en udsendelse af Grundtvigs samlede – ordrige – skrifter digitalt, sådan som det er sket med H. C. Andersens og Søren Kirkegaards værker og Carl Nielsens noder.

De samlede omkostninger i forbindelse med gennemførelsen af Grundtvig-projektet er beregnet til at udgøre 200 mio. kr. JP’s opinions- og eventredaktør Palle Weis erkendte omkring månedsskiftet, at der er tale om et helt pænt beløb »i forskningsverdenen«. Men han mente samtidig, at det er »himmelråbende tåbeligt« med ophøret af denne økonomiske støtte.

Weis henviste bl.a. til, at Grundtvigs »indflydelse på dansk kulturarv ikke kan overdrives« herunder hans tanker om, »at alle liv er lige værdige«, og »at oplysning og dannelse kan nedbryde skel«. I modsætning til andre, som har kommenteret en evt. standsning af Grundtvig-bevillingen, huskede Weis at omtale, at Grundtvig foruden at være præst, salmedigter og ”højskolebagmand” også var politiker.

Det er der ikke så mange, der erindrer, skønt Grundtvig både var medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling – efter at han havde overtaget den plads i Præstø-Kredsen, som ellers blev vundet stort af den eneste arbejder, som blev valgt, væver Hans Hansen, og det over selveste rektoren for Københavns Universitet, hvorefter han blev intrigeret væk. Derefter blev Grundtvig medlem af Folketinget og til slut af Landstinget.

Ved den afsluttende afstemning om Grundloven i 1849 undlod han at møde frem, og da der forinden skulle stemmes om en paragraf, som drejede sig om, at den enkelte borger, som ikke var i stand til at »ernære sig eller sine«, skulle være »berettiget til hjælp af det offentlige« – således som det også fremgår af den nuværende grundlov – stemte Grundtvig imod. Men han fik kun 22 ud af de i alt 152 medlemmer af Den grundlovgivende Forsamling med sig i denne modstand mod en samfundsmæssig social indsats.

Hvad demokratiet angår, var det oprindeligt for Grundtvig »en sand ulykke«. Om nordmændenes frie forfatning fra 1814 mente han, at »frihed har man mere end nok af i Norge«. Hvad de politiske forhold i England angik, beklagede Grundtvig, at parlamentet blandede sig i regeringsdannelsen og -førelsen. Det var jo også noget af en uskik, når man som han gik ind for kongelig enevælde.

Hvad endelig Grundtvigs meget priste folkelighed angik, er det ikke bare en kendsgerning, at hans omgangskreds kun udgjordes af et yderst beskedent udsnit af folket: hoffet, godsejerne, embedsstanden, ikke mindst hans pastorale kolleger, og de velstående gårdejere. Det er også en kendsgerning, at han foragtede den langt største gruppe i folket, arbejderklassen, som det f.eks. kom til udtryk i hans udtalelse i selve grundlovsåret 1849: Arbejderne havde hverken »hjerte eller ære i livet«, og det eneste, der kunne holde dem på plads forneden i samfundspyramiden, var frygten for, »hvad der bider i skind«. Derfor falder det mig svært at forstå Palle Weis’ ytring om, at Grundtvig »fandt alle liv lige værdige«. Langt hovedparten af folket synes ikke at have været ret værdige ifølge Grundtvig.