Det var åndsfriheden, der optog Grundtvig – ikke den sociale frihed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I JP 12/6 kunne man læse en længere artikel om det danske velfærdssamfund skrevet af prof. Carsten Jensen, Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.

Han omtalte bl.a. Grundtvig som en af dem, der »har været med til at forme og inspirere de tanker, vi har om, hvem vi danskere er,« herunder – forstår man – tankerne om grundlaget for det velfærdssamfund, som vi lever i i dag.

Carsten Jensen henviste i den forbindelse til et par af Grundtvigs kendte strofer: »Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt.«

I sin bog ”Grundtvig som samtidshistoriker” (1950) undrer faghistorikeren Erik Møller sig med rette over, at disse linjer af nogle bruges til at dokumentere det sociale sindelag, som Grundtvig ikke havde. Erik Møller, selv af ædel grundtvigsk byrd – hans far pastor Otto Møller i Gylling ved Odder var en af Grundtvigs nære venner – skriver: »Alle spirer til den moderne velfærdsstats tanker var Grundtvig inderligt imod.«

Som en af grundlovsfædrene fremhævede Grundtvig i 1848, at man »endelig ikke i grundloven (måtte) gøre øvrigheden til en pligt at føde og klæde folket (eller) de rige til en pligt at føde og klæde de fattige, thi dermed stiler man efter al erfaring mod at gøre hele folket til fattiglemmer, der hverken kan føde og klæde sig selv eller hinanden. Man overskærer kærlighedsbåndet, som er det eneste, der til gavn kan forbinde de rige med de fattige. Man føder dovenskaben, så flittigheden må sulte.«

Men hvor havde Grundtvig sin erfaring om folket fra?

Han omgikkes kun velsituerede gårdejere, godsejere – ikke mindst deres enker – embedsstanden og hoffet. Land- og byarbejderne karakteriserede han som »denne store vrimmel, man på pluddervælsk betegner som ”proletarier”,« der hverken har »hjerte eller ære i livet, og kan kun holdes i ave ved frygt for, hvad der bider i skind,« altså med tørre tæsk.

Grundtvig stemte ikke bare imod grundlovens beskedne fattigbestemmelse om, at »den, som ikke kan ernære sig eller sine … er berettiget til at erholde hjælp af det offentlige,« bevaret i vor nuværende 1953-grundlov i § 75, stk. 2. Han protesterede også »så højt og lydeligt,« som han kunne mod denne berettigelse for de fattige til at få offentlig hjælp. Frem for bistand fra fællesskabet – staten – foretrak han, at de velstående ydede en skærv, dvs. almisse. Men de penge, som længe var søgt tilvejebragt på denne måde, slog overhovedet ikke til.

Grundtvig fik da også kun 22 af de 152 grundlovsfædre med sig i sin protest mod grundlovens fattigbestemmelse. Så langt ude til højre stod han i Den Grundlovgivende Rigsforsamling, hvis medlemmer ikke just var plaget af social forståelse. Det var åndsfriheden, der optog Grundtvig – ikke den sociale frihed.

De fattige gamle og syge burde if. Grundtvig tilbydes »offentlige tilflugtssteder,« hvor de kunne få »adgang til folkelig oplysning og dannelse.« Men mon disse stakler dog ikke først og fremmest har været interesserede i at få kur og pleje? Nu blev de i stedet sendt ”på sognet”, dvs. på de fattiggårde, der lå spredt ud over landet. Her blev de stuvet sammen med arbejdsuvillige, alkoholikere, psykisk syge, enlige kvinder med eller uden børn og – for mændenes vedkommende – frataget deres stemmeret uden indvendinger fra Grundtvig.

Han var ikke socialt bevidst. Han var ultraliberalist. I anledning af Grundtvigs 225-årsdag i 2008 bidrog dir. for den liberalistiske tænketank Cepos, Martin Ågerup, da også til bogen ”Efterdønninger” udsendt af Grundtvigsk Forum. Han glædede sig bl.a. over, at Grundtvig havde kæmpet »en brav, men forgæves kamp mod at få indført en forsørgelsesret« (i grundloven) og for, at offentlig hjælp if. ham kun »skulle tilkomme gamle, syge og forældreløse børn.«

I sin – netop genudsendte – minimalstatsbog foreslår Anders Fogh Rasmussen den sociale bistand indskrænket til »fysisk og psykisk handicappede, kronisk syge (og) forældreløse børn.« Afstanden er således ikke stor mellem disse to ultraliberalister.

Grundtvig var en stor skjald, men folkelig og socialt bevidst – det var han ikke.