Adopteret: Jeg føler mig hverken som handlet eller slave

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kære Amy Rebekka Steen. Tak til dig og resten af holdet bag dokumentaren ”Amys vilje”. Filmen er vigtig. Selv om din og min adoptionshistorie langt fra er ens, jeg kom f.eks. til Danmark som baby, kan jeg sagtens genkende flere ting fra din fortælling.

Det vækker genklang hos mig, når du så klart kan formulere din længsel efter at blive din etiopiske mors barn igen. Den sorg og det savn du hele tiden har været bevidst om, har jeg haft fortrængt. Det er først efter mine fyldte 40 år, det er gået op for mig, at jeg har haft smerten skvulpende rundt et sted dybt under overfladen. For jeg tror, at alle børn er født med en loyalitet og forbundethed med den kvinde, der gennem ni måneder har været hele ens univers. Det har for mig været livsomstyrtende at miste min mor som spæd, om så det var hendes eget valg eller ej. Og også selv om jeg ikke specifikt husker at blive efterladt hjemløs på gaden.

For mine forældre gik deres familiedrøm i opfyldelse, da de kunne hente mig ved flyveren i Kastrup fra Korea i 1973. For dem var det kulminationen på en lang og opslidende proces, og de var ikke længere ufrivilligt barnløse. Ingen tænkte over, at jeg stadig var ufrivilligt moderløs, da jeg ca. ni måneder gammel blev æresgæst til mine forældres fest. Endelig var de kommet over målstregen ”familie”, der til gengæld blev startskuddet for mine usynlige og ubevidste anstrengelser for at passe ind. Jeg knoklede på for at få 1970’ernes fortælling om adoption til at gå i opfyldelse, for jeg ville være velassimileret.

Men det ville du ikke, og du var ca. 10 år og kunne huske alt fra Etiopien. Det må have været som en månelanding for dig, da du blev placeret i Næstved. Jeg forstår godt, at du ikke ville acceptere den danske familie som din. Jeg forstår godt, din længsel efter det oprindelige. Jeg forstår ikke, hvorfor det danske par ikke kunne tage bedre imod dig. Uagtet at de var blevet løjet for og troede, du ”kun” var seks år. Jeg forestiller mig, at du må have stået utrolig alene med din længsel efter livet i Etiopien, og dit savn til din mor og søster. Det bør kunne gøres bedre.

Din film er vigtig, fordi også jeg håber, at den kan være med til sikre adgangen til at kende sit biologiske ophav, sprog og kultur. Vi kan kun blive enige om, at flere rettigheder til adopterede og mere åbenhed i adoptioner er vejen frem. Jeg er også enig med dig i, at betalingsaspektet bør fjernes eller gentænkes, men jeg er uenig med dig i at kalde adoption for menneskehandel.

Senere sammenlignede du også adoption med slavehandel, da vi var begge i studiet hos P1 Debat torsdag 24. januar. Dine påstande kriminaliserer de mennesker, der har villet skabe en familie. Ikke at det er en menneskeret at få børn, men det er almindeligt at ønske sig. Jeg vil hellere kriminalisere de børnehøstere, som afpresser og lyver for mødre i en sårbar situation. Og som åbenbart tjener på at svindle børn fra deres oprindelige familier.

Du har ret i, at betaling er en del af adoption, og med den kendsgerning bliver det dermed menneske/slavehandel i dine øjne. Jeg oplever også i glimt mig selv som en vare, og når jeg er ude at holde foredrag, hvor jeg gør op med 1970’ernes forståelse af adoption, ved jeg, jeg kan provokere ved at kalde mig selv for købebarn. Men jeg opfatter hverken mig selv som handlet eller slave og heller ikke mine forældre som menneskekøbere. Din retorik minder mig om anklagerne mod kødspisere, der gør dem medskyldige i mord på dyr. Jo, jo et dyr er dødt, men er det ligefrem mord? Jo, jo, penge har skiftet hænder, men er det ligefrem menneske/slavehandel? For mig lyder begge argumentationer enormt skingre, og det er ærgerligt at skyde folk motiver i skoene, hvis det betyder, at de stikker fingrene i ørerne.

Adoption er sjældent helt problemfrit, og alle adoptioner er forskellige. Din historie er barsk, og billederne af den voldsomme tvangsfjernelse er så gribende, at mange sidder med en klump i halsen. Den behandling er under al kritik og ganske forfærdelig, men det overgreb har for mig ret beset intet med adoption at gøre? Alligevel er det de billeder, vi bærer med os, når vi bagefter taler generelt om transnational adoption.

I alt er der omkring 25.000 mennesker i Danmark, der er adopteret fra andre lande. Sidste år kom 55 børn hertil som adopterede, mens det tal i 2009 var 497. Der bliver færre af os, og derfor burde det være lettere at sørge for, at børnene bliver mødt, så de undgår nogle af de kriser med f.eks. identitet, jeg har haft. Måske ved at ændre opfattelsen af hvad adoption faktisk indebærer, og hvad det kræver at være adoptant på længere sigt. Måske ved at udvide det forberedende kursus for adoptanterne til også at have et obligatorisk forløb efter barnet er dukket op her og nu.

Kære Amy, jeg glæder mig over den fokus, du får sat på adoption. Vi er enige om det meste, og jeg er ikke din modstander. Jo flere adopterede, der fortæller deres historie, jo flere nuancer og jo bedre. For intet er sort-hvidt. Jeg håber, vi kan fjerne bindet fra folks øjne, uden de samtidigt stikker fingrene i ørerne.

Marianne Vestergaard Nielsen er født i 1973 i Korea. Hun er indehaver af Familieskatten, der arbejder for, at så mange som muligt bevarer deres livshistorie.