Breaking
Få breaking news via vores app | Få nyheden på mail
Annonce

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Kære Pelle Hvenegaard, mine forældre var ikke længere ufrivilligt barnløse, men jeg var stadig ufriviligt moderløs

Hvis mine forældre havde vidst, hvordan de kunne gøre det muligt for mig at gennemleve min sorg, kunne det måske have sparet mig for timevis af terapi og en masse dumme branderter. Jeg ønsker ikke adoption afskaffet, men jeg drømmer om en større forståelse for, hvad det indebærer at være barnet.

Mine forældre er de bedste, og de har gjort alt for mig. Men jeg ville ønske, at nogen havde foreslået dem at anerkende, at den biologiske mor har en betydning for barnet. Privatfoto.

Kære Pelle Hvenegaard

Stort tillykke med bogen til din datter, Ukhona. Den er fra start til slut en dybfølt kærlighedserklæring, og ingen tvivler på, hvor højt du elsker hende. Derfor håber jeg, at du i løbet af mit brev forstår, at selv om du vil gøre alt for at være løsningen for hende, risikerer du at blive en del af problemet.

Jeg er selv adopteret fra Korea for 45 år siden. Jeg er vokset op i en kernefamilie, hvor mine forældre pludseligt kunne lave min bror, efter de havde fået beskeden om, at jeg ville lande med flyveren. Vi boede i en landsby med 1200 andre, der gik 300 børn i skolen, og rutebilen kom forbi en gang i timen. Det var trygt, og jeg var glad. Og der, midt i stanken af gylle, var der ingen rynken på næsen af mit udseende, selv om jeg lignede en fra den anden side af jorden.

Mine forældre har altid fortalt mig, hvordan det hang sammen: Min biologiske mor gav mig væk af kærlighed, fordi hun ønskede noget bedre for mig end det, hun selv kunne give. Jeg var et hittebarn og blev fundet på gaden, i hvert fald på papiret, og mit liv startede, da jeg landede i Kastrup ni måneder gammel. Nærmest samme alder som Ukhona.

Jeg er ikke modstander af adoption, og heldigvis beskriver din bog, at forældre i dag bliver meget bedre oplyst om, hvad det betyder for en baby at blive fjernet fra sin mor. Nogle børn vokser op med den fornemmelse, at det må være deres egen skyld, at moren har forladt dem. Har jeg læst som voksen. Logikken for barnet bliver let, at det tror, at det ved at regulere sin opførsel kan sikre livet, så det ikke bliver forladt en gang til. Jeg tror, det passer meget godt på mig. Min grundangst er at skuffe. Ikke at leve op til forventningerne så jeg vil gerne præstere og yde. Mine forældre har, ligesom dig, været så opfyldt af gode intentioner og dyb kærlighed, der fik en piedestal til at skyde i vejret under fødderne på mig, der var så høj, at det hele vaklede. Mange forældre ophøjer deres børn, men som adopteret er erfaringen, at turen ned fra piedestalen kan ende på gaden som forældre- og hjemløs.

Så hvilket behov er det præcist, jeg skal opfylde? Jeg opfatter i glimt mig selv som en vare, der er købt og betalt. Hvorfor godtog mine forældre den grænseoverskridende godkendelsesproces? Jo værre kvaler for dem, jo større krav stiller jeg til mig selv. Du skriver, hvordan du i flere år har set farrollen som meningen med dit liv, og at Ukhona nu opfylder din drøm. Det er slidsomt at skulle være genstand for og leverandør af andres lykke og livsindhold. Jo mere kærlighed fra mine forældre, jo sværere for mig at gengælde.

Engang skulle jeg kort forklare en fireårig dreng, hvad min adoption går ud på: Et spædbarn findes på gaden, det sendes til en ny familie, og den biologiske mor er ukendt og dermed uden for rækkevidde. Jeg blev ramt af hans prompte respons: Hvis nogen gjorde sådan med mig, ville jeg græde hele tiden!

I bogen beskriver du, hvordan nogle bekendte opfatter jeres adoption som den ultimative, næstekærlige gerning, og at jeres barmhjertighed »gør verden til et bedre sted«. Heldigvis forklarer du, at det ikke hænger sådan sammen for jer, og at det lige så meget er et egoistisk projekt. Heldigvis kan vi to blive enige om, at de andres opfattelse er fuldkommen misforstået. Uheldigvis kommer Ukhona fra nu af til at møde mennesker, der ser hende ud fra den præmis: At hun skal være vildt taknemmelig, fordi hun er havnet i et yndigt land. Jeg får stadig den slags kommentarer, og de stammer ikke fra et ondt sted, men alligevel gør de lidt nas.

Som barn havde jeg svært ved at svare, når andre ville være filosofiske og spurgte: Er du ikke glad for at være kommet til Danmark? Jeg ved stadigvæk ikke, hvad det ærlige svar skulle være. Men prøv et modspørgsmål: Hvad ville du sælge din egen mor for? Eller: Hvad ville du som spæd vælge – din mor eller et kærligt, ressourcestærkt hjem i en velfærdsstat på den anden side af jorden? Men jo, jeg er glad for mit liv Danmark, og jeg ved ligesom heller ikke, hvordan det ellers kunne have været. Og jo, rent materielt og logisk set har jeg alt andet lige haft bedre levevilkår.

Du fortæller, at I med overlæg har valgt et barn, som tydeligvis er adopteret. Jeg har altid haft svært ved at stikke sådan ud fra resten af min familie. Mine forældre elsker mig lige så meget, som I elsker Ukhona, og de har altid gjort det rigtige. Ligesom jer har de altid ønsket åbenhed omkring min adoption, og de har aldrig løjet for mig. Det er jeg meget taknemmelig over. Men uden for hjemmet, og særligt da jeg flyttede fra landsbyen, kunne jeg let føle mig forkert. Mine forældre har altid støttet mig i mine valg, også da jeg i 2015 rejste tilbage til Korea for at opspore min biologiske familie. Først da begyndte jeg at anerkende mit fødested, selvom mine forældre gennem min opvækst forsøgte at gøre mig interesseret i Korea, afviste jeg kategorisk og nægtede pure. Jeg VILLE være eksemplet på den lykkelige, ukomplicerede og velassimilerede adoption. Ikke noget med skuffe nogen, vel?

Hver adoption er forskellig, og jeg ved intet om jeres, eller hvordan Ukhona er rustet til at håndtere sine vilkår. Jeg kan bare sige, at jeg først efter at være fyldt 40 år har kunnet kaste et ærligt blik på min baggrund. Sådan helhjertet. Jeg har altid svaret oprigtigt, også da jeg som barn sagde, at Korea og mine biologiske rødder betød nul og niks, for så holdt jeg mit eget billede ved lige om, at jeg var pæredansk og kunne indgå "rigtigt" i familien.

Engang skulle jeg kort forklare en fireårig dreng, hvad min adoption går ud på: Et spædbarn findes på gaden, det sendes til en ny familie, og den biologiske mor er ukendt og dermed uden for rækkevidde. Jeg blev ramt af hans prompte respons: Hvis nogen gjorde sådan med mig, ville jeg græde hele tiden! Og jeg tror, han også har ret på mine vegne. At jeg hele livet har haft et grædende spædbarn som blind passager, der har mistet sin biologiske mor. Jeg satte en fornægtelsesprop i hanen med rindende sorg, men den har hele tiden dryppet lidt. Så nu er der 45 års opsparet gråd indeni, og det er patetisk at sidde som voksen og sige, at jeg savner min mor. 

Kære Pelle Hvenegaard – jeg er sikker på, at du og din hustru vil gøre det allerbedste for Ukhona. Det ville og vil mine forældre også for mig, og nu prøver jeg at være det input til jer, som jeg ville ønske havde fandtes, da jeg kom til Danmark.

Jeg ønsker ikke adoption afskaffet, men jeg drømmer om en større forståelse for, hvad det indebærer at være barnet. Systemet og industrien er bygget op af voksne med en idé om, at når nu barnet tilsyneladende er uden forældre, overtager andre bare den funktion. Gerne til familier i lande med mange penge. Gudskelov er vi kommet frem til, at de kommende forældre nu er på kursus for bedre at forstå, hvordan det er for et barn at blive revet op med rode og ende i det ukendte. Nu mangler vi bare, at barnet også får forståelse for, at dets liv for evigt bliver vendt op og ned.

Mine forældre er de bedste, og de har gjort alt for mig. Men jeg ville ønske, at nogen havde foreslået dem at anerkende, at den biologiske mor har en betydning for barnet, selv om det ikke har en bevidst erindring om hende. Mens mine forældre gik fra at være "ufrivilligt barnløse", var jeg stadig ufrivilligt moderløs. Hvis de havde vidst, hvordan de kunne gøre det muligt for mig at gennemleve min sorg, kunne det måske have sparet mig for timevis af terapi og en masse dumme branderter. Men jeg bebrejder dem intet, for hvordan skulle de kunne stille skarpt på et ikkeformuleret tab hos mig, når deres familieliv netop var blevet så fuldendt? Hvis mine forældre havde fået fortalt, hvor ødelæggende det er at bryde det universelle bånd mellem et barn og dets mor, så ville jeg måske have kunnet tage bedre imod al den kærlighed, de så gerne ville give. Og hvis jeg havde forstået, at det var o.k. at føle sorg, havde jeg måske haft mindre dårlig samvittighed.

Kære Pelle Hvenegaard – jeg er sikker på, at du og din hustru vil gøre det allerbedste for Ukhona. Det ville og vil mine forældre også for mig, og nu prøver jeg at være det input til jer, som jeg ville ønske havde fandtes, da jeg kom til Danmark. Mens jeg voksede op, ville jeg for alt i verden ikke skuffe mine forældre. De gjorde sig så umage, og jeg ville ikke virke utaknemmelig. Derfor var jeg hverken ærlig over for dem eller mig selv, når jeg krampagtigt holdt fast i fortællingen om, at mit liv i Korea før dem intet betød. Det var mit uoplyste forsøg på at balancere på piedestalen af kærlighed, som var løsningen for mine forældre, men som uforvarende blev en del af problemet for mig.

Marianne Vestergaard Nielsen er indehaver af Familieskatten, der arbejder for, at så mange som muligt bevarer deres livshistorie.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Danmark er for lille til vilde ulve

Christian Rabjerg Madsen
Ulven har skabt utryghed i Vestjylland, hvor eksperter fra Aarhus Universitet anbefaler, at børn ikke opholder sig alene i skove med ulve. Den utryghed skal vi tage alvorligt, og det er årsagen til, at ulven skal indfanges i Danmark.

Blog: Danmark undergraver demokratiet

Anders Vistisen
Regeringen hjælper Tyskland med at indføre spærregrænse til Europaparlamentsvalg.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her