Politimand: Naser Khader vrøvler, vildleder og manipulerer om bandeexit

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Naser Khader (NK) bruger i et indlæg om exitprogrammer en manipulerende sammenblanding og fejlkobling af begreber som religion, kultur, ære, æresdrab, skam, religion, kultur og klantilhørsforhold til at forklare den rå og brutale kultur, som ifølge NK særligt hersker i bandemiljøet. Men indlægget er rent vrøvl og endnu et patetisk eksempel på NK’s uvidenhed og populisme.

NK postulerer, at vi overser, »at de redskaber, vi bruger i forhold til danske rockere, simpelthen ikke virker i forhold til indvandrerbander«. Vi taler ifølge NK her om »to vidt forskellige kulturer (…) Det er en ny virkelighed. Der er andre elementer, der skal tages i betragtning i forhold til denne gruppe. Vi skal have nye programmer, som er målrettet indvandrerbanderne«.

Virkeligheden, sagligheden og nuancerne interesserer ikke NK og hans ligesindede. Fagfolk og frontmedarbejdernes gode arbejde og indsats på tværs af forskellige sektorer i det danske samfund bliver desværre konstant modarbejdet af populistiske politikere og dagsordensættere, som producerer og lever af frygt, mistillid og had. Det gælder forebyggelse af radikalisering, det gælder nu også bandeexit.

NK’s syrisk-palæstinensiske rødder gør ham ikke til en ekspert, hverken når det kommer til integration, bander eller radikalisering.

Som politibetjent har jeg i flere år bl.a. beskæftiget mig med bandeexit og bekæmpelse af bandemiljøet, og min erfaring er, at bandemedlemmer fra f.eks. Fyn oftest har haft lettere ved at forlade banden end rockerne fra deres respektive grupperinger.

Udskiftning af medlemmerne og supporterne hos banderne har simpelthen været større end hos rockerne. Det er lettere og hurtigere at komme ind i en bande, og det er tilsvarende lettere og hurtigere at forlade banden, end det er tilfælde hos rockerne.

Det er mere socialt acceptabelt og legitimt for bandemedlemmer at forlade banden under hensyn til f.eks. forlovelse, giftermål og børn eller pres fra forældrene, svigerfamilie eller kone.

Det er et faktum, at højtstående bandemedlemmer fra Fyn har gennemført vellykkede exitforløb til gavn for de pågældende kandidater og ikke mindst samfundet. Vellykkede exitforløb, som oven i købet i et betydeligt omfang har været med til at svække banden og bandemiljøet og miljøets destruktive virkning på vores samfund.

I og med at de højtstående medlemmer havde benyttet sig af bandeexit og ikke selv havde lagt skjul på det i miljøet, har det også været mindre tabubelagt og mere legitimt for andre, mere svage medlemmer at benytte sig af bandeexit.

Min erfaring er, at medlemmer – både dem, som er i banden, og dem, som har forladt den – inderst inde udmærket er klar over, at broderskab i banden er en ren illusion. Eneste rigtige ”bror”, som det enkelte bandemedlem kan have inde i banden, og som man kan stole på, er sin biologiske bror. Illusionen om broderskab i banden er især blevet tydeligt de seneste par år, hvor alle maskerne er faldet, og hvor folk i bandemiljøet i højere grad end tidligere skifter hest og alliancer. Den ene dag spiser og fester man sammen, den næste dag snyder man eller stikker hinanden med kniv i ryggen, fordi det er mere opportunt. Ikke engang de mest uintelligente medlemmer i banden tror længere på denne falske fortælling om broderskab, som bandens ledelse og toppen bruger til at tiltrække de svage sjæle som nyttige idioter og soldater. Medlemmerne i gruppen kalder hinanden for ”brødre”, men alle i miljøet er pinligt bevidste om, at det er rent spil for galleriet.

Broderskab i bandemiljøet er lig med penge og loyalitet til den sidste krone. Længere er den ikke.

Når de enkelte bandemedlemmer forlader banden, er bandens top ikke ked af at have mistet ”brødre”. Toppen er ked af miste de nyttige soldater, som enten risikerer at stikke deres tidligere ”brødre” til politiet eller tilslutte sig bandens konkurrerende gruppering med særlig insiderviden som aktie og våben.

Der findes ikke ære eller skam i bandemiljøet. Ego, magtbegær og profit driver banderne. PSG – penge styrer gaden – er et udtryk, som jeg har hørt en del gange fra folk i bandemiljøet. Derfor er NK’s paralleller til æresdrab i familier fuldstændig nonsens.

Religion er heller ikke noget, som i realiteten fylder ret meget i bandemiljøet. De få bandemedlemmer, som forsøger at påberåbe sig religion og hellighed i forsøget på at få større status og magt inden for banden, bliver hurtigt gennemskuet af deres bandebrødre som værende hykleriske og utroværdige. Når man selv stjæler, sælger narko, lyver og går på bordeller, er det svært at spille hellig og religiøs. De få Syrien-krigere, som forlod deres bande for at drage til Syrien og lege ”hellige krigere” og ”patrioter”, kom efterfølgende skuffede hjem og erfarede, at deres bandebrødre var fuldstændigt uimponerede af deres krigseventyr og påståede patriotisme. For deres kyniske bandebrødre er udmærket klar over, at disse Syrien-krigere ikke tog ned til Syrien af rent hjerte og patriotisme, men for at promovere sig selv, stjæle og gå på bordel i nabolandene.

Banderne udviser ikke nogen solidaritet over for deres landsmænd og religiøse trosfæller i det lokale samfund, hvor banden er forankret. Selv om banden en gang imellem slår sig på at være det lokale samfunds beskyttere og ”forsvarer af religionen”, så ved alle de velfungerende indvandrere og udlændinge i det lokale miljø, at det er løgn. De velfungerende ved udmærket, at banderne og deres medlemmer skaber utryghed, misbruger, tyranniserer og dræner deres lokalområde samt forurener det ved bl.a. konstant at være katalysator for forråelse, brutalisering og rekruttering af de sårbare, socialt udsatte drenge.

Hvis et tidligere bandemedlem vælger systematisk og vedvarende at udtale sig åbenmundet om mekanismerne, hykleriet og falskheden i bandemiljøet, særligt i medierne, så udfordrer og forstyrrer whistlebloweren den falske fortælling om broderskab i bandemiljøet. Ved konstant at italesætte falskheden og bandens falske brand udadtil modarbejder denne åbenmundede whistleblower bandens mulighed for at fastholde og i særlig grad rekruttere nye, nyttige soldater. Dette betyder tab eller reduktion af magt og dermed færre penge, mindre profit. Bandens drab af en sådan person vil ikke være drevet af hverken religion, ære, skam eller ”forræderi mod broderskabet”, men formentlig af en kombination af hævn og kynisk og rationel kalkule om at forsvare bandens magt og business.

Det eksisterende exitprogram er et af de fornuftige virkemidler til at hjælpe rocker- og bandemedlemmer til at forlade miljøet, skåne flere ofre samt svække bandemiljøet. Samfundsøkonomisk er det også en kæmpe gevinst.

I kølvandet på drabet af Nedim Yasar er det uundgåeligt, at man politisk også kigger på det eksisterende exitprogram og sagligt vurderer, hvorvidt man skal justere i det og lave små forbedringer. Det er fornuftigt og legitimt. Men politikerne må i deres iver efter at positionere sig ikke ødelægge noget, som i forvejen virker, eller iværksætte en masse nye, ”smarte” initiativer, som blot presser de i forvejen på ressourcer pressede myndigheder.

Elvir Abaz har gennem en årrække arbejdet med bekæmpelse og monitorering af bander, han har været tilknyttet politiet i Vollsmose, og han beskæftiger sig i dag med bl.a. bandeexit, bandekonflikter, forebyggelse af radikalisering samt æresrelaterede konflikter.