Indvandrerbander er også kultur og religion

Eksbandelederen og radioværten Nedim Yasar blev skudt og dræbt mandag aften. I skrivende stund ved vi ikke, hvem der står bag, men jeg håber da ikke, at drabet på Nedim Yasar får andre afhoppere til at lukke munden.

Jeg synes, at det er vigtigt, at de, der har været en del af bandemiljøet, og som oprigtigt er helt ude af miljøet, har modet til at advare andre om de konsekvenser, det har at involvere sig med hårde kriminelle.

Men det kan have konsekvenser at dele viden og erfaringer, som i nogens øjne tilhører en inderkreds. Det er Nedim Yasars skæbne en grum påmindelse om.

Nu er der så igangsat en diskussion om exitprogrammerne, som der findes flere slags af.

Kommunerne har deres eget exitprogram, og så er der samarbejde mellem kommune, politi og kriminalforsorg. Noget af det, der har gjort særligt indtryk på mig, er, at kriminalkommissær Allan Aarslev fra Østjyllands Politi siger, at exitprogrammerne virker i forhold til danske rockere.

Desværre overser vi, at de redskaber, vi bruger i forhold til danske rockere, simpelthen ikke virker i forhold til indvandrerbander. Vi taler her om to vidt forskellige kulturer.

Ud over en fælles forkærlighed for kriminalitet er kulturen i indvandrerbanderne en cocktail af religion, klantilhørsforhold, ære, skam og broderskab. De adskiller sig også fra rockerne ved at have vist en ufattelig stærk afstumpethed. Jo hårdere og jo mere brutal, jo stærkere er man, og man skaber opmærksomhed omkring sig selv og tiltrækker flere.

Det er faktisk den samme strategi, som Islamisk Stat brugte for at tiltrække unge. Man slagtede journalister på Youtube og brændte gidsler levende. Det var brutalt og signalerede styrke og unikhed, og det er ved hjælp af en lignende strategi, at indvandrerbanderne har bidt sig fast i den danske kriminelle underverden.

De har stået for en forråelse, som ikke er set før. Kortere lunter og villighed til at anvende ethvert middel og gerne de brutale af slagsen. Forræderiet af broderskabet er noget af det værste. Ifølge deres æreskodeks fortjener man at dø, når man er en frafalden forræder. Det er netop den årsag, der spekuleres i i forhold til drabet på Nedim Yasar. En kold og kynisk henrettelse som straf og til afskrækkelse.

Man glemmer ikke. Man planlægger – koldt og kynisk – som vi også ved går forud for æresdrab. Skam over ”familien” skal straffes.

Jeg så engang en jordaner i en dokumentar, som havde slået sin søster ihjel. Han sagde: Min søster var ligesom et råddent æble i en kasse med andre æbler. Hvis ikke vi skiller os af med det rådne æble, så bliver de andre æbler inficeret.

Æresdrab handler om at genoprette familiens ære, efter for eksempel en kvinde på en eller anden måde har bragt skam over familien. I indvandrerbander er det så en broder, der bringer skam over broderskabet i banden.

Og man bruger god tid på at planlægge drabet, og ofte vælger man en person til at udføre drabet, som man ikke har brug for. Det er kynisme fra ende til anden.

Vi er nødt til at se tingene med nye briller og tænke nyt. Både i forhold til det forebyggende arbejde, men også strafferammer for bandekriminalitet og exitprogrammernes effekt. Vi kan ikke bruge gårsdagens danske redskaber til denne gruppe af kriminelle.

Det er en ny virkelighed. Der er andre elementer, der skal tages i betragtning i forhold til denne gruppe. Vi skal have nye programmer, som er målrettet indvandrerbanderne.

Det handler ikke kun om sociale problemer. For at kunne gøre noget ved det her, må man forstå, at kulturen, religionen og klantilhørsforholdet er betydelige faktorer, som kræver en helt særlig indsats.