Der er en bagside ved personlig medicin

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I kronikken om personlig medicin 21/12 forsøger de tre skribenter at fremme forståelsen for personlig medicin som det nye alfa og omega i sygdomsbehandling. Det involverer en kortlægning af en patients genom, så man kan ramme den helt rigtige behandling for den enkelte. Det lyder måske meget smukt, men det kalder dog på kritiske kommentarer, for der er nogle vigtige aspekter, som kronikørerne åbenbart ikke har blik for.

Mener kronikørerne, at vi er underlagt genetisk determinisme? Er vi prisgivet vores genom? Kan der ikke – til en vis grad – tændes eller slukkes for vore genetiske anlæg? Undervejs forekommer ordene ”disposition” og ”tilbøjelighed”. Ligger der ikke heri en indrømmelse af, at anlægget ikke nødvendigvis kommer til udtryk? Der er altså ikke tale om ren og skær automatik. Er det ikke sådan, at livsstil (kram-faktorerne: kost, rygning, alkohol, motion) og livsvilkår (arbejdsstress, forurening mv.) har indflydelse på, om uheldige gener overhovedet manifesterer sig? Skal vi så ikke sætte ind her?

Folkesygdommene i dag er ikke de samme som førhen, altså kan det ikke være de genetiske anlæg, der fremkalder dem. For eksempel har sygdomme som diabetes 2 og brystkræft fået større og større udbredelse i de senere år. Hvis årsagerne lå i genomet, ville der ikke være disse stigninger. Selv demens kan til en vis grad håndteres og udsættes ved en fornuftig og aktiv livsførelse.

Kronikkens forfattere går så vidt som til at anbefale kemoprofylakse. Altså, hvis man i dit genom kan læse, at du har anlæg for en bestemt sygdom, kan lægerne medicinere dig, selv om du er rask og måske aldrig ville udvikle sygdommen. Det ville så aldrig kunne kontrolleres, om du ville være blevet syg uden den profylaktiske behandling. Måske en fuldstændig unødvendig påvirkning af din krop og en overflødig udgift.

For folk, der er blevet syge, vil det naturligvis være positivt, hvis man kunne undgå at behandle eksempelvis kræftpatienter med kemo, hvis eneste effekt måske er de skadelige bivirkninger – sådan som det er tilfældet nu.

Selv om det kan have fordele at kortlægge vores arvemasse for at skræddersy den helt rigtige behandling til den enkelte patient, er det altså ikke uden problemer. Hvorfor ikke fokusere på sundhedskampagner, så vægten kommer til at ligge på en sund livsstil, som er et supervigtigt værktøj i sygdomsbekæmpelse. At henvise til genomet kan blive en sovepude for os borgere og holde liv i sygdommene. Er det ikke lidt skræmmende at blive registreret i en genomdatabase? Vi ved alt om dig – Big Brother is watching you. Ærgerligt, at kronikørerne i deres iver efter at promovere personlig medicin ikke berører disse spørgsmål.