Kronik: Juraprofessoren, nazismen og demokratiet

Men domme fældes hurtigt, når man ikke kender de handlendes motiver. Under alle omstændigheder er det ikke rimeligt, at eftertiden anvender et nutidigt syn på demokrati som målestok for at dømme de personer, som i besættelsesårene måtte foretage svære politiske valg, skriver kronikøren.

I juli 1940 blev den da 60-årige juraprofessor Frederik Vinding Kruse kontaktet telefonisk af den tyske gesandt i Danmark, Cecil von Renthe-Fink, og opfordret til at danne et såkaldt sagligt ministerium med Frederik Vinding Kruse som statsminister.

Forud for denne henvendelse havde der i april 1940 været afholdt et møde hos hofjægermester Jørgen Sehested på godset Broholm på Fyn, hvor dannelsen af et såkaldt "Erhvervsministerium" bestående af førende mænd fra bondeorganisationen LS, tillidsmænd for den danske handel og industri samt nationalsocialisterne DNSAP blev drøftet.

Blandt deltagerne var ud over Jørgen Sehested også Frederik Vinding Kruse, LS-føreren Knud Bach og rigsdagsmand for Bondepartiet Axel Christian Hartel. På mødet blev det afgjort, hvem der skulle repræsentere DNSAP i det påtænkte ministerium, nemlig Axel Christian Hartel som kulturminister, Frederik Vinding Kruse som justitsminister og Helmer Rosting som udenrigsminister.

De to begivenheder synes ikke at lade nogen tvivl tilbage, Frederik Vinding Kruse var nazist eller i hvert fald sympatisk indstillet over for nazismen. Nogen tvivl om Frederik Vinding Kruses politiske tilhørsforhold i besættelsesårene nærede den danske retsvidenskabsmand Alf Ross da heller ikke efter krigen.

Den 4. juni 1945 beskyldte Alf Ross i en artikel i Politiken under overskriften "Vinding Kruse og Nazismen" Frederik Vinding Kruse for at være nazist.

Betegnelsen nazist klæbede nu til Frederik Vinding Kruse - en betegnelse, som eftertiden endnu ikke har glemt.

Men var Frederik Vinding Kruse nazist - og var Alf Ross den rette til at fælde dom i sagen?

I 60-året for Danmarks befrielse, hvor trangen er stor til at give enkle svar på nogle af de komplicerede spørgsmål, som besættelsesårene rejste og rejser, kan det være på sin plads at gå i dybden, inden der gives svar.

Lad os vende tilbage til mødet på Broholm.

Hvorfor var Frederik Vinding Kruse overhovedet til stede ved dette møde?

Svaret gives af ingen andre end føreren for DNSAP, Frits Clausen, der afviste, at Frederik Vinding Kruse havde opbakning fra DNSAP og forklarer, at Frederik Vinding Kruse alene deltog i mødet som talsmand for industriens interesser. Frits Clausen var alt andet end positivt stemt over for Frederik Vinding Kruse, og han konstaterede, at Frederik Vinding Kruse havde været i "mange, store jødiske Forretninger, fordi han er kendt for at være en Ven af store Indtægter".

Men hvis Frederik Vinding Kruse ikke var nazist, hvorfor kontaktede den tyske gesandt ham så i juli 1940 med tilbuddet om posten som statsminister? Et fyldigt svar gives i min biografi: "Frederik Vinding Kruse (1880-1963). En juridisk biografi", og her skal blot nævnes to forhold.

For det første var Frederik Vinding Kruse efter udgivelsen af mammutværket "Ejendomsretten" i Tyskland i begyndelsen af 1930'erne blevet et kendt navn i tyske retsvidenskabelige kredse - og Cecil von Renthe-Fink var jurist.

Hertil kommer, at Frederik Vinding Kruse i maj-juni 1920 af den danske regering havde været udsendt til Paris med den opgave at vejlede og bistå den mellemslesvigske delegation ved forhandlingerne om grænsespørgsmålet og danne bindeled mellem delegationen og gesandtskabet i Paris. Frederik Vinding Kruse havde således tidligere repræsenteret sit lands interesser over for store europæiske nationer som Frankrig, England og Tyskland.

For det andet havde Frederik Vinding Kruse allerede før krigen fremsat ideer om et sagligt (og elitært) styre. Ideer der efter manges opfattelse til forveksling lignede de ideer, der var fremsat af det land, som holdt Danmark besat. I øvrigt takkede Frederik Vinding Kruse nej til tilbuddet og kontaktede efterfølgende statsminister Thorvald Stauning og fortalte om Cecil von Renthe-Finks henvendelse.

Selv hævdede Frederik Vinding Kruse efter krigen, at han havde afslået tilbuddet, fordi tyskerne over for den danske regering havde lovet ikke at blande sig i Danmarks politiske forhold. Han advarede samtidig - hævdede han - Cecil von Renthe-Fink mod at danne en regering af danske nazister. Det kan dog ikke tilbagevises, at Frederik Vinding Kruses redegørelse, der er skrevet adskillige år efter begivenhederne, er udtryk for en redigering af de virkelige grunde til, at Frederik Vinding Kruse afstod fra at give sit tilsagn til Cecil von Renthe-Fink.

Det kan således ikke udelukkes, at Frederik Vinding Kruse ved Cecil von Renthe-Finks henvendelse for første gang så ned i afgrunden og trådte et skridt tilbage af frygt for det, han så.

Selv om Frederik Vinding Kruse ikke var nazist, bevægede han sig tilsyneladende i det politiske livs mørke korridorer, hvor de, der var fjendtligt indstillet over for parlamentarismen, opholdt sig. Men Frederik Vinding Kruse stod ikke alene med sin kritik af parlamentarismen, og før Anden Verdenskrig var det ikke ualmindeligt at kritisere demokratiet.

Først efter krigen blev demokratiet helligt. Og Frederik Vinding Kruse var ikke unational, i hvert fald skjulte han i sit hjem våben og dokumenter for modstandsbevægelsen, ligesom han allerede i januar-februar 1942 anonymt havde støttet det illegale blad Frit Danmark økonomisk.

I marts 1945 hævdede samme blad i en artikel, at Frederik Vinding Kruse var en nær personlig ven af Rigsfører Himmler, ligesom der var holdepunkter for, at han tidligere havde været - om end muligvis hemmeligt - medlem af DNSAP.

Frederik Vinding Kruse var nu ikke længere uvidende om, at han ikke kunne undgå at blive inddraget i det opgør, som måtte komme efter befrielsen. Først den 22. maj 1945 gik Frederik Vinding Kruse til modangreb og krævede, at Frit Danmark bragte et dementi. Den 1. juni 1945 bragte Frit Danmark et dementi, men det blev stærkt svækket af flere nye beskyldninger mod Frederik Vinding Kruse, heriblandt den, at han i november 1944 var taget til Oslo for der over for ansete jurister at forelægge en plan for rømning af Norge og Danmark, således at tyskerne kunne frigøre store troppestyrker til østfronten.

Samme dag, som Frit Danmarks dementi kom på gaden, udsendte Frederik Vinding Kruse gennem Ritzaus Bureau en erklæring, hvori han redegjorde for rejsen til Oslo og samtidig bebudede en injuriesag mod Frit Danmark ved redaktør Kate Fleron. Man kunne nu blot afvente retssagens udfald.

Der var imidlertid én, som ikke ville afvente udfaldet af denne retssag. Den 4. juni 1945 indledte Alf Ross angrebet mod Frederik Vinding Kruse i den ovenfor nævnte artikel i Politiken.

I artiklen belyste Ross Frederik Vinding Kruses »diktatoriske fantasier« og hans »aristokratiske menneskeforagt«, der udtrykte en »100 pct. nazistisk ideologi«.

Allerede to dage senere tog Frederik Vinding Kruse i en artikel til genmæle, men lige lidt hjalp det. Også Studenterrådet ved Det rets- og statsvidenskabelige Fakultet krævede nu, at Frederik Vinding Kruse blev suspenderet. I studenterbladet Stud. Jur. beskyldte Studenterrådets formand Frederik Vinding Kruse for i den afgørende stund at have stillet sig uden for fællesskabet og derfra forsøgt at føre et dræbende dolkestød mod grundloven og demokratiet.

Frederik Vinding Kruse tabte nu besindelsen og kaldte Studenterrådets formand for nazist og forklarede, hvordan han havde skjult våben for modstandsbevægelsen. Men heltegerninger kunne være svære at tro på, når forklaringen kom fra hovedpersonen selv, og indtil videre havde ingen vidner meldt sig, som kunne bekræfte historiens rigtighed.

Frederik Vinding Kruse var nu kommet i den offentlige vridemaskine, og den 8. juni 1945 kaldte forfatteren Eddie Salicath i avisen Land og Folk Frederik Vinding Kruse for vor hjemlige Don Quijote.

Som netop nævnt var det Alf Ross, der var gået i spidsen i angrebet på Frederik Vinding Kruse, men var han den rette til at fælde dom over Frederik Vinding Kruse?

Svaret er nej!

I hvert fald havde de to været fjender, siden Frederik Vinding Kruse i 1926 havde været med til at forkaste Alf Ross' disputats. Lige siden havde Frederik Vinding Kruse jagtet Alf Ross, hver gang lejlighed gaves. Men nu var jægeren blevet den jagede.

Alf Ross havde sat angrebet ind på det rette tidspunkt, nemlig hvor tvivlen om, hvad der var foregået i besættelsesårene, endnu ikke var afløst af vished, så selv de der mente at kende sandheden, for en stund mistede orienteringen.

Og hvorledes endte Frederik Vinding Kruses retssag mod Frit Danmarks redaktør Kate Fleron?

For landsretssagfører Niels Andersen, der førte sagen for redaktør Kate Fleron, var strategien valgt af modstanderen. Over for det omfattende dokumentationsmateriale, først og fremmest i form af skriftlige udsagn fra Frederik Vinding Kruses norske kolleger, kunne forsvaret reelt intet stille op. Materialet talte for sig selv, udtalelserne i Frit Danmarks artikel fra den 1. juni 1945 havde intet hold i virkeligheden. Der var således en retssal til forskel mellem Frit Danmarks krigserklæring i juni og forsvarets afdæmpede indlæg under retssagen.

Østre Landsrets dom var enstemmig og klar. Frit Danmark og Kate Fleron tabte injuriesagen med et brag.

Historien om Frederik Vinding Kruse er et spejl, som kan holdes op for den aktuelle debat, om hvem der var helte og skurke under Besættelsen - hvem der handlede rigtigt, og hvem der skal hænges ud og stemples som medløbere og kollaboratører af eftertiden.

Selv om de fleste i dag vil være uenige i Frederik Vinding Kruses syn på og kritik af demokratiet, er det ikke tilstrækkelig grund til at kalde ham nazist. Men domme fældes hurtigt, når man ikke kender de handlendes motiver.

Under alle omstændigheder er det ikke rimeligt, at eftertiden anvender et nutidigt syn på demokrati som målestok for at dømme de personer, som i besættelsesårene måtte foretage svære politiske valg.

- - -

Evt indledende/afsluttende manchet:

Aarhus Universitets Juridisk Institut en foredragsrække om samarbejdspolitikken, retsopgøret og modstandsfolkene, hvor kronikøren taler om Frederik Vinding Kruse.