Folkeskolen er ikke kun i krise. Den er også en succes

Langt over halvdelen af mit liv er blevet brugt i folkeskolen, og selv om det ikke altid har været en dans på roser, har det været en uundværlig del af min udvikling. Jeg har fået venner på tværs af socioøkonomisk baggrund, været en del af fællesskaber, hvor jeg følte mig vigtig for andre og fået en forståelse for demokratiet gennem den mangfoldige skole og dannelsen, jeg har fået gennem de 10 år.

Vi taler tit om en dansk folkeskole, der skal ”reddes”. Problemerne i folkeskolen remses op i lange baner, og de står kun i kø. Det gør mig ærgerlig, for det bidrager ikke ligefrem til et nemt tilvalg af folkeskolen. I samfundsdebatten er retorikken omkring folkeskolen blevet krisebetonet, og beretningen om folkeskolens forfald lever i bedste velgående.

Vi skal uden tvivl tale om folkeskolens fejl og stille os kritiske – kun sådan skaber vi den bedste folkeskole – men når fortællingen om den danske folkeskole bliver en krisefortælling, skaber vi ikke plads til forbedringer. Og dét rammer os elever hårdest.

Hvis vi skal ”redde” folkeskolen, skal vi tale om alt det, den kan. Den er en grundlæggende dannelsesinstitution i vores samfund, og det er netop i folkeskolen, at vi sikrer, at alle elever får undervisning af god og samme kvalitet, og at vi er parate til livet uden for skolegården.

Det er i folkeskolen, at jeg er blevet til ”mig”, og der jeg er blevet formet af et mangfoldigt fællesskab. Folkeskolen bør være det naturlige førstevalg, men lige nu oplever flere og flere elever, at vores venner bliver hevet ud af den. Jeg tror, at det er svært at fastholde folkeskolen som det naturlige førstevalg, når fortællingen om den bliver for dyster.

Det er helt simpelt demotiverende at engagere sig i en institution og forbedre den, hvis fremtidsudsigterne ser sorte ud. Og selvfølgelig skal økonomien følge med – men vi må ikke undervurdere engagementet og viljen, der er til stede i folkeskolen.

Det er nemlig ikke alle elever, der har mulighed for at blive, som forskellige medier og politikere fremstiller det, ”reddet” fra folkeskolen. Et helt afgørende element i fortællingen om folkeskolen er mangfoldighed. Det er stedet i det danske samfund, hvor direktørens datter og murerens søn mødes. Lige nu oplever mange af os elever et stort behov for lige præcis den slags fællesskaber. Fællesskaber, hvor vi alle er vigtige for hinanden, uanset baggrund og forskelligheder.

Der mangler flere konstruktive aspekter i fortællingen om folkeskolen. Vi løser ikke lærermanglen eller den skæve elevfordeling ved at tale folkeskolen ned. Nej, vi skal tale den op. Jeg vil derfor opfordre til, at vi anlægger et mere konstruktivt blik på folkeskolen.

Én ting er nemlig helt sikkert; vi elever oplever, at vores venner forlader folkeskolen, og når vi læser overskrifterne i medierne, tegnes der ikke et positivt billede af den vigtigste institution i vores liv. I dén fortælling er jeg bange for, at vi glemmer den positive udvikling og det engagement, der findes i folkeskolen, hvor lokalområder skaber mulighed for en åben skole og virkelighedsnær undervisning. Og hvor eleverne skaber fællesskaber på tværs af årgange og baggrunde.

Laura Drachmann Poulsen er formand for Danske Skoleelever.