I skyggen af ikonisk design
Den sicilianske designer Mario Trimarchi skaber fabulerende italiensk design, der indgår i afdæmpet skandinavisk indretning, som om det altid har været der.
Mario Trimarchi finder en kuglepen på bordet og en blok, der allerede ligger klar. Mens han forklarer nogle tanker bag sit design, tegner han i samme tempo. Han er vokset op på Sicilien i Italien, hvor vinden er hård, og hurtige streger med kuglepennen bliver til vindpust og et rektangulært objekt som bliver taget af vinden. Mens han fortæller om inspirationen fra barndommen, forklarer han, at husene på Sicilien har et rum i midten, hvor der ikke er nogen vinduer – for så kan vinden ikke nå derind. Her kan kvinderne og børnene bruge et par dage, når vinden er særligt slem. Han tegner nye streger, og imens han gør det klart, at vinden stadig fylder meget i hans bevidsthed, begynder de rektangulære objekter at tage form, og ud af vindpust og sorte kuglepensstreger træder den asymmetriske skål ”La Stanza Della Scirocco” frem, som han har designet for italienske Alessi.
En besættelse
Design, arkitektur og kunst smelter sammen, når Mario Trimarchi får talt sig varm om tankerne og inspirationen, som ligger bag hans velkendte objekter. Han gør sig mange tanker om, hvorfor man egentlig skal lave mere design i en verden, der allerede er så fuld af produkter. En verden, hvor man egentlig ikke mangler noget. Men han formår alligevel at retfærdiggøre, at han selv er med til hele tiden at skabe nye ting og design-objekter. Det er tydeligt, at godt design for Mario Trimarchi udspringer af en fascination og løbske tanker. Og som han selv siger »en besættelse«.
»Jeg designer ikke bare ud fra funktion. Den kommer senere. Vi har allerede alle de produkter, vi behøver. Jeg bliver besat af noget, og nogle gange opstår der et magisk øjeblik, hvor det bliver til design,« fortæller den italienske designer.
En besættelse er for mange en negativ ting, men for Mario Trimarchi er det absolut positivt at være så optaget og fascineret af noget, at det er svært at vriste tankerne fri. Det er her, han henter inspiration. Om det så er fra vind, øer, skyer eller noget helt andet. Der planter sig en idé, og den kan blive ført ud i livet i morgen – eller om ti år. Det spiller ingen rolle.
»Jeg vidste, at jeg gerne ville arbejde med Alessi, længe før vi begyndte at samarbejde. Jeg talte med Hr. Alessi om en idé, som først blev til et design 26 år senere!«, fortæller Mario Trimarchi og fortsætter:
»Men gode ideer tager tid. Og det er bedre at vente på det helt rigtige.«
Stille design indbyder til samtale
Der er umiddelbart et modsætningsforhold mellem det fabulerende italienske design-DNA og Skandinaviens indadvendte minimalisme. Men de to traditioner bliver forenet af fokus på æstetik og kvalitet – og for Mario Trimarchi er der en helt særlig egenskab, der gør, at hans design gør sig så godt i skandinaviske hjem og ikke skiller sig ud i de danske eller svenske bolighuse. Han kalder det stilhed.
»Der er den samme tilgang til design, som skal være af høj kvalitet. Og så er det design, som indbyder til, at man ser på det fra flere vinkler. Design, som man ikke bliver træt af. Det er design, som afføder en masse spørgsmål – men det kan jo ikke svare. Og på den måde indbyder det til eftertanke,« forklarer Mario Trimarchi.
Mario Trimarchi ser en klar sammenhæng mellem den skandinaviske og den italienske designtradition, for der er fokus på kvalitet og historiefortælling – selvom det kommer til udtryk på vidt forskellige måder.
Og den iboende historie i et design er vigtig for den sicilianske designer. Han ved godt, at alle de tanker, han selv har haft i løbet af designprocessen, ikke nødvendigvis er det, beskueren ser. Og det er også fint, men han håber, at det sætter tanker i gang. Og hvis man er nysgerrig på designets tilblivelse, ligger der en lille folder i æsken, når man får sit italienske design med hjem. Her får man et indblik i designerens univers og en bid af den historie, der fremover får en plads i stuen.
Velovervejede valg i indretningen
Mario Trimarchi beskæftiger sig, udover produktdesign, også med at designe indpakning, som fuldender designuniverset. Og så er han kendt for sin særlige filosofi omkring indretning.
»De fleste hjem er fulde af ting. Og hvis jeg tager en enkelt af dem op og spørger: »Hvorfor er denne her i dit hjem? Og hvorfor er den placeret lige præcis her?« Så har de ikke noget svar. Det er noget, de har købt, fået eller arvet, men de har ikke nogen holdning til den eller dens placering,« siger Mario Trimarchi.
I hans verden bør tingene have et forhold til hinanden i et rum. Han forklarer, hvordan han tænker indretning ud fra én bestemt ting, som er hovedgenstanden i et rum. Det kan være en smuk lampe, som hænger ned fra loftet. Lyset reflekteres på en måde, så man ønsker at indrette med et spisebord nedenunder, som giver et smukt genskin – bordet skal have en højde, en størrelse og en farve, som forholder sig til lyset fra lampen. Herefter er næste skridt at finde stole, som forholder sig til bordet, som igen forholder sig til lampen. Det er en kæde af funktion og æstetik, som skal gå op. Han kalder det livets geometri. Det er i hvert fald ønskescenariet, at indretning er en kausal kæde, hvor der er tænkt over hvert led. Men han tilføjer med et grin, at i hans eget hus, hvor han bor med sin kone og tre børn, er der også flere genstande og mere tilfældighed i indretningen, end hans filosofi egentlig foreskriver.
Mario Trimarchi er særligt betaget af skygger. Han har designet en frugtskål, som i virkeligheden ikke er tænkt til nødvendigvis at indeholde frugten. I stedet er der plads til, at frugten kan placeres under skålen, som står på ben. På den måde opbevarer man frugten i skygge, så den holder længere. Det er en alternativ måde at tænke design på, hvor skyggen er et rum i sig selv. Det samme gælder hans design ”La Stanza Della Scirocco”. Det kaster en smuk skygge afhængigt af belysningen, og fordi skyggen er et mønster i sig selv, som bliver kastet på bordpladen, bliver det til et rum.
»Man placerer ikke bare en anden genstand i skyggen. Så sætter man den her eller her,« siger Mario Trimarchi og demonstrerer, at skyggen danner en grænse for, hvor andre genstande kan placeres i forhold til skålen. En grænse, man respekterer, i rummet.
En karismatisk historiefortæller
Simple hverdagstanker og overvejelser kan sætte Mario Trimachis tanker i gang, og nyt design står i kø for at få en plads på tegneblokken.
»Alle skåle er lavet med øje for runde frugter. Æbler, appelsiner, blommer. Det var noget, der optog mig. Jeg har ikke lavet skålen ”La Stanza dello Scirocco” bevidst for at løse et problem eller ud fra en bestemt funktion, men det viste sig at være en perfekt skål til bananer. Det var først, da designet var færdigt, at det gik op for mig, at det er det eneste asymmetriske fad i hele Alessis sortiment,« fortæller Mario Trimarchi.
Umiddelbart er Mario Trimarchi en lidt tilbageholdende mand, men så snart han bliver spurgt ind til sit design, viser det sig hurtigt, at der er en næsten uudtømmelig mængde af tanker og historie, som bare venter på at blive fortalt. Det tilbageholdende træder i baggrunden og gør plads for en karismatisk historiefortæller, som nyder at dele, men også lukrerer på at høre de tanker, det afføder.
»Når du lige har plukket en blomst, er den så levende eller død?« spørger han med et skævt smil.
Han afventer svaret i spænding, og det er ikke et tilfældigt spørgsmål. Det er netop de tanker, der er blevet til hans vase ”Intanto”, som består af et svævende glasrør med rund bund, som de afskårne blomster placeres i. Glasset bliver holdt oppe af et slankt stålnet, som smyger sig i forskellige retninger. På den måde kan man se blomsternes afskårne stilke, mens den står udstillet i et limbo mellem liv og død.
På den måde er godt design ikke et spørgsmål om æstetik eller funktionalitet for Mario Trimarchi. De to ting følges ad. Og et design, der måske i udgangspunktet er en smuk, men unødvendig tilføjelse til hans bugnende portfolio, kan vise sig at byde ind med et helt nyt perspektiv på produktdesign.