Bagsiden af en billegende

Man skulle være blind og døv for ikke at vide, at den nye Ford Mustang var kommet. De let bevægelige, spontane amerikanere løb samme dag forhandlerne over ende. Visse steder opstod der håndgemæng om slutsedlerne.

Alene den første dag blev Fords amerikanske salgssteder besøgt af fire mio. mennesker, og 22.000 bestilte omgående en Mustang. Inden der var gået to år, var der solgt en mio. biler, og selv i dag – 50 år efter – lever Mustang-magien endnu med den nyeste generation. Så langt så godt.

Historien er fortalt før, men i virkeligheden rummer Mustang-anekdoterne en anden og mere personlig historie om manden bag, den i dag 91-årige Lee Iacocca. Både fordi Iacocca er noget af det nærmeste, som internationalt erhvervsliv er kommet på en Elvis-figur, og fordi det også er beretningen om en bilboss, der ikke skyede nogen midler for at komme på forsiden af Time Magazine – som manden bag Mustang.

For 20 år siden kom der en bog, der pillede noget af kromen og pyntelisterne af den mand, som engang kaldte sig selv det bedste, der er overgået Detroit siden Henry Ford.

»Det største, Lee Iacocca skabte i sin tid i autobranchen, var myten om Lee Iacocca,« har forfatteren, erhvervsjournalisten Doron P. Levin, der har skrevet en bog om topchefen, sagt.

Fire mand stod bag bilen, Iacocca, Don Frey, Hal Sperlich og Gene Bordinat. Men for Iacocca var det tre for mange, så han forsøgte at få presseafdelingen til at sprede rygtet om, at han i virkeligheden var primus motor bag projektet. Samme måned som Mustang blev lanceret, havnede han derfor på forsiden af både Time og Newsweek.

Kendt fra film

En lyseblå Mustangs medvirken i James Bond-filmen ”Goldfinger” fra 1964 satte yderligere skub i salget, og det samme skete, da Steve McQueen udførte en skelsættende biljagt i en Mustang Fastback i farven Highland Green i 1968-filmen ”Bullitt”.

Kigger man rigtig godt efter, taber den forfulgte bil hele fem hjulkapsler under biljagten. Et lille charmerende filmteknisk kiks. Mustang blev endda omsat til musik i sangen ”Mustang Sally”.

Hjemme i Detroit kunne Iacocca nyde den store cigar. Basismodellen med seks cylindre og tre manuelle gear kostede 2.368 dollars, hvilket gav hr. og fru Amerika mulighed for at lave deres eget lille ungdomsoprør hjemme på villavejen. En ’stang, som kenderne indforstået sagde, blev sportsvognenes svar på folkevognen og et must, hvis man ville være med på rock'n’roll-noderne i de frigjorte tressere.

Energikrisen i 1970'erne var dog tæt på at tage livet af Mustang, de høje benzinpriser medførte mere energivenlige motorer med en sørgelig mangel på hestekræfter. Det gik heller ikke længere så godt for Iacocca.

Måske det var storhedsvanvid, da han maste sig frem til positionen som præsident for Ford og selvfølgelig regnede med at skulle afløse den legendariske Henry Ford II, når denne trådte tilbage i 1979.

Det skete dog ikke. Henry Ford ønskede ikke, at han skulle stå i spidsen for Ford, og desuden havde Ford også blik for Iacoccas mere kedelige sider. Det hele endte med en fyring d. 13. juli 1978. Henry Ford ville have en topchef, der havde styr på økonomi, personale, og som kunne begå sig på de bonede gulve i Washington. Iacocca kunne ingen af delene, han var mere salgsorienteret. Alligevel gik Lee Iacocca bag om Henry Fords ryg og forsøgte at få bestyrelsen til at vippe Henry Ford ud. Bestyrelsen afviste ham, og han blev fyret for illoyalitet.

Doron P. Levins konklusion om Iacocca er klar.

”Der er to versioner af Lee Iacocca. Den ene som smart forretningsmand med indsigt i bilbranchen og en af mændene bag Mustang. Den anden er en selvcentreret og pengegrisk direktør, som altid er hurtig til at finde undskyldninger, hvis noget går galt, og som til gengæld forstår at komme forrest i paraden, hvis noget går godt.

Til gengæld er legenden om Ford Mustang intakt. Som en af få biler har den været i produktion i 50 år, og de to nyeste udgaver har fået amerikanerne til at gå i ekstase.