Kendte Volvo-modeller fylder rundt
Volvo PV444 og Volvo 240 er blevet henholdsvis 40 år og 70 år.
Det er ikke usædvanligt, at bilmodeller runder et markant jubilæumsår. Men det er sjældent, at to af slagsen fra samme bilfabrik gør det med korte mellemrum – ovenikøbet biler, som i sig selv er et stykke Danmarkshistorie. Vi taler om den blødt formede Volvo PV444 og den kantede 240’er.
Ikke alene gjorde de solide svenske modeller trofast tjeneste på danske veje i årtier, men de havde også en helt speciel status, da de som bygget i Gøteborg, nærmest var halvdanske. Sådan er det ikke længere i en globaliseret verden, hvor det svenske mærke har fået ny vitalitet med kinesiske ejere.
Mange har haft et nærmest personligt forhold til den robuste 240-serie, som blev lanceret i august 1974 – samme år, som Abba vandt det internationale melodigrandprix med ”Waterloo” og tennisesset Bjørn Borg lagde verden ned. Modellen var en videreudvikling af 140’er-serien fra 1966, men her havde Volvo taget et sikkerhedsmæssigt tigerspring med kraftigere, stødabsorberende kofangere og åbne nakkestøtter.
Nyskabende
Modellen blev lanceret som 244 GL med en B21-karburatormotor på 97 hk og en større sag med indsprøjtning på 123 hk. I oktober begyndte produktionen af den eksklusive 260-serie, som blev bygget sammen med Peugeot og Renault og bød på en 2,7-liters V6-motor med 140 hk.
De første modeller var for øvrigt orange ind- og udvendigt. Helt i tidens farvestil.
En populær model var 245 herregårdsvognen, der i 1980’erne lagde karrosseri til den første serieproducerede stationcar med turbobenzinmotor. Forud havde Volvo i midten af 1970’erne hentet hæder som den første producent i verden, der leverede meget effektive biler med trevejs katalysatorer og lambdasonde i Californien, og som fjernede 90 pct. af de skadelige luftarter. Modellen blev bygget i 2.863.000 mio. eksemplarer frem til 1993.
Tilbage i september 1944 var der premiere for Volvo, der præsenterede den nye PV444 for offentligheden første gang, og som drønede ud i det gryende Efterkrigssverige i 1947. Det var egentlig ved lidt af et tilfælde. Modellen, som var udviklet før Anden Verdenskrig, blev udstillet sammen med en lang række andre produkter fra den store Volvo-koncern i det nyåbnede Royal Tennis Hall i Stockholm. Men bilen, der faktisk kun var en prototype i træ, blev bestormet med opmærksomhed, og under udstillingen blev der tegnet 2.300 salgskontrakter.
Nye markeder
Det endte med at blive den første mindre bil, Volvo producerede, og den første med sikkerhedsbur. Motoren var en 1,4-liters sag, som ydede 40 SAE hk. Alle de første modeller var sorte med lysegrønt interiør.
Modellen fik sit næste gennembrud med de første eksportbiler til USA i 1955, og efterfølgeren, PV544, som fulgte trop, blev bygget frem til 1965. Oprindeligt var det kun meningen, at PV444 skulle bygges i 8.000 eksemplarer, men tallet endte på 200.000 af slagsen og 440.000, hvis efterfølgerne tages med. Her blev de 160.000 eksporteret, mens hele 280.000 biler blev solgt i Sverige.