Sådan kører en 39-årig minibil
Test: Vi prøver den allerførste VW Polo-generation fra 1975. En superskrabet og langsom minibil, der kun er bedre end moderne biler på et enkelt punkt.
TEGERNSEE
Småt er godt, siger de danske bilkøbere, der fortsat elsker de snusfornuftige og økonomisk overkommelige indkøbsvogne af minibiler.
Forleden tog jeg en af miniklassens stamfadere med ud på en køretur og blev helt sentimental.
Den køkkenblå Volkswagen Polo 0,9, årgang 1975, der skinner mig indbydende i møde, ligner nærmest en fabriksny bil. Og jo, den er god nok. Med sine 1.000 km på tælleren er teknikken stadigvæk frisk.
I forbindelse med den internationale præsentation af den faceliftede VW Polo havde jeg lejlighed til at køre en tur i den allerførste generation, og det kom der generelt nogle muntre stunder ud af.
En gang imellem er det også sund kost for en motorjournalist at blive placeret bag rattet af en gammel bil. Det er den bedste måde at sætte biludviklingen i perspektiv og ved selvsyn konstatere, at bilerne bliver bedre på de fleste punkter.
På forunderlig vis matchede den 39 år gamle VW Polo og området omkring sydtyske Tegernsee alligevel hinanden, og søen spejlede sig i den stadig glinsende lak. Ind gennem ventilationsanlægget strømmede der kun frisk bjergluft – for der var hverken aircondition eller pollenfilter – og blandede sig med duften fra de bløde stofsæder.
Baseret på en Audi
Men først lidt historie: Det var på mange måder et gennembrud, da Volkswagen i 1975 præsenterede den første Polo. Selv om bilen i virkeligheden blot var en spartansk udstyret Audi 50, der var præsenteret året inden, var det Folkevognen, der slog an, og den lille Audi blev droppet året efter.
Det skortede da heller ikke på superlativer, da bilen blev lanceret herhjemme. Bilrevyen 1976 skrev således:
Polo er simpelthen den hidtil bedste af de mange hækdørs-minibiler. Den har de bedst afstemt køreegenskaber og det laveste støjniveau, og dens funktioner er perfekte i enhver henseende. På en eller anden måde holder designet stadigvæk. Men en Polo anno 1975 er en meget lille bil, faktisk mere beskeden i de ydre dimensioner end dagens VW Up. Den nuværende Polo er hele 48 cm længere og 14 cm bredere end vores testbil, der også kun vejer 700 kg mod 1.200 af slagsen i dagens model.
En køretur kræver dog nerver af stål, da bilen er blottet for sikkerhedsudstyr.
Her skal du selv trykke kraftigt på bremsen, bruge alle kræfter, når rattet skal drejes, og forlade dig på egne evner, når tyskeren truer med at skride ud. ABS-bremser, servostyring og ESC-udskridningskontrol er lige så sjældne som udskejelser fra den tyske kansler Merkel.
Dengang var Polo dog kendt for gode køreegenskaber, sin letkørthed og var en af de nye superminier med forhjulstræk.
Meget lille motor
Muskler er der ikke mange af i basismotoren med kun 40 hk. Den beskedne vægt bidrager dog til, at Poloen virker nogenlunde kvik, selv om det tager 21 sekunder at nå 100 km/t. Topfarten på 129 km/t. tør vi under ingen omstændigheder at afprøve.
Her i 2014 virker den lille maskine dog astmatisk, heldigvis klikker de kun fire gear uanstrengt på plads, selv om maskineriet støjer voldsomt, mens jeg kæmper for at få Poloen op i fart på landevejen rundt om den sceniske bjergsø. Lydisolering var ikke noget, man brugte tid på dengang, og ved 100 km/t. er der højfrekvent boom fra de tynde stålplader. Det gennemsnitlige forbrug blev dengang opgivet til at være 13,2 km/l, og selv om det var efter en anden opgørelsesmetode, ligger det unægtelig noget fra en basis-Polo, som i dag kører over 20 km/l.
Køreegenskaberne er meget anderledes end i moderne biler. Det kæmpestore, tynde og meget glatte rat i plastic ligger skidt i hånden, og det er ikke styrepræcisionen, som giver fjer i hatten.
Omkring midterstillingen er der en del slør i sådan en gammel konstruktion, og selv om Polo virker hård og kontant, krænger den som en slingrende gæst efter et besøg i en Bierstube. Det bliver ikke bedre af, at rattet slet ikke kan justeres, og kørestillingen bliver derfor let en akavet affære. Men skidt med det. At køre den gamle minibil er en autentisk oplevelse, som slet ikke findes i moderne biler. I modsætning til dagens modeller, som er pakket ind i støjdæmpende materialer og sikrer føreren med alverdens elektronik, så er man overladt til egne kørefærdigheder i en 39 år gammel minibil. Foran er der lige plads til to voksne, men man skal ikke være ret meget over børnestørrelse, før det kniber omme på det lille bagsæde, hvor det også er ret bøvlet at komme om – en femdørs minibil var således en drøm i midten af 1970’erne.
Til gengæld er der en ting, som er langt bedre i den gamle minibil: udsynet.
I mange moderne biler kan føreren sidde og vride halsen af led i et forsøg på at få et overblik over trafikken, når han kigger sig over højre skulder – f.eks. for at se, om der kommer en cyklist susende ved et højresving i en lyskurv, for ikke at nævne brede stolper hele vejen rundt. Det er slet ikke noget problem i den ældre Polo, der byder på et fremragende udsyn.