Alternativ odyssé over Atlanten

Vi havde allerede besluttet os for at sejle over Atlanten på egen hånd, da Jimmy Cornell, ophavsmanden til og tidligere ejer af ARC, lancerede sin nye transatlantiske regatta. Vi mente ikke, at det at sejle i en gruppe kunne give os megen støtte, men vi kunne dog godt lide princippet om et rally, der blev introduceret som ”tilbage til basis”, hvor både kan deltage uden at skulle tømme en bådforretning for at have det nødvendige udstyr.

Jeg havde interviewet Jimmy Cornell tidligere på året i forbindelse med Fredericia Boat Show og havde derigennem fået kontakt til ham, og derfor besluttede vi os for at deltage. Desuden var prisen meget rimelig: 500 euro pr. båd uanset bådens størrelse og størrelsen af mandskab. Det viste sig også, at vores familie og venner var meget glade for, at vi havde tilmeldt os. Det gjorde dem trygge ved vores tur, selv om de nok forestillede sig, at vi ville sejle ved siden af hinanden hele vejen.

Back to basics?

Da vi først tilmeldte os Atlantic Odyssey og gennemgik kravene for deltagelse, var vi noget skuffede. Reglementet indeholdt en lang og specifik liste over ting, som vi skulle have på båden. Det var ikke det, vi forstod ved ”tilbage til basis”.

Heldigvis blev vi positivt overraskede, da vi havde vores sikkerheds-inspektion på Lanzarote. Kravene var blevet justerede og var meget rimelige, og vi gennemgik også vores nødprocedurer, hvilket var en god oplevelse.

På de flyers om Atlantic Odyssey, vi havde samlet op i havnene på vej ned til Kanarieøerne, var Marina Lanzarote blevet beskrevet som en ny havn. Vi var derfor temmelig skuffede, da vi ankom til en byggeplads med meget få og ringe faciliteter, hvor det hverken var muligt at vaske tøj eller tanke diesel. Personalet var dog meget venligt og prøvede at hjælpe, så godt de kunne, men vi var i tvivl om, hvordan vi skulle håndtere, at vi skulle være her i ugen op til, at vi skulle sejle over Atlanten.

Vi var kommet til Kanarieøerne i god tid, så vi forlod skuffede Marina Lanzarote efter et par dage og sejlede til Puerto Calero lidt længere nede ad kysten. Det var en meget hyggelig havn med gode restauranter og vandfaldsbrusere samt det mest servicemindede personale, vi har oplevet i hele Spanien. Efter et par dage gik det op for os, at ejerne af Puerto Calero, familien Calero, var de samme som ejerne af projektet Marina Lanzarote. Mr. Calero fortalte mig senere ved en festlighed, at deres mål var at lave Marina Lanzarote endnu bedre end Puerto Calero. Hvis det lykkes, så har de fremtidige deltagere i Atlantic Odyssey i høj grad noget at se frem til.

Hvornår er man klar?

I ugen op til afrejsen holdt Atlantic Odysseyorganisationen blandt andet et tredages seminar om langturssejlads samt nogle sociale arrangementer. Det hele var meget interessant, og jeg ville ønske, at vi havde afsluttet alle vores projekter på båden, inden vi kom til Arrecife, så vi havde haft bedre tid til at deltage. Henrik deltog stort set ikke i noget af det, mens jeg prøvede at deltage i så meget som muligt.

Selv dagen, inden vi skulle sejle, var båden et totalt kaos, og vi begyndte at stille spørgsmålstegn ved fordelene ved at deltage i et rally. Ville det være bedre bare at sejle turen alene, når vi var klar? Men da vi dagen efter sejlede ud af marinaen sammen med de andre både, vidste vi, hvorfor det var pengene værd at deltage. Det var godt for os at have en bestemt dag, hvor vi skulle sejle af sted. Jeg ved ikke, hvornår vi var blevet klar, hvis vi havde ventet – om nogensinde. Desuden var der en rigtig god stemning på havnen samme morgen, som vi tog af sted. Som var vi ved at gennemføre noget virkelig stort. Alle vinkede og smilede til hinanden, og jeg ærgrede mig over, at jeg ikke havde tilbragt mere tid med at tale med alle disse mennesker. Jeg havde så mange sommerfugle i maven, da vi lå uden for havnen og ventede på, at starten skulle gå, og jeg er ikke sikker på, at vi kunne have oplevet det samme, hvis vi var taget af sted alene.

Kommunikation på havet

Der var ikke et krav fra Atlantic Odyssey-organisationen om at have en SSB-radio om bord, men for dem, der havde en, var der arrangeret en kalderunde. Vi havde en SSB-radio på båden, men Henrik havde ikke nået at få den tilsluttet, og ingen af os havde nogen erfaring med at bruge den – eller det store behov for at tale med fremmede mennesker undervejs. Desuden havde vi en satellittelefon, og gennem den informerede Henriks mor os om de andres positioner, som hun fik fra Atlantic Odysseys hjemmeside.

Det var sjovt, at vi havde nogle andre både at sammenligne os med, og jeg tror også, at det gjorde det mere interessant for Henriks mor. Efter otte dage gik vores satellittelefon dog død. Vi var bange for, at vores forældre ville blive nervøse, nu hvor de ikke kunne komme i kontakt med os, så vi besluttede os for at montere SSB-radioen og se, om vi kunne få fat på nogen, der kunne sende en mail hjem for os.

Hurra for SSB-radioen

Henrik havde aldrig før tilsluttet SSB-radioen, selv om den har været på båden i seks år, så det var lidt af et mirakel, at den virkede med det samme. Efter et par dage fik vi fat i to Odyssey-både, og vi var begejstrede. Sammen med vores tre daglige måltider blev det dagens højdepunkt at tale med ”Blue Pearl” og ”Argo”, selv om vi kun kunne sætte ansigter på den ene båd. Det hjalp os med at holde motivationen oppe, hvilket til tider var temmelig svært.

”Blue Pearl” gav os også vejrmeldinger dagligt, selv om de ofte var lidt deprimerende. Vi havde aldrig forestillet os, at det at tale med andre både kunne betyde så meget, og vi kan kun anbefale andre at benytte sig af en SSB-radio under sådanne omstændigheder. Vi fik desuden med hjælp fra Odyssey-kontoret fat i vores gode venner fra ”Magnetic Attraction”, som startede fem dage senere. SSB-radioen løftede virkelig vores humør.

Sen Ankomst til Martinique

Både fra 27 fod og op til 60 fod kan deltage i Atlantic Odyssey, hvilket selvfølgelig skaber en stor spredning i ankomsten til Martinique. Vi var langt den mindste og langsomste båd, og vi havde kun diesel med til at lade vores batterier op.

Når man deltager i en lille båd, bliver man nødt til at indstille sig på, at alle måske er taget hjem, når man selv når frem. Fordi vi indimellem ingen vind havde, var vi 31 lange dage om at sejle de 2.900 sømil fra Lanzarote til Martinique. Festen for de sidst ankomne både var oprindelig efter 24 dage, og selv om organisatorerne udskød festen yderligere fire dage, nåede vi ikke til Martinique i tide. Først var vi lidt skuffede, og især da de fortalte os i Marin Marina, at de ikke havde plads til os, selv om vi var blevet lovet 10 dages gratis havneplads. De fandt dog en plads efter et par timer, og vores nye SSB-venner kom og bød os velkommen, hvilket vi satte stor pris på. Som ved afrejsen var det rart at markere den veloverståede tur sammen med nogen.

Del af et sammenhold

På trods af at vi knap havde talt med mange af de andre deltagere på Lanzarote, blev vi en del af et større sammenhold i Martinique – også selv om vi ikke havde nået at være med til ankomstfesten. Alle Odyssey-bådene bibeholdt deres Odyssey-flag oppe, og nogle arrangerede juleaften for alle de deltagere, der havde lyst. Jeg tror især, at de både, der havde børn om bord, havde stor glæde af hinanden, og jeg vil også anbefale det til folk, der ikke på forhånd har et cruising-netværk, der hvor de kommer frem.

At deltage i Atlantic Odyssey har været en rigtig god oplevelse, og selv om vi forinden ikke mente, at et rally var noget for os, så er vi nu af den modsatte opfattelse, og vi vil helt sikkert deltage igen. For det første giver det en tryghed for vores familier og venner, omend det måske er en lidt falsk tryghed, og for det andet giver det os muligheden for at kommunikere med de andre både undervejs, hvilket vi satte stor pris på.

Vi deltog i første version af Atlantic Odyssey og stødte af den årsag på nogle problemer, men jeg er sikker på, at de fremtidige deltagere i Atlantic Odyssey vil blive glade for at deltage – dog forhåbentlig med mere favorable vinde.