24 timers-test på 1. klasse

Mange, inklusive BådNyts redaktion, var en smule skeptisk indstillede, da vi før testen erfarede, at Fleming-bådene er made in Taiwan. Man ved jo, at Swiss Made, made in Denmark og Deutsche Qualität står for det gode, mens man har en umiddelbar modvilje og ikke ser nogen sammenhæng mellem made in Taiwan og kvalitet.

Det skulle imidlertid vise sig at være en helt forkert antagelse. Og vi måtte i løbet af de godt 24 timer, vi var om bord, lægge os fladt ned og erkende, at de taiwanske bådebyggere, skibstømrere og smede producerer både, der mindst er på højde med de produkter, vi ser fra Europas bedste værfter.

Kompromisets kunst

Alle både er baseret på kompromisets kunst. Når man tester en båd, er en stor del af opgaven at undersøge, om den holder, hvad designeren lover, eller om der er lavet kompromiser, der undergraver konceptet.

Konceptet for Fleming 55 var at bygge en klassisk udseende motoryacht med styrhus, som ud fra en praktisk/funktionel vinkel inkorporerer de seneste landvindinger inden for engineering og udstyr. Målgruppen var og er en person eller et par, der enten fuldt eller halvt har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet, og som ønsker sig en ultimativ cruiser, som de kan leve om bord på, og som har fornuftig kahytsplads til at have gæster om bord fra tid til anden. Nøgleordet er funktionalitet og praktisk anvendelighed, også når der i dag træffes beslutninger om ændringer og nye tiltag på Fleming 55 (der så dagens lys helt tilbage i 1985).

Det betyder naturligvis, at prisen ikke spiller den store rolle, og så meget desto mere kan man som tester stille krav til kvaliteten i håndværk, prioriteringer og løsninger på de store linjer og i detaljen.

Lækker at røre ved

Båden ligner uomtvisteligt en klassisk motoryacht, når man ser den fra afstand. Ikke i italiensk forstand, men i amerikansk stil – et arbejdsfartøj eller en trawler, som både af denne type også kaldes. Med sit fine spring har den en flot linje og et robust ydre, der yderligere understreges af dinghy-kranen og styrehuskonfigurationen.

Vi gik om bord og kunne som noget af det første konstatere, at taiwanske skibstømrere ved, hvad de laver. Vores øjne og hænder kunne lide den lækkert forarbejdede teaktræslønning med en overbevisende lakfinish. Til fødderne var der er fejlfrit teaktræsdæk. Skandækket er bredt, og man kan bevæge sig frit, sikkert og ubesværet rundt på bådens udvendige arealer, der er fint forbundet. På den udvendige rundtur støder man på unikke smedede beslag i rustfrit stål – igen ypperligt forarbejdet. I salon, kahytter, toilet og baderum og sågar i maskinrummet møder man samme udtryk – masser af funktionelle, gennemarbejdede detaljer i stilsikker udførelse.

Halvplaner med 20 knob

Vi sejlede fra Marstrand og nordpå gennem skærgården i perfekt forsommervejr. Ruten var Lysekil via Smøgen, overnatning og retur til Marstrand indenskærs gennem de snævreste passager. Der var stort set ingen vind, til gengæld var der masser af sol. Vores test af hastighed viste, at båden kunne sejle knap 20 knob på toppen. Lidt specielt er det i både med halvplanende skrogfacon at foretage skarpe sving ved høj hastighed. For modsat rigtigt planende både, der lægger sig med ind i svinget og krænger til samme side, som man drejer, så gør en halvplanende båd som Fleming 55 det stik modsatte. Man kan få en fornemmelse af, at båden vælter, når man f.eks. svinger skarpt til styrbord, mens båden krænger til bagbord.

Det skete naturligvis ikke, og det har heller aldrig været meningen, at båden skulle have sine forcer i skarpe kurver med gashåndtagene i bund.

200 liter pr. time

Det største problem ved sejlads ved topfart var dieselforbruget, der steg til 200 l/time. Båden er imidlertid primært designet og dimensioneret til hastigheder omkring 10 knob. Her ligger forbruget fordelt på to Cummins 500 HK-maskiner på 38 l/time. Båden var spækket med elektronik i styrehuset. Så man havde konstant overblik over tid, sted, hastighed, forbrug og meget andet.

Når man køber en Fleming, er elektronikken ikke monteret. Det er noget, den lokale forhandler sælger og arrangerer. Testbåden var rigt udrustet med store Furuno-plotterskærme med overlay mellem gps- og radardata og splitskærme, hvor man kunne følge med i turen nordpå. Valgte man at være på broen øverst, var der – ud over godt vejr og godt udsyn – næsten de samme muligheder, men i mindre format i forhold til i styrehuset.

Komfort i top

Det var overmåde komfortabelt at være om bord – hvad enten man var på det solbeskinnede øverste dæk, på fordækket, agterdækket i salonen eller i styrehuset. Alle steder var der komfortable stå- og siddemuligheder. Det var ingen eller næsten ingen motorstøj, og selv på agterdækket var der ikke den ubehagelige lugt af dieselrøg, der ofte suges med i motorbådes slipstrøm.

Da vi lagde til i Lysekil, var det i fuld kontrol og med fuldt overblik. Med et joystick blev maskiner og ror fjernbetjent, så man kunne stå, hvor man ville under havnemanøvren for at have bedst tænkeligt udsyn.

Vi nød solnedgangen i den lyse, kølige sommeraften på bådens agterdæk, hvor der kunne sidde op til 10 magelige personer rundt om bordet. Aftensmaden tilberedes med samme faciliteter som i de fleste hjem, dog er pladsen lidt mere trang, da pantry/køkken også skal fungere under sejlads, hvor man i søgang har brug for støtte- og gribemuligheder. Kahytterne holder også høj kvalitet fra tykkelsen på madrasserne, over skabsplads og stuvemuligheder til materialevalget i baderummet. Intet er overladt til tilfældigheder.

Styres med joystick

Næste dag regnede det. Vi sejlede sydover mod øen Orust på en absolut anbefalelsesværdig tur gennem det smalle, snoede Kälingesund, mellem øen Hällsh og Lunnevik. En smuk og udfordrende tur, der viste, at den 55 fod store båd kan håndteres sikkert, når pladsen er trang. Havde man ikke vagten og var i styrehuset, havde man rig mulighed for at hygge i bådens velkomponerede salon, mens man kunne følge med i sejladsen gennem de store vinduer. Styrehuset er på en måde udgangspunktet for resten af båden. Det er den vigtigste plads, og derfor er der også sørget godt for styrmanden. Den udbyggede elektronik har vi rundet, men også de velpolstrede og afdæmpede stole er værd at nævne. Styrehuset kan tilgås fra dækket, fra det øverste dæk og fra salonen, og så kan styrehuset lukkes af, så styrmanden eller -mændene kan koncentrere sig om at sejle, og så lys fra salonen ikke generer, hvis der sejles om natten.

Ægte live on board

Vi kom i havn igen om eftermiddagen efter en mere end komfortabel tur. Der er ikke tvivl om, at båden vil gøre det godt, ligegyldigt hvor på kloden man vælger at sejle hen – fra Nord- til Sydpolen. De fleste af bådene sælges som live on board-både, og det er præcis, hvad de er. Vælger man at fylde tankene helt op med 3.784 liter diesel og 1.135 liter vand, kan man være selvforsynende i halve og hele år, for der er naturligvis alt blue water-udstyr om bord. I de fleste tilfælde er der ovenikøbet double up på udstyret, så skulle den ene gå ud, har man den anden i reserve.

Som noget lidt specielt har Fleming-bådene en relativ dyb ”lang-køl” på 1,52 m, der stikker dybere end skruer og ror. Årsagen til dette er naturligvis, at kølen skåner disse vitale dele ved grundstødninger. Dermed har man prioriteret sikkerhed på bekostning af en større våd overflade og en mærkbart dyrere produktionsproces.