Ny BMW M får tre turboer
Lang, lav, slikket. Under frontklappen arbejder en 6-cylindret rækkemotor med måske 475 hk takket være tre turboladere. BMW M4 har verdenspremiere i begyndelsen af september.
Dette er verdens mindste bilnyhed, den kommende BMW M. For vi har jo hele tiden vidst, at den ville komme. Alligevel er den en af de største nyheder, fordi netop denne bil, den lille BMW M, i alle generationer siden 80’erne har været en af de mest hypede af alle – en af de få, der omtrent er et ikon allerede fra første dag.
BMW M – M for Motorsport – tog hul på en forbløffende karriere allerede i 1978. Tyskerne overraskede alle med en topersoners supersportsvogn med den nye, mageløse 6-cylindrede motor med to overliggende knastaksler, fire ventiler pr. cylinder og indsprøjtning. Avanceret teknik fulgt op af et effektivt PR-stunt; tyskerne lokkede en række af tidens Formel 1-stjerner til at køre M1’ere i en racerserie med navnet Procar. Blandt kørerne var Niki Lauda og Nelson Piquet – det ville jo svare til Sebastian Vettel og Fernando Alonso i dag.
Alt lykkedes – teknik, PR, salg. Så det lille bogstav M for den store teknik er fulgt med lige siden og har lagt en hel ekstra dimension af fart og prestige til de hurtigste versioner af forskellige BMW’er. Blandt de mange er den måske vigtigste af alle BMW M3. Fra den første 4-cylindrede M3, der var den hurtigste af alle 1980’ernes 3’ere – dem med den interne betegnelse E30. Siden er det blevet til M-versioner af alle senere modelrækker, E36, E46 og E90.
Derfor overrasker det jo heller ingen i hele verden, at der er en M-udgave af den nyeste 3-serie på vej. Så M3 er lige om hjørnet.
Kan tyskere ikke tælle?
Det vil sige, de billeder, som tyskerne netop har offentliggjort, viser den kommende M4. BMW selv er skyld i vanskelighederne ved at skelne mellem to ellers små tal, nemlig 3 og 4. Hidtil har alle karrosseri-varianter af 3 heddet netop 3. Men fra den nyeste generation hedder de 4-dørs sedan-versioner BMW 3, mens de 2-dørs coupéer af samme bil hedder BMW 4. Og da den nye M er baseret på netop den 2-dørs coupé, må den som konsekvens hedde M4. Senere kommer den tilsvarende sedan-version med navnet M3.
Men selv om vi længe har vidst, at den nye M var på vej, har BMW pakket bilen ind i det store hemmelighedskræmmeri – men nu er billederne her altså.
Men hemmelighedskræmmeriet er slet ikke slut, for BMW siger intet, absolut intet om motoren – og for den sags skyld heller ikke om bilens tekniske design. Men stort set lige så sikkert, som paven er katolik, er det, at det kommende M får langsliggende frontmotor og baghjulstræk – og udelukkende baghjulstræk.
Kvalificeret gæt
Men hvad med motoren? V eller række? Suge eller turbo? For ikke at tale om antallet af cylindre? Der er gået østers i den. Alligevel kan vi analysere os frem til det meste:
Første M3 havde altså en 4-cylindret rækkemotor. Indsprøjtning og dermed suge. Den voksede så til en 6-cylindret række, stadig suge; en konfiguration, der holdt i to generationer. I næste generation blev R6 så til V8, således at den aktuelle, men snart udgåede BMW M3 har en 4,0-liters V8-sugemotor med 420 hk.
Er næste naturlige skridt så ikke V10? Jo, i de vilde nuller ville ingen tænke andet. Men siden dengang er bilverdenen blevet vendt op og ned af den internationale finanskrise i 2008 med både politikere og køberes krav om lavere CO2-udslip.
I BMW's M-verden har det faktum i første omgang forvandlet de V10-cylindrede M5 og M6 til V8'ere med turbo. Derfor er V10 udelukket. Så hvad gør BMW? En gordisk knude skal løses i München.
Rækkesekseren lever
En løsning kunne være at konstruere en V8 med mindre slagvolumen end den nuværende og så montere turboer. Problemet er, at den i givet fald skulle konstrueres fra bunden. En alt for dyr løsning.
En rent teknisk nemmere løsning er at montere de kommende M3 og M4 med en V6-turbomotor. Det ville passe ind i tidens tanke om downsizing, og da BMW jo allerede har den V8-cylindrede biturbo fra M5, var det så let som at hente nedstrygeren frem og kappe to cylindre af. Men da BMW er kendt og elsket for sine 6-cylindrede, velklingende række-motorer, kunne der ikke pludselig holde en V6'er i rækken af Bimmere.
Løsningen er derfor, at M4 og M3 får en 6-cylindret rækkemotor på antagelig 3,2 liter. Den motor kan baseres på den eksisterende 3,0'er, og med en anden krumtap er det let at hente lidt mere slagvolumen. To turboer kunne snildt pumpe motoren langt ind i 400 hk-land – men som en gimmick kan motoren meget let få ikke to, men tre turboladere, og dermed er M jo ikke så lidt mere teknik-blæret end 335i, der jo netop har en 6-cylindret rækkemotor med "kun" to turboer.
Tre i stedet for to turboer har i en afgørende fordel mere. De mindre turboladere og den kortere afstand fra lader til cylinder åbner mulighed for en motor med hurtig respons og mange omdrejninger – to absolutte M-egenskaber.
Herefter er vejen åben til en M3 og M4, der yder afgørende mere end den nuværende, kilder taler om mellem 450 og 480 til den nye.
Regn med 1,5 mio. kr.
Nu har BMW altså helt officielt vist, hvordan konceptbilen kommer til at se ud. Og vi ved fra tidligere, at der er meget kort og sikkert kun en lidt ændret frontspoiler fra koncept til produktion. M4 Concept får verdenspremiere på den kommende biludstilling i Frankfurt, og produktionsversionen holder antagelig klar på januars udstilling i Detroit.
Og M3? Skal vi gætte på næste forårs biludstilling i Genève – og denne gang er det ikke nødvendigt først at vise en M3 Concept. Det er bare lige på.
Priser? Intet er sluppet ud. Ganske vist er der i disse år tradition for, at en ny model koster omtrent det samme eller sågar lidt mindre end den foregående. Men ikke i tilfældet M3 fra 2013 til M4 2014. Så regn bare med mere end 1,5 mio. kr.