Ford Escort er tilbage
Det klassiske Ford Escort navn er tilbage på en ny sedan, som i første omgang er forbeholdt det kinesiske marked.
Corolla, Kadett og Escort. Bilnostalgikere får små smil om munden, når de tænker tilbage på nogle af de mellemklassebiler, som en gang holdt Danmark kørende.
I dag hedder arvtagerne fra Toyota, Opel og Ford herhjemme henholdsvis Auris, Astra og Focus.
Toyota har dog en Corolla kørende mange andre steder i verden, og den får nu følge af Escort, som Ford lader genopstå i Kina. Modellen, der netop er vist på motorshowet i Shanghai, er en del af en storplan med hele 15 nye Kinamodeller fra Ford i disse år.
Den er en klassisk mellemklasse-sedan af den slags, som især kineserne, men også østog sydeuropæere er vilde med.
Umiddelbart er der ingen meldinger om en introduktion på vore breddegrader.
Men man skal aldrig sige aldrig. Det store kinesiske marked har i hvert fald sat gang i modeller som Audi A3 Sportback og Mercedes CLA, mens Opel Astra og Ford Focus også findes som sedan – sidstnævnte sælges dog ikke i Danmark.