Høje hæle er trafikfarlige
Højhælede sko i bilen kan resultere i trafikuheld, advarer britisk forsikringsselskab for kvinder.
At hævde at kvindelige bilister iført højhælede sko udgør en uheldsrisiko synes måske lidt langt ude, men ifølge en britisk undersøgelse udført af Sheilas' Wheels, et forsikringsselskab for kvindelige bilister, ser det ud som om, det forholder sig sådan.
Umiddelbart rummer det en vis fornuft.
Ellers ville Formel 1 kørere sikkert gå med stilethæle.
Høje hæle er ustabile i forhold til bilens underlag. Det kan være farligt, når man kører. Køresko skal være flade.
Af undersøgelsen fremgår det, at 65 pct. af de adspurgte kvindelige bilister savner gode råd om, hvad de skal iføre sig i bilen.
Og forkert fodtøj er bare en af de mulige farer, der lurer nede i bunden af bilen.
Pas på æbler og dåser
Det kunne også være et æble eller en tom sodavandsdåse, der ligger og ruller rundt. Det kan gå helt galt, hvis dåsen eller æblet kommer i klemme under bremsepedalen.
Under samme tema advarer man i undersøgelsen mod klip-klappere, altså løse sandaler, som ikke er fastgjort til hælen. De kan lettere ”smutte” under pedalarbejdet.
Bemærk også, at ældre biler ofte har slidt pedalgummi. Hvis man kan se bart metal nede på pedalerne, er det tid at skifte gummiet.
En kombination af våde sko efter en gang sommerregn og nøgne pedaler er en uheldsrisiko.