Dansk satirisk bog fremstiller Muhammed som fordrukken buk
Præcis 50 dage efter angrebet på Charlie Hebdo udgiver Kåre Bluitgen en satirisk bog om Muhammeds mislykkede sexliv.
Mens museer rundt omkring i Europa fjerner billeder af Muhammed fra deres hjemmesider eller helt aflyser planlagte udstillinger af frygt for terroraktioner som den, der ramte satiremagasinet Charlie Hebdo den 7. januar, udgiver forfatteren Kåre Bluitgen en fuldblodssatire over Muhammeds liv.
"Jeg har skrevet en satirisk bog om Muhammeds mislykkede sexliv," siger Kåre Bluitgen, som i 2005 ikke kunne finde en tegner, der ville lægge navn til illustrationer af profeten Muhammed.
Den sag inspirerede Jyllands-Posten til at spørge danske tegnere, om de ville tegne Muhammed, som de så ham, og et halvt år senere brød Muhammedkrisen ud med demonstrationer og ambassadeafbrændinger.
Også denne gang må Kåre Bluitgen arbejde med anonymitet.
”Jeg fik en af Danmarks bedste redaktører til at redigere den, men i sidste øjeblik besluttede redaktøren sig for at ville være anonym. Så var jeg så heldig, at jeg stod i forbindelse med Zaid ibn Thabit, som gerne ville hjælpe,” siger Kåre Bluitgen.
Zaid ibn Thabit bliver i traditionen anset som profeten Muhammeds personlige kronikør, og han har ifølge Kåre Bluitgen været en uvurderlig hjælp, selvom han har været død i mere end 1300 år.
Det er det eneste hellige menneske fra fortiden, som hjælper bogen på vej. På bagsiden har profeten selv anmeldt den med ordene:
"Jeg var undertiden solgt, men jeg kan bestemt have mine personlige forbehold. Den bedste bog vil altid være omdiskuteret".
"Siden ca. år 900 har islam bevæget sig mod at gøre Muhammed mere og mere ufejlbarlig. Min bog bevæger sig den modsatte vej, kan man sige," siger Kåre Bluitgen, som mener, at han er med til at hjælpe islam ind i den moderne verden.
"Islam kommer ikke videre, før de erklærer, at koranen ikke er guds uforanderlige ord. Derfor præsenterer jeg en satirisk tolkning af samme historie," siger Kåre Bluitgen.