Eksamen i digitalt guld
Uniwise vandt prisen som årets iværksætter i kategorien bedst immaterielle produkt.
De bliver populære hos de studerende.
Stensikkert – for Steffen Skovfoged, Rasmus Blok og Anders Færgemand er godt i gang med at fjerne blyanten og gennemslagspapiret fra eksamenslokalerne, så de studerende omsider kan bruge computer til eksamen.
I går vandt deres firma Uniwise prisen som årets iværksætter i Business Region Aarhus i kategorien bedste immaterielle produkt.
De tre iværksættere i firmaet er alle tidligere ansatte på Aarhus Universitet, og de har stiftet firmaet til at videreføre udvikling af et it-system, som kan håndtere hele papirgangen ved digitale eksamener.
Med prisen får Uniwise, som de øvrige vindere, adgang til rådgivning og mentorhjælp hos to erfarne iværksættere.
»Vi er superglade for prisen, og vi glæder os rigtig meget til at få adgang til endnu mere kvalificeret rådgivning,« lød det fra Steffen Skovfoged efter prisoverrækkelsen.
Som iværksætter tilhører de tre en lidt ældre generation, da de alle har flere års erfaring som medarbejdere og ledere på Aarhus Universitet.
Den brede erfaring bruger de nu til at rådgive uddannelsesinstitutioner om deres digitale produkt og arbejdsgangene.
Kundekartoket
De har budt ind på en udbudsrunde for de danske universiteter og afventer i øjeblikket svar på, om de er med i prækvalifikationen.
I kundekartoteket har de i øjeblikket to universiteter i Norge, UC Nordjylland og en dansk efterskole, som kan blive en prøveballon på indførelse af digital eksamen i de danske folkeskoler.
Sammen med deres partnere har de selv investeret penge i firmaet i en sikker tro på, at deres produkt har en fremtid.
Med til at styrke dem i den tro er regeringens generelle målsætning om at digitalisere det danske samfund.