»Caroline er chefen over alle chefer i det her vilde projekt, og derfor skal hun love sig selv én ting«
Vinder hun en grand slam igen? Hvor langt kommer hun op på verdensranglisten? Vil leddegigten blusse op igen? Spørgsmålene står i kø inden Caroline Wozniackis comeback som professionel tennisspiller, og ifølge en ekspert afhænger det meste af tilgangen uden for banen.
MONTRÉAL
Vi ved, at en kvalifikationsspiller venter i første runde af National Bank Open i Montréal.
Vi ved, at opgøret tirsdag er hendes 900. som professionel.
Vi ved, at hun ikke har spillet en betydende kamp i 1.293 dage eller tre år, seks måneder og 16 dage.
Sådan kan man blive ved, men listen med fakta for Caroline Wozniackis comeback til tenniskvindernes WTA Tour vil aldrig blive lige så lang som spørgsmålene om samme skelsættende begivenhed.
I hvert fald ikke, hvis man lytter til Michael Mortensen.