Dansk nedsmeltning imod Ungarn
Danmark leverede en byge af tekniske fejl og tabte stort til Ungarn.
10 minutter før tid forlod de første tilskuere Boxen i Herning.
Så var der ikke mere at komme efter. Hellere slippe for bilkø end opleve mere dansk nedtur.
Danmark fik klø på en måde, så det gjorde ondt helt ned i maven med tanke på de kommende kampe. Danmark spillede kummerligt og tabte med 22-29.
På forhånd var der lagt op til, at Danmark skulle satse på kontraangrebene, fordi de ungarske spillere ikke er berømt for at haste hjem.
Men kontramulighederne kom bare aldrig, fordi Ungarn scorede på langt de fleste af deres angreb.
Forsvaret var dårligt, men angrebsspillet var horribelt. De danske spillere kunne ikke løse det offensive ungarske forsvar. Spillet gik i stå.
Ofte endte det i ren panik, og der var samme præcision og omtanke på de danske afleveringer, som når man smider en tennisbold til en hund.
Alt gik galt onsdag aften.
Da Anne Mette Hansen reducerede til 18-25, blev målet annulleret, fordi Klavs Bruun Jørgensen sekundet inden smed et time out-kort.
Problemerne opstod allerede fra første minut.
Der var for mange simple fejl. Stregspilleren Mette Gravholt havde en dag, hvor hun havde ualmindeligt svært ved at gribe bolden, når den blev hældt ind til hende. Playmaker Kristina Kristiansen blev hele tiden fanget, og så anede hun ikke, hvad hun skulle gøre med bolden.
Danmark fik næsten kontakt i en stærk undertalsperiode. Først kom der en reducering fra fløjen Anne Mette Pedersen på kontra og så en stor redning i målet fra Rikke Poulsen, efterfulgt af et underhåndsmissil fra playmakeren Kristina Kristiansen. Det betød, at Danmark næsten fik kontakt ved stillingen 6-7. Kristiansen var den eneste spiller, der formåede at løsne op for det offensive ungarske forsvar. Anna Sophie Okkels fik chancen i begge halvlege som spilstyrer, men hun virkede nervøs og rådvild.
Ungarns store stjerne hedder Anita Görbicz, der i 2005 blev kåret som verdens bedste håndboldspiller. Hun er efterhånden blevet 32 år, men hun har stadig fart i benene.
Men det var nu en anden ungarsk spiller, der fik sine landsmænd på tilskuerpladserne, og dem var der et par hundrede af, til at flyve op fra sæderne i jubelbrøl. Zita Szucsanszki havde besluttet sig for at gøre alt for at lukke festen i Herning.
Hun bankede mål ind efter behag og scorede otte kasser i første halvleg alene. Hverken Rikke Poulsen, der begyndte i det danske mål, eller Sandra Toft, der kom ind efter 20 minutter, formåede at lure hende eller de øvrige ungarske skytter.
På et tidspunkt var Danmark bagud 8-13, og det blev mere og mere kritisk, men alligevel smed Klavs Bruun Jørgensen ikke et time out-kort.
Der var ellers nok at justere, især i angrebet, hvor danskerne enten sløsede bolden væk eller ikke fik spillet sig til ordentlige afslutninger.
»Det var sgu da på tide,« lød det fra en misfornøjet tilskuer, da Klavs Bruun Jørgensen tog en time out 25 sekunder før pausen. Det var ikke for at rette de store ting men udelukkende for at sætte et bestemt angreb op i de sidste sekunder. Det lykkedes Gravholt at reducere til 12-15.
Et af de mest underholdende danske indslag kom i pausen fra en midaldrende mand i mavestram rød T-shirt. Han fik pludselig en ubændig lyst til at komme ind på banen. Han var høflig nok til at placere sine lædersko uden for stregerne, som var han til familiekomsammen i et hus med væg til væg tæppe. I strømpesokker gik han ind på banen, plukkede en bold op og tog et skud på den ungarske reservekeeper, der varmede op i pausen. Den ungarske pige tog det med en smil, hvad man ikke kan sige og de sortklædte vagter, der stod og ventede på ham efter det lille optrin, der lugtede af et væddemål. Vagterne forbarmede sig, og han fik lov til at blive.
Dermed fik han lov til at overvære en ren dansk nedsmeltning.
Et kvarter før tid forsøgte Klavs Bruun Jørgensen at sende to mand frem i mandsopdækninger, men det var heller ingen stor succes.
Det var en ren dansk nedsmeltning i det meste af kampen.