Fortsæt til indhold
Håndbold

Anja Andersen dropper trænerkarrieren

Det sidste store kapitel om Anja Andersens karriere i dansk håndbold er måske skrevet.

En succesrig karriere som håndboldtræner nærmer sig tilsyneladende sin afslutning for Anja Andersen. Når FCK Håndbold lukker og slukker efter denne sæson, kan det meget vel også være slut med at se den til tider iltre træner på sidelinien.

Det fortæller hun i et interview B.T.

I første omgang venter et halvt års pause.

"Man kan godt sige, at jeg tager et halvt sabbatår, hvor jeg går i tænkeboks for at finde ud af, hvad fremtiden skal bringe," siger Anja Andersen til B.T.

Holder døren åben

Uanset hvor pilen peger hen efter den selvvalgte pause, så kommer hendes karriere til at tage en drejning væk fra håndbolden.

"Jeg tror, at jeg med sikkerhed kan sige, at jeg skal arbejde uden for håndboldverdenen. Om jeg så beslutter mig for fortsat at have det ene ben inden for håndbold, er det, som jeg skal finde ud af," siger Anja Andersen..

I spil som mentalcoach

Hun peger selv på, at en mulighed kunne være at beskæftige sig med jobbet som mentalcoach, hvor hun kan være med til at udvikle vindere.

"De ting, som jeg har lært som træner, vil jeg gerne give videre. Jeg har altid kun været i håndboldverdenen. Nu har jeg fundet ud af, at jeg kan udvikle mig endnu mere ved at træde ud derfra. Jeg er blevet nysgerrig efter det, der sker uden for håndboldens verden," siger Andersen, der har været i FCK Håndbold i to sæsoner.

Hendes træner karriere tog for alvor fart i Slagelse, som hun gjorde til vinder af Champions League tre gange og samtidig sikrede tre danske DM-medaljer.