Danske profiler i vild jubel efter sejr: »Jeg begyndte næsten at græde«
»Vi kan meget mere, end vi går og tror,« lød det fra landsholdsspilleren Mie Højlund, der ligesom Lotte Grigel og Sandra Toft var ellevild efter VM-sejren over Frankrig.
KUMAMOTO
Lykke er et stort ord, men det er muligvis det ord, der bedst beskrev sindstilstanden hos de danske landsholdsspillere efter fredagens triumf.
Sejren over verdensmestrene fra Frankrig, der sender kvindelandsholdet videre ved VM i Japan, fik hver og en af de danske spillere til at lovprise hinanden, truppen og ikke mindst sammenholdet.
»Jeg begyndte næsten at græde, da sejren var hjemme. Det betyder så meget. Vi har kæmpet så sindssygt meget. Det er den største forløsning nogensinde,« sagde Mie Højlund og tilføjede:
»Vi er pisse seje. Vi kan meget mere, end vi går og tror.«
Playmaker Lotte Grigel kaldte sejren på 20-18, der først blev hevet hjem i sidste minut trods dansk kontrol fra start til slut, for en ”ud af kroppen”-oplevelse.
»Jeg er så stolt. Det er vanvittigt. På et tidspunkt råbte vi så meget ude på bænken, at vi næsten ikke kunne stå op, fordi det sortnede for øjnene af os. Det sidste minut sad lige i hjertet.«
»Vi bad til de højere magter om, at sejren ville gå hjem, når vi nu havde kæmpet så godt i 60 minutter,« sagde hun.
Sandra Toft var en Danmarks allerbedste, men efter kampen havde hun travlt med at rose sit forsvar.
»Ingen havde set den komme. Det var en pragtpræstation. Jeg har de sejeste holdkammerater, der knoklede som svin foran mig. Hver gang franskmændene kom ind und tremeterlinjen, blev de hakket ned.«
Danmark er videre til mellemrunden med ét point og skal søndag møde Norge i den første af tre mellemrundekampe.