Fortsæt til indhold
Håndbold

Toft og Danmark triumferede over verdensmestrene og er videre ved VM

Det danske kvindelandshold stod for presset og slog verdens- og europamestrene fra Frankrig i den afgørende kamp om en plads i mellemrunden. Nu venter Norge på søndag.

KUMAMOTO

Det er svært at blive klog på det danske kvindelandshold.

I Klavs Bruun Jørgensens fireårige regeringstid har holdet svinget i både resultater og præstationer, og den seneste uge i japanske Kumamato har ikke været en undtagelse. Fra fejl og afbrændere til fightermål og store redninger.

Men mon ikke de danske spillere er bedøvende ligeglade med det netop i dag?

Da presset var allerstørst og en historisk VM-fiasko lurede, viste holdet karakter og klasse. Spørg bare Anne Mette Hansen, der viste sig som lederen, da det spidsede til i den altafgørende og direkte kamp mod Frankrig om en plads i mellemrunden.

Her viste de danske spillere sig fra sin bedste side og besejrede verdensmestrene, som nu er færdig ved VM. Hvem havde i øvrigt troet det for en uge siden? Med sejren på 20-18 tager Danmark ét point med i mellemrunden, hvor Norge, Holland og Serbien venter.

Siden EM-skuffelsen i fjor har det danske hold arbejdet benhårdt på at revanchere sig. Længe har spillerne talt om et nyt udtryk, en fornyet optimisme og en forbedret fysisk forfatning. Et arbejde mod at styrke holdets mentalitet under pres.

Forbedringen viste spillerne i fredagens opgør, hvor et uafgjort resultat eller et nederlag havde sendt dem ud af turneringen, inden den for alvor var begyndt. I stedet for en ydmygende plads ved international håndbolds børnebord med ligegyldige placeringskampe mod bl.a. Angola, er Danmark nu med ved det fine selskab.

Klavs Bruun Jørgensens mandskab var i front stort set fra start til slut, men det var først efter en scoring på straffekast af Stine Jørgensen i de døende sekunder, at sejren blev sikret. En sejr, der kom efter en god dansk start, hvis betydning ikke kunne undervurderes for et dansk hold, der tidligere i turneringen har brugt unødigt mange kræfter på at indhente modstanderens tidlige forspring. Ønskestarten kom også takket været bl.a. Sandra Toft, der har for vane at slå til, når det gælder.

Hun snuppede flere frie afslutninger, hvilket medvirkede til en smal føring, men den kunne og burde have været endnu større. Frankrig lavede indledningsvist den ene mystiske og uprovokerede fejl efter den anden. Sporede man en anelse nervøsitet hos de sejrsvante topspillere? Sølle to scoringer i de første 15 minutter er i hvert fald sjældent set hos franskmændene, der endda så en overlegen Sandra Toft gribe et skud fra distancen.

På bænken ærgrede Klavs Bruun Jørgensen sig tydeligvis over, at holdets imponerende indsats i defensiven ikke blev udnyttet i højere grad. Det japanske folkefærd er kendt for sin høflighed, men den var ikke at spore i det danske forsvar, der knoklede og tacklede løs.

Problemet var i den anden ende. Endnu engang baksede Jørgensens udvalgte med spillets vigtigste opgave – at score mål. Landstræneren skiftede derfor flittigt rundt på bagspillere i håb om at finde den konstellation, der kunne spille sig forbi den ubehagelige blå betonblok, men sikke det kneb. Når de store chancer bød sig, blev flere af dem misbrugt.

Pauseføringen på tre mål blev hurtigt indhentet, men anført af Stine Jørgensen rykkede Danmark atter fra et fransk hold, der ikke kunne passere Sandra Toft. Midtvejs i anden halvleg havde Danmark endda chancen for et forspring på fire mål i den målfattige kamp, men Louise Burgaards frie skud i overtal ramte en parade.

Selv om hullet blev slået kort tid efter, lykkedes det endnu engang franskmændene at kæmpe sig tilbage. Stolpeskud og pæne redninger fra Amandine Leynaud tvang kampen ud i en gyserafslutning, som har været en tilbagevendende dansk ting ved slutrunden.

Men denne gang var Danmark skarpest, klogest og heldigst.