Annonce
Håndbold

Mikkel Hansen og Lasse Svan revser DHF efter opsigelse

Talentchef Claus Hansens opsigelse ærgrer i den danske landsholdstrup, som skyder med skarpt efter Dansk Håndbold Forbund.

Claus Hansen og Mikkel Hansen under EM i 2016. Foto: Lars Poulsen

Det gør ondt i den danske landsholdstrup, at Claus Hansen, talentchef i Dansk Håndbold Forbund (DHF) har opsagt sin stilling. Ja, det gør faktisk rigtig ondt.

Den snart forhenværende talentchef er ifølge Mikkel Hansen og Lasse Svan Hansen en unik personlighed i dansk håndbold, og derfor undrer de to profiler sig over, at DHF ikke har formået at holde ham i forbundet.

Anerkendt talentchef i DHF siger op i utilfredshed: Mangler tillid, frihed og albuerum

»Jeg er utrolig ked af, at vi mister ham i dansk landsholdshåndbold. Han er en kæmpe kapacitet i forhold til talentudvikling, og der er stor respekt om hans person fra alle i håndboldverdenen. Alle vil gerne høre Claus' mening - altid. Jeg kan slet ikke forstå, at DHF ikke har gjort mere eller mindre alt for at holde på ham,« siger Lasse Svan.

Claus Hansen fortæller til Jyllands-Posten i forbindelse med sin opsigelse, at han har manglet støtte og opbakning, og at der ikke er blevet lyttet nok til hans kompetencer omkring talentudviklingen.

»Det er desværre det, der sker indimellem, når der bliver truffet politiske beslutninger: At man glemmer at spørge dem med fingeren på pulsen. Det ved jeg, at Claus har været træt af i mange henseender, og det er en kæmpe fejl af DHF,« siger Lasse Svan og fortsætter:

»Man må gøre sit arbejde ordentligt og undersøge sagerne, inden man træffer beslutningerne. Det føler jeg ikke, der er blevet gjort, og jeg føler slet ikke, at man har gjort nok for at beholde en mand, der er så vigtig for dansk håndbold,« siger viceanføreren.

Mikkel Hansen kalder Lasse Svan Hansens ytringer om, at DHF har begået »en kæmpe fejl« for noget af en underdrivelse.

»Det er en katastrofe. Han er efter min mening den bedste ungdomstræner nogensinde. Det er klart, at når man lader sådan en mand gå, vil man gå glip af en masse faglighed og menneskelighed. Han er en af de trænere, jeg har allerstørst respekt for. Når han snakker, holder alle kæft og lytter,« siger Mikkel Hansen og tilføjer:

»Jeg ved ikke, om det er for meget at bruge ordet skandale, men han er så ekstremt dygtig, og man kommer til at mærke hans fravær i DHF,« siger Mikkel Hansen.

Ved EM i januar var Claus Hansen sædvanen tro med som analytiker i den danske stab. Også her vil man komme til at savne ham.

»Han kommer med en masse gode input og har en kæmpe faglighed – både når han er af sted med A-landsholdet og ungdomslandsholdene. Han har leveret noget af det bedste ungdomsarbejde på verdensplan målt på resultater og antallet af spillere, der er nået A-landsholdet,« siger Mikkel Hansen.

Sportschef Morten Henriksen, der ifølge Claus Hansen er hovedårsagen til opsigelsen, er ked af talentchefens beslutning.

»Jeg begræder opsigelsen og er enig med de to spillere i, at det er et kæmpe tab. Men nu er det ikke mig eller DHF, der har besluttet, at Claus skal gå. Hvis Claus havde ønsket tingene anderledes, skulle han have sagt det, så vi kunne have kigget på tingene,« siger Morten Henriksen.

»Vi må se i øjnene, at han er stoppet, og så er det drønvigtigt at sige, at ingen er uundværlige i forbundet. Hverken Claus, mig eller andre, så vi arbejder benhårdt videre,« siger han.

Claus Hansen forlader DHF om tre måneder, når opsigelsesperioden udløber.

Følg
Jyllands-Posten
Manden bag stjernerne: Tålmodighed er talentchefens kodeord
Jesper Nøddesbo gik på en efterskole, der ikke tilbød håndbold, mens Morten Olsen først fik sit landsholdsgennembrud som 31-årig. Vejen til A-landsholdet er ikke snorlige, men kræver tålmodighed og flid, lyder det fra dansk håndbolds øverste talentchef, Claus Hansen.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Sport
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her