For 60 år siden blev Le Mans ramt af historiens værste ulykke i motorsport

Lørdag klokken 15.00 flages udgave nummer 83 af det traditionsrige 24-timers løb i Le Mans i gang i Frankrig, hvor den berømte Circuit de la Sarthe-bane siden 1923 har lagt asfalt og racerbiler til nogle af de største motorsportstriumfer.

Men løbet har også en dyster og tragisk historik med flere dødsulykker, og i 1955 skete den værste ulykke i motorsportens historie på netop den franske bane.

Hvis man skruer tiden tilbage til den 11. juni 1955 og sætter uret til 18.20, har det klassiske og populære væddeløb været i fuld gang i mere end to timer.

250.000 forventningsfulde tilskuere sad eller stod klar langs banen og fulgte forventningsfuldt med i, hvordan racerløbet udviklede sig.

Bejlerne til den samlede sejr stod mellem etablerede bilproducenter som Mercedes, Jaguar, Porsche, Ferrari, Aston Martin og Maserati. Kampen mellem bilerne var hård og der blev satset i forsøget på at køre sig op i feltet.

Førerne kørte ikke med sikkerhedssele, og bremserne ikke stod mål med farten. Årsagen til de manglede seler i bilen forklares med, at kørerne anså det som bedre at blive slynget ud af bilen i tilfælde af et uheld, end at blive fanget i en brændende eller ødelagt bil.

Banen i Le Mans var stor set den samme som ved det første løb i 1923, men farten var en helt anden. Mens speedometernålen i 1923 kun nåede op på 100 km/t., var tophastigheden i 1955 skruet op til det tredobbelte - omkring 300 km/t, og løbet blev i 1955 kørt med ekstrem høje hastigheder, hvor der flere gange blev sat omgangsrekord.

Den blodige og værst tænkelige ulykke skete i slutningen af 35. omgang.

I sin Mercedes SLR kæmpede den 49-årige franskmand Pierre Levegn for at komme tættere på den førende bil, som var en Jaguar D-type med englænderen Mike Hawthorn ved rattet.

I kampen for at vinde tid og meter på de førende biler i feltet ramte Pierre Levegn en Austin Healey på vej op ad start/mål-langsiden. Pierre Levegn mistede kontrollen med sin Mercedes-racer, og han kørte med 240 km/t. ind i afskærmningen ud til publikum, og det satte en voldsom og tragisk kædereaktion i gang.

Som en vildfaren ildkugle slog bilen en koldbøtte, og Pierre Leveghs ødelagte, sølvfarvede Mercedes 300 SLR smadrede ind blandt de mange tusinde tilskuerne, som havde taget opstilling ved den lange opløbsstrækning foran hovedtribunen.

Motoren blev revet ud af bilen, og resten af karrosseriet blev splintret i tusindvis af stumper og stykker, og de mange små, knivskapre vragdele pløjede gennem tilskuerne som raketsplinter. Sammen med den efterfølgende brand fra bilens brændstof blev 83 mennesker dræbt, mens yderligere 120 kom til skade.

Pierre Levegn blev kastet ud af bilen, og fik hovedet knust, da han landede på asfalten, og han var død på stedet.

Hele området omkring ulykken blev forvandlet til en blanding af ild, eksplosioner og panik. Overlevende tilskuere kunne efterfølgende fortælle om det frygtelig syn, som de havde været vidne til.

”Der lå vragdele og kropsdele overalt. Mange af de omkomne var maltrakteret til det ukendelige”, fortalte vidner til The Guardian samme dag, som ulykke skete.

I hundredvis af tilskuere hjalp redningsmandskabet med det hårde arbejde med at hjælpe de sårede, bjærge de døde og at få slukket de mange brande. En præst gik i stilhed rundt blandt de mange tilskadedekomne tilskuere, og gav den sidste olie til de døende. De fleste dødsofre var franskmænd, og mange af dem børn.

På trods af, at løbet med et var blevet forvandlet til et inferno af død og ødelæggelse, fortsatte racerbilerne med at køre ræs, og der gik flere timer, inden tilskuerne på de øvrige tribuner fik at vide, hvad der var sket.

24 timers løbet var stadig en fest, hvor folk dansede, drak, røg, og børnene kørte i karrusel.

Først klokken to om natten blev det klart for de fleste, at noget var frygteligt galt. Herefter trak Mercedes sine resterende biler ud af løbet efter ordre fra den legendariske manager Alfred Neubauer.

Siden blev skylden for, at løbet ikke blev flaget af, lagt hos de franske arrangører, som frygtede for reaktionen, hvis det blev afblæst.

”Det var arrangørernes ønske, at vi skulle fortsætte løbet. De frygtede, at det ville medføre kaotiske forhold for ambulancer og redningsfolkene, hvis 250.000 tilskuere på samme tid ønskede at komme væk fra området,” fortalte en talsmand fra Mercedes.

De meget høje hastigheder kombineret med mangelfulde bremser og forældede sikkerhedsbarrierer har efterfølgende fået skylden for, at ulykken kunne ske og at den fik så voldsomme konsekvenser.

Veteranen Pierre Levegh var blandt de kørere, som havde advaret mod udviklingen i motorsporten. Han var bekymret, fordi Le Mans-banen var anlagt i 1923 og tilpasset biler, som kørte væsentligt langsommere.

Paradoksalt nok, måtte han bøde med sit liv for at få bekræftet sin teori. Bilsporten var i chok efter tragedien, og en række store løb blev aflyst. En af konsekvenserne af den alvorlige ulykke var også, at sikkerheden for alvor blev sat på dagsordenen.

Baneprofilerne og bilerne blev mere sikre, og kørerne fik nye sikkerhedsregler at forholde sig til, og endelig blev tribunerne flyttet længere væk fra banen. Men såret fra den værste ulykke i motorsporten var dybt.

Mercedes, som også dengang dominerede motorsporten, valgte at nedlægge hele sin racerstrategi, og først i slutningen af 1980’erne vendte den tyske bilproducent tilbage til motorsporten.

Jaguars fabriksteam lukkede også sine aktiviteter i motorsporten ned et par måneder efter ulykken, og holdet vendte først tilbage til Le Mans 30 år senere.

Den tragiske løb i 1955 blev i øvrig vundet af Mike Hawthorn og hans makker Ivor Bueb fra Jaguar-teamet.