Lederen er væk – flinkeskolen står alene

»Løftet op som anfører!«

William Kvist håner nærmest begrebet og er tydeligvis ikke vild med idéen om, at han til landskampen fredag mod Serbien, den vigtigste i over et år, befinder sig en anelse over resten af holdkammeraterne på grund af et stykke stof om overarmen.

Det er dog kendsgerningen, selv om Kvist har været voldsomt kritiseret på landsholdet, og i tre forskellige klubber ikke er lykkedes med sin klubkarriere i de seneste par år. En anfører lidt af nød i fraværet af den sædvanlige.

Denne historie begynder dog et helt andet sted. I Hobro af alle byer. Helt konkret i en sekvens af den DR-dokumentaren ”Hobro – en liga for sig.” Den handler om klubben med halvtidsprofessionelle, der rykker op i Superligaen.

En helt anden klasse

I første hjemmekamp skal holdet møde Brøndby. Man hører cheftræner Jonas Dals sidste ord til sine spillere i omklædningsrummet. Han har skrevet Brøndbys startopstilling på en tavle.

»De er introverte hele bundtet. Der er ikke en typisk leder her. Der er ikke én, som det gør rigtigt ondt at møde. En som tager fat. Prøv at se på jer! Se, hvor mange af den slags, der er her. Hvis det gør rigtig ondt derude, drenge, er vi i en helt anden klasse end dem. En helt anden klasse. Hvis vi gejler hinanden helt vildt op, har vi allerede slået dem med flere længder,« buldrer han.

Hobro vandt den kamp med 2-0.

Så købte Brøndby Daniel Agger, og han spillede første halvleg i søndags af revancheopgøret samme sted.

Da stod det 0-0. I pausen gik landsholdsanføreren ud med en lyskeskade. Brøndby tabte 0-3.

I omkring 140 minutter mod et Brøndby-hold uden Agger har Hobro altså vundet med 5-0, selv om klubben fra hovedstadsregionen har et spillerbudget, som er mindst 10 gange større end Hobros.

Skal man tage Jonas Dals ord som præmis, er de to kampe fantastiske eksempler på betydningen af lederskab på et fodboldhold.

Færre ledere

Daniel Agger er en typisk leder på et fodboldhold. En af dem fra lærebogen, hvis der er skrevet sådan en.

Han er den bedste i Brøndby og på landsholdet. Han har attitude og udstråling. Overskud til at tage sig af andre end sig selv i løbet af en kamp. Den slags bliver der færre og færre af i moderne fodbold ifølge landsholdets assistenttræner Peter Bonde, og det er miljøets egen skyld.

»Da jeg var 12 år, spillede jeg håndbold, badminton, basketball og fodbold. Vi skabte os selv. Vi bestemte over os selv. Er man som 12-årig dygtig til fodbold i dag, spiller man kun fodbold, og man har næsten allerede en agent. Man bliver rettet ind i et taktisk koncept. Fodboldverdenen skoler spillerne anderledes end tidligere,« siger han og fortæller om konsekvensen.

»Det betyder, at det er nogle mere stille spillere.«

Peter Bonde nævner Xavi, Philipp Lahm og Cristiano Ronaldo som eksempler.

»Det er velskolede, veluddannede og taktisk kloge spillere, med de er anførere på en anden måde end tidligere.«

Er det dårligt?

»Vi vil gerne have kommunikativt stærke spillere, men vi må bare acceptere, at verden er anderledes. Det bliver dog sårbart, hvis der kun er én eller to spillere, som kommunikerer.«

Vi er tilbage i Helsingør. Der er langt til Hobro. Daniel Agger har læderjakke på, mens landsholdet træner. Lysken gør ondt. Mod Serbien er krigeren væk. Flinkeskolen, som Peter Bonde beskriver, står alene.

Nye ledere skal træde i karakter, hvis ikke der i Serbien skal ske det samme, som for Brøndby i Hobro. Andreas Bjelland erstatter Agger på fredag.

»Han har altid været anfører eller leder i sine klubber, så jeg ser det ikke som det store problem, udover at Daniel Agger er en meget stærk spiller,« siger den anden halvdel af midterforsvaret Simon Kjær.

Bjelland er en leder, men har ikke landsholdserfaringen eller som Agger bevist sig på højeste niveau via otte år i Liverpool.

Landsholdet nævner andre til at tage over.

»Michael Krohn-Dehli – for Celta Vigo er han i allerhøjeste grad en leder, men det er han på grund af sin spillestil,« siger Peter Bonde og fremhæver Lars Jacobsens erfaring.

»Jeg synes, at Pierre Emile Højbjerg viser lederskab. Ikke fordi han råber, men han gør det via sin spillestil,« siger William Kvist.

Lederskabet på landsholdet udgøres altså af Bjelland, Kvist, Krohn-Dehli og Lars Jacobsen.

Ingen af dem har dog hele pakken som anfører. En spiller med attitude, som kommunikerer og samtidig er en af holdets bedste fodboldspillere.

Erkender problemet

William Kvists udfordring er eksempelvis, at han ikke har haft stor succes i en klub, siden sin første halvanden sæson i Stuttgart, hvortil han kom i sommeren 2011.

Peter Bonde erkender, at den slags kan være et problem, da holdkammerater gerne skal se op til en leder på grund af hans kvalitet.

»Problemet med Thomas Delaney i FC København har været vendt,« siger Bonde og henviser til, at Delaney overvejer at give anførerbindet til en anden, da han har svært ved at få en fast plads i startopstillingen.

»I de seneste fem landskampe synes jeg faktisk, at William Kvist har præsteret rigtig fint. Det er det, vi forholder os til,« fortsætter Bonde.

Han forklarer, at landsholdet lever med Kvists klubproblemer, så længe landsholdspræstationerne er gode.

Kvist mener, at han fortsat har respekt som landsholdsanfører på trods af sine sportslige problemer.

»Ja, det tror jeg. Jeg har trods alt noget erfaring, og det betyder meget. Det er klart, at hvis jeg ikke har kunnet ramme en bold i de seneste par dage, skulle jeg nok ikke være en del af holdet, men det har ikke været tilfældet,« siger han.