»Jeg ser altid folk i øjnene«
Kaptajn: Steffen Rasmussen, AGF-målmand, taler i en sjælden skadespause om sin 12 år lange karriere i den samme klub. Om op- og nedture, trænerluner og anførerhvervet.
Højdepunkterne
»Det begynder med de små ting tidligt i karrieren. Da jeg fik slettet nullet, der stod ud for mit kampantal. Det var helt vildt. Dengang var Jakob Kragh i klubben, han havde spillet 23 eller 25 kampe. Hvis bare jeg nåede det! Sådan tænkte jeg. 100 kampe, det var helt sindssygt. Siden fokuserede jeg på noget andet. Så kom jeg med ligalandsholdet, siden kom et par oprykninger. Jeg har desværre ikke vundet noget endnu. Det håber jeg meget at kunne nå. Jeg ved ikke, om det plager mig, men det vil jeg gerne, specielt med denne klub. Men vi har desværre ikke været i nærheden af det. Jeg er ikke typen, der smutter af den årsag. Så må jeg glæde mig over de små sejre. Det kan være ligalandsholdets ture til Asien, landsholdsudtagelse, det har været fedt at prøve. Så følte jeg, at jeg var med, der hvor det sker, også selv om jeg kom med på afbud. Det er svært at blive udtaget. Der skal kun tre med på landsholdet, og det er jeg afklaret med. Vi kan ikke alle være de bedste, men vi kan forsøge at blive det. Da vi vandt 1-0 i Parken og lå nummer et i ligaen for fire år siden, det var stort. Vi havde en fed tur hjem. Brian Steen Nielsen og jeg skulle til Stig Tøftings 40-års fødselsdag i Skanderborg om aftenen. Vi kom ud til festen, et totalt blandet selskab, der var glødende AGF-fans nede fra havnen og alle mulige andre. Vi blev mødt af fire kæmpe gutter, der bar os i guldstol op på scenen. Det var sjovt. Det var en god aften.«
Anførerjobbet
»Jeg blev kaldt ned på kontoret til Ove Pedersen og Johnny Mølby inden en træningskamp. De havde taget en beslutning om, at jeg skulle være anfører i stedet for Peter Graulund, og hvad jeg syntes om det? Det er jeg da stolt og beæret over, det er en stor cadeau, sagde jeg. De havde valgt mig for den type, jeg er, og for den måde, jeg agerede på i kamp, men også til træning. Det valgte jeg at fokusere på. Jeg skulle ikke lige pludselig begynde at råbe mere, end jeg gjorde tidligere. Jeg fik anførerbindet, fordi jeg var den, jeg var. De vurderede, at det var godt for gruppen, at jeg gik forrest. Jeg var klar over, at Peter Graulund ville blive skuffet. Men jeg var fast besluttet på, at det ikke var noget, jeg havde lyst til at sige nej til. Det var jo i klubbens interesse, at jeg blev anfører. Vi skulle have det til at fungere, og måske blev Peter sur, men det kunne jeg ikke rigtigt tage mig af. Jeg tog det op til et møde ret hurtigt derefter, og jeg sagde til Peter foran alle de andre, at jeg godt kunne forstå, hvis han var skuffet, men også at vi skulle have det til at fungere sammen, uanset om han var anfører eller ej. Det er vigtigt at huske på. Han var enig, og han kom da over det med tiden. For mig indebærer anførerjobbet, at jeg går forrest til kampe og i træning, sørger for at træne på højt niveau. Anføreren er ikke en politimand som i gamle dage, alle har ansvar for sig selv. En gang imellem kommer man i aktion som anfører. Jeg kan huske for nogle år siden, at Benny Feilhaber og Nando skumlede, fordi de var utilfredse. Så begyndte de at tale portugisisk indbyrdes. Det var ikke pæne ord, kunne jeg fornemme, og det skulle gå ud over den næste, der fik bolden. Da Jerry Lucena så lavede tunnel på Benny og råbte undskyld, mens han løb forbi ham, så gik det over gevind. Så måtte vi ind og lægge os imellem. Det skulle bare stoppes, også at de talte portugisisk sammen. Men det hører til sjældenhederne, at den slags sker. Jeg har selvfølgelig en rolle, når der kommer nye spillere, de skal falde godt til. Det falder mig meget naturligt, jeg føler, at jeg er et åbent menneske. Jeg ser altid folk i øjnene.«
Trænerne
»Maciej Wasyniuk har været min målmandstræner hele vejen. Det er sammen med ham, jeg har udviklet mig. Han har været den konstante faktor. Maciej har taget slåskampene, hvis træneren har villet noget andet, end han syntes. Sören Åkeby ville partout, at vi målmænd skulle lave det samme som markspillere. Skulle de løbe 12 kilometer, så skulle vi også. Vi har ikke brug for at løbe 12 kilometer, hvad fanden skal vi bruge det til? Så er det bedre at lave noget andet. Åkeby mente, vi skulle styrketræne på samme måde som markspillere. Men de kampe tog han, det var hårde kampe. Åkeby forsøgte at gå til mig, men jeg måtte afvise det. Det var specielt. Men hver gang vi havde tests, så lå Rune Pedersen, vores anden målmand, og jeg i top fem i alle tests. Det var det altoverskyggende argument for, at det, vi lavede, var det rette. Åkeby endte med at acceptere Maciejs metoder, og han fik stor respekt fra ham. Det havde jeg respekt for, at Åkeby ændrede sig på det område, han flyttede sig. Men Åkebys generelle holdning til målmændene forstod jeg ikke: En målmand spillede til første fejl. Så røg du af holdet. Det lærte jeg aldrig at forstå. Jeg blev smidt på og af holdet. Det giver ikke ro, kontinuitet eller tryghed for én selv eller holdet. Det fattede jeg ikke noget af. Vi talte ikke om det. Sådan var det bare, det var ham, der bestemte. Resultaterne var ringe, træningen var dårlig, han var rar og lun, men han var ikke en særlig god træner. Vi fik det ikke til at fungere for alvor, selv om vi egentlig havde et udmærket hold i de år.«
Rivalerne
»Jeg har haft et godt forhold til alle de målmænd, der har været i klubben. Vi har altid kunnet se hinanden i øjnene. Jeg var ung, da Rune Pedersen kom til klubben. Vi blev hurtigt enige om, at det ikke var os selv, der satte hinanden af. Det var jo træneren. Vi boede tæt på hinanden inde i byen, så vi kørte til træning sammen, vi blev gode venner og mødtes privat med vores kærester. Vi havde det fint, vi pressede hinanden til træning. Han var en dygtig målmand. Jeg har også et supergodt forhold til Emil Ousager i dag. Det er man nødt til at have. Vi er sammen temmelig tit, og så nytter det ikke at være rivaler konstant. Det skader kun. Måske har det noget at gøre med min måde at tackle det på. Hvis jeg var en strid banan, så snart de kom ind ad døren, så tror jeg nok, folk ville have bokset igen. Måske er det for blødsødent, men min opfattelse er, at vi skal have det til at fungere, vi skal have det godt sammen. Vi skal kunne skille tingene ad. Vi yder 100 procent, når vi er der. Hvis man har behov for at puste sig op, så lad være: lad støvlerne tale. Jeg råber ikke for at råbe. Jeg har kun behov for at gøre mit bedste hver gang, det prøver jeg. At hjælpe dem, jeg er sammen med. Det vil jeg gerne huskes for. Jeg kan stadig godt kritisere mine medspillere. Når vi målmænd træner sammen, så er vi på. Det er Maciejs måde. Han forbereder sig ekstremt meget, og så ville det være respektløst, hvis vi ikke var til stede 100 procent. Den slags smitter af.«
Skuffelserne
»Nedrykningen i 2010. I 2006 var det også en stor nedtur, men der var tale om en nedrustning i foråret. Men i 2010. Det var helt åndssvagt. Den slog hårdt. Den satte alle tanker i gang. Hvad skal jeg nu? Hvad skal det ikke blive til? Det satte virkelig tanker i gang. Er jeg klar til endnu et af den slags år? Jeg skulle lige sunde mig. Hvad var det, jeg ville? Jeg havde jo prøvet det en gang, det var ikke supersjovt. Jeg besluttede mig for, at vi skulle op med det samme. Jeg sagde til mig selv, at jeg skulle have noget ud af det. Det skulle ikke være et år, der bare passerede. Vi fik Peter Sørensen som træner, det gav ny inspiration, nye vinde. Jeg gik lidt ind i mig selv i kampene, det kan lyde lidt mærkeligt, men jeg var nok mere fokuseret end sidst, vi var i 1. division. Jeg var fokuseret på at få noget med derfra. Gjorde vi tingene ordentligt, skulle vi nok rykke op. Det var fedt, at vi gjorde det. Vi tabte to kampe i den sæson. For os alle var det et chok at rykke ned. Alt var pumpet op, vi fik skudt i skoene, at vi havde pumpet det op. Vi lå nummer et efter syv runder, og nu skulle vi have medaljer, men jeg synes ikke, det hele kom fra os spillere. Vi drømte da om at spille med i toppen, ja, og så er der nok bare 50-60 procent mere bevågenhed i denne klub end i ni andre klubber. Så kører møllen. Vi går ikke og tror, at vi er de bedste, absolut ikke. Men der er gået inflation i det, og det er noget, man siger om dem, der spiller i Aarhus. Men det passer ikke. Vi har benene på jorden, vi er realistiske. Men når man er nummer et og siger, at man drømmer om medaljer, og sæsonen så ender med nedrykning. Så er det noget lort. Så står man som en klovn.«