AGF overvandt koldstart
Superligaklubben AGF skulle bagud mod 2. divisionsklubben Varde, inden forskellen på de to hold blev manifesteret.
AGF gik forholdsvis ubesværet videre til 3. runde af pokalturneringen med en sejr på 4-1 over Varde i en kamp, der af tv-hensyn var rykket til Esbjerg Stadion.
Energiske Morten Smidt bragte Varde foran efter 13 minutters spil, da han afsluttede et angreb, som AGF’s Osama Akharraz satte i gang med en fejlaflevering. En overraskende, men fortjent føring til det lokale 2. divisionshold mod Superligakubben AGF, der nu og da har haft store problemer i pokalturneringen mod lavere rangerende klubber.
Sidste år skulle AGF ud i en særdeles langstrakt straffesparkskonkurrence, før Hvidovre fra 2. division var slået ud, og københavnerne kunne endda have afgjort det i de første 120 spilleminutter.
Graulund udlignede
I et lille kvarter førte Varde, inden det lykkedes Peter Graulund at udligne efter et vel gennemført angreb i AGF’s højre side med den debuterede højre back, Frans Dhia Putros i en hovedrolle.
Inden første halvleg var omme, havde AGF afgjort kampen på yderligere to mål af Peter Graulund og Stephan Petersen. Efter pausen faldt tempoet i opgøret betydeligt. Varde kunne ikke, AGF ville ikke for alvor bruge flere kræfter med udsigt til en ligakamp mod FC Midtjylland på mandag.
I vertiden øgede indskiftede Martin Jørgensen til slutresultatet 4-1.
AGF stillede op uden en række stamspillere, blandt andre Superligaens topscorer, islændingen Aron Jóhannsson og den finske landsholdsspiller Petri Pasanen.