Fortsæt til indhold
Fodbold

FCK-manager: FCN er favorit

Carsten V. Jensen mener, at FC Nordsjælland er favoritter i onsdagens kamp i Farum.

FC København kom med gårsdagens sejr på 3-0 over AaB igen seks point foran FC Nordsjælland i Superligaen.

På onsdag mødes de to tophold så i et opgør på Farum Park, der med FCK-sejr formentlig sender mesterskabet til københavnerne eller bringer spænding til det sidste, hvis FCN vinder kampen.

FCK's manager Carsten V. Jensen placerer favoritrollen i guldkampen noget overraskende.

"FCN er måske små favoritter, og hvis de ikke er favoritter, så er det meget lige," siger han til Ekstra Bladet.

Vil gøre det færdigt

Carsten V. Jensen har dog ikke noget imod at påtage sig favoritrollen, da FCK ikke har noget problem med at stille op som favoritter i alle opgør, hvis klubben ellers er det.

Han ser kampen som en lille matchbold i forhold til mesterskabet, men anerkender, at det bliver en svær opgave, da FC Nordsjælland er formstærke.

"Vi er blevet solide her i foråret, og det er forhåbentlig også indtrykket efter onsdag. Vi vil gå ud for at gøre det færdigt," siger FCK-manageren.