Skadet AGF'er får jobtilbud
Mark Howard blev i går opereret i anklen. Alligevel kan han få ny kontrakt.
Visse værdier bliver stadig værdsat. Så som loyalitet.
Da AGF i 2010 rykkede ud af Superligaen, sagde stopperen Mark Howard lige efter den afgørende kamp: »I min verden skal alle mand tage turen med ned i 1. division. Det skylder vi hinanden og klubben.«
Mandag aften blev han opereret i sin ene ankel, hvilket betyder, at han ikke kommer på banen mere i denne sæson. Særdeles uheldigt, da hans nuværende aftale udløber med udgangen af juni.
En passioneret spiller
Men AGF's sportschef, Brian Steen Nielsen, åbner for, at Mark Howard kan blive i den klub, han blot har spillet 51 kampe for i tre år.
»Mark Howard er en passioneret spiller. Han ville være med til at få os tilbage i Superligaen, og han har vist loyalitet i dårlige tider for klubben. Det skal vi huske på, når det er svære tider for en spiller,« siger Brian Steen Nielsen.
En forlængelse af samarbejdet afhænger selvklart af, at Mark Howards genoptræning forløber som planlagt.
»Jeg har ikke spillet min sidste kamp i AGF,« siger Mark Howard.