Bendtner: Nogen passede på mig
Landsholdsspilleren Nicklas Bendtner var meget tæt på at miste livet i søndagens bilulykke. Det fortæller han i et interview.
Livet kunne have været slut for 21-årige Nicklas Bendtner, da han søndag kørte galt i sin sorte Aston Martin på vejene ved Borehamwood nord for London. Det fortæller danskeren selv i et stort interview med formiddagsavisen B.T.
Men Bendtner var heldig. Ikke alene er han fortsat i live, han slap også uskadt fra ulykken, så han kan fortsætte sin lovende fodboldkarriere på højeste niveau.
"Der var nogen, der passede på mig. Jeg ved ikke, hvad eller hvem, men i en større sammenhæng var der simpelthen nogen, der hjalp mig. Jeg tror fuldt og fast på, at det bare ikke var tiden til, at jeg allerede skulle afslutte mit liv og væk herfra," fortæller Nicklas Bendtner til B.T.
"De sagde, at jeg var død, hvis jeg ikke havde brugt sikkerhedssele, de eksperter, der tager sig af sådan et ulykkessted, og politiet. Og de siger at jeg kunne være død, hvis jeg havde siddet i en mindre sikker bil. Ja, de kaldte det et mirakel, at det ikke endte som en dødsulykke eller i hvert fald med alvorlige skader på mig," siger Bendtner.
Tvivl om farten
Den 12-cylindrede Aston Martin DBS melder med sine 510 hestekræfter først pas godt 310 km/t. Så stærk kørte danskeren dog ikke, da det gik galt. I første omgang forlød det, at Bendtner havde mistet kontrollen ved 160 km/t, men det afviser den 21-årige fodboldspiller.
"Jeg kørte slet ikke så stærkt, slet ikke. Jeg har talt med politiet, og der bliver ingen politisag, for det var bare ikke tilfældet," siger Bendtner.
Han fortæller samtidig, at ulykken blev forårsaget af en bil, der pludselig kørte ind foran ham, og da han ville undgå et sammenstød, havnede han i stedet i vejsiden.
Danskeren har de seneste dage trænet alene og fået en del massage i ryggen, der har været øm efter ulykken. Allerede torsdag satser han dog på at træne med holdkammeraterne i London-klubben.