Kure har endelig slået sit navn fast

Anders Kure smiler.

Han sidder ved køkkenbordet i sin lille to-værelses andelslejlighed i Brammersgade.

På bordet står der friske krydderurter, kokkeknivene ser ud til at blive benyttet regelmæssigt, og på bordpladen ligger en stak lærebøger om økonomi.

Han ligner en af de tusinde århusianske studerende, som skal bruge de sidste dage af året på at gøre en opgave - i hans tilfælde organisationsteori - færdig.

Forleden sad han og så et fodboldprogram inde i stuen. Pludselig opdagede han, at han var kommet på fodboldeksperten Per Frimanns All Star-hold i efteråret. Anders Kure, AGF, i forsvaret ved siden af ligalandsholdsspiller Anders Møller Christensen fra OB.

Et signal om, at Anders Kure har ydet en fornem indsats i AGF's forsvar. Det virker som om, at alt er begyndt at klikke på plads for Anders Kure, der er en af de få i den nuværende trup, der udelukkende har spillet fodbold på Terp Skovvej.

I fem sæsoner som senior har han optrådt i den bedste trup, men samtidig har han set AGF købe den ene konkurrent efter den anden til midterforsvaret.

Men nu er det Anders Kures plads.

I vindueskarmen står en buket blomster, som han fik overrakt på Århus Stadion, da han rundede 100 kampe på klubbens førstehold. Egentlig fik han to buketter, men han kunne se mor Bente kigge langt efter den ene.

»Så fik hun den som en lille tak for alt det mudrede tøj, hun har vasket i årenes løb,« bemærker Anders Kure, som fra hjemmet på Vegavej i Højbjerg tæt på AGF's baner voksede op i en århusiansk kernefamilie.

Hans far, Peter, meldte sig altid til at køre, når Anders Kure skulle til kamp, og han kvitterede med et ”Det gik da fint”, når bilen vendte hjem.

Overtalt af storebror

Der var ikke noget pres, drengene - også Anders' storebror Kasper spillede i AGF - skulle gå til fodbold, fordi de syntes, det var skægt.

»Men fodbold var ikke lige noget for mig. Det regnede, og træneren kunne ikke huske mit navn,« siger Anders Kure, som stoppede efter to ugers træning i en alder af fem år.

I stedet kastede han sig over badminton i Aarhus Badmintonklub, men det lykkedes Kasper at overtale Anders til at forsøge sig igen med fodbold.

Et langt og udmarvende efterår for AGF har sat sig spor. Anders Kure har udvist forbløffende stabilitet, og ligner nu en fuldvoksen ligaspiller.

»Fodbold er hårdt arbejde hele ugen. Man spiller, som man træner. Hvis jeg ikke er i stand til at give 100 procent i ugens løb, holder det ikke om søndagen. Superligaen er blevet så hård, at hvis man springer over to træningspas, kommer man bagefter. Jeg skal træne hver gang, også selv om det gør ondt i kroppen,« fastslår han.

Stadig smerter

Og smerter, det har han. Selv adskillige uger efter AGF's sidste kamp kan han mærke aftrykkene fra nærkampene. Dér sammenstødet med OB's Djiby Fall, dér mærket efter Martin Bernburg fra FC Nordsjælland.

»Men jeg er nok også lidt kantet at løbe ind i, hvis du spørger dem. Jeg gad i hvert fald ikke at spille over for mig selv,« siger Anders Kure, der supplerer fodboldspillet med økonomistudier på Aarhus Universitet.

»Mine forældre er glade for, at jeg studerer. Det er noget, jeg selv har fundet ud af, også at jeg skulle gøre gymnasiet færdigt,« forklarer Anders Kure, der efter eksamen fik en fuldtidskontrakt.

Ikke verdens mest givtige, og selv om han siden har forhandlet sig til en ny aftale, er det næppe en løn, der får ret mange andre fuldtidsproffer i landet til at skele misundeligt til Anders Kures lønseddel.

»Men jeg er tilfreds, for jeg har jo selv lavet aftalen med klubben. Jeg mangler ikke noget. Jeg har lige købt et par nye højttalere, og efter at vi har vundet nogle kampe, var der såmænd også til julegaver.«

Om få dage indledes det hårde slid frem mod sæsonens sidste kampe. Endnu en gang har AGF købt en forsvarsspiller, denne gang Mark Howard i Brøndby.

»Ole Budtz kommer tilbage snart, så er der Dan Thomassen, det tager lidt længere tid, Kim Madsen, Jens Gjesing, Frederik Krabbe og så mig. Vi kan alle spille i det centrale forsvar. Så nu er der endnu mere konkurrence, og da vi får ny træner, begynder vi alle fra nul. Så må jeg kæmpe for min plads,« forklarer Anders Kur, der har taget den kamp op med adskillige kolleger gennem tiden.

De fleste er faldet fra, enten fordi de ikke var gode nok, fordi de rejste videre eller løb ind i en slem skade. Tilbage står Anders Kure, og nu taler eksperter om, at han er i periferien af ligalandsholdet.

»Jo, det er gået stærkt. Al ros varmer,« siger Anders Kure, der akkurat som alle andre i miljøet drømmer om landshold og en karriere i udlandet.

Solidt arbejde

Anders Kures forhåbninger har et sundt udgangspunkt, nemlig i solidt arbejde, små fremskridt fra kamp til kamp og fra træning til træning.

At han efterhånden har nået et vist niveau, ved han godt. I hvert fald har han nu ansat en agent til at tage sig af eventuelle forespørgsler samt forhandle den næste kontrakt på plads.

»Jeg har halvandet år tilbage på min nuværende aftale. Hvis jeg gør det godt, skal der nok åbne sig muligheder. Jeg ser ikke så langt frem. Det gider jeg ikke tænke på,« siger Anders Kure.

Transporten frem og tilbage til klubben klarer han på en gammel cykel. Der er ikke mange smarte manerer over Bentes og Peters knægt med det lyse hår.

»Jeg tror, at de fleste af mine kammerater er lidt misundelige over, at jeg er fodboldspiller. Når jeg brokker mig over, at jeg er træt, så siger de stop. En af mine venner, der er tømrer, står op kvart i seks hver morgen. Så vi er lidt privilegerede, os der spiller fodbold,« erkender AGF'eren.

Nu - 19 år efter første træningsdag - synes han faktisk, at det er sjovt at spille. Også hvis det regner. Og vær sikker på, at træneren kender hans navn. Det er Anders.