"Min mor forsvinder aldrig for mig"

Selv om en lovende fodboldkarriere blev ødelagt, og en mor døde, er der for ham kommet én vigtig og positiv lærdom ud af en bilulykke for otte år siden én kilometer fra Esbjerg: Han har lært at huske sig selv på noget.

Martin Smith - Brøndbys venstre back i begyndelsen af dette årti, med udsigt til en lang fodboldkarriere i Brøndby og det danske landshold, blev på få sekunder frarøvet de to ting, han holdt mest af i livet: Sin mor og fodbolden i en bilulykke, hvor han selv, hans forældre, lillebror og en veninde sad i den bil, han selv kørte.

»Ulykken har lært mig, at man skal holde af dem, man har kær, for man ved ikke, hvor lang tid man har dem. Min familie er meget sammen, og det har jeg lært at værdsætte. Det er det vigtigste,« fortæller Martin Smith i denne juletid, hvor familier netop nu samles i hele landet.

»Hvis jeg bliver uvenner med en kammerat, som står mig nær, har jeg det rigtig dårligt med det. Så har jeg det bedre med bare at sige, at det var mig, der klokkede i det i stedet for at gå i en uge eller 14 dage og være uvenner. Sådan var jeg ikke før,« fortæller han om ulykken og dens konsekvenser.

Synlige tegn

Martin Smith læner overkroppen lidt mod højre, når han sidder ned, og han trækker en smule på venstre ben, når han går. Det er i dag de synlige tegn på, hvad der skete 10. marts 2000 på en vej i nærheden af Esbjerg.

Bag de to tegn ligger Martin Smiths håb om at få en ny hofte, da der ikke er mere brusk tilbage, hvor det gør ondt. Slidgigt fremkalder smerter, hver gang han tager et skridt.

Når han sidder ned i længere tid ad gangen begynder venstre balde og senere hele benet af sove, med mindre han kompenserer ved at lægge mere vægt på højre side af kroppen. Seneste hospitalsbesøg var onsdag 17. december, men lægerne tøver med at ”give” ham en ny hofte, da han kun er 30 år gammel.

Han håber og tror, at han kan få en ny i løbet af de næste to år. Moderen kommer dog aldrig tilbage, men er ofte i hans tanker.

»Min mor forsvinder aldrig for mig. Det er de gode minder med hende, som jeg tænker på hver dag. Det kan være hendes smil og væremåde. Hendes glade væsen, og hvordan hun holdt alle geledder samlet. Hun var utroligt kærlig,« beretter Martin Smith.

For otte et halvt år siden var det på en kold dag i marts, at hans daværende kæreste skulle spille et teaterstykke i Esbjerg. Det var frostvejr, og derfor blev træningen for Brøndbys superligahold rykket fra om morgenen til eftermiddagen, når banen var optøet.

Rigtigt møgvejr

Det var noget skidt for Martin Smith, da han med sine forældre, lillebror og en veninde havde aftalt at køre til Vestjylland efter formiddagstræningen. Han gik derfor ind på Brøndby-træner Åge Hareides kontor og spurgte om lov til at køre, selv om han godt vidste, at han ikke fik tilladelsen, hvilket heller ikke skete.

Derfor hentede familien ham uden for Brøndby Stadion, da træningen var slut, og af sted gik det mod Jylland.

»Efter Storebæltsbroen var det noget rigtigt møgvejr. Sigtbarheden var så dårlig,« husker Martin Smith.

Bilen nåede til en kilometer fra Esbjerg med Martin Smith bag rattet, men et minuts kørsel længere fremme, havde der været et uheld. En bil blokerede det yderste spor.

»Åh nej,« var det eneste Martin Smith nåede at sige, inden det gik galt. Bilen med familien Smith ramte både den bil, der spærrede vejen, og manden som havde kørt den.

Martin Smith vågnede efter nogle minutter med en kraftig smerte i brystet og var klemt fast mellem rattet og sædet. Da redningsfolkene havde fået ham fri, blev han kørt på hospitalet.

»Jeg vågnede op på hospitalet og havde ondt i hoften. Min kæreste var der og fortalte, at min mor var død,« husker han. Han har senere fået rettens ord for, at han ikke var skyld i ulykken.

Senere gik der måneder, ja år, da Martin Smith forsøgte at komme tilbage til fodbolden efter en smadret hofte, fire brækkede ribben og en punkteret lunge. Tankerne fløj ofte tilbage til ulykken. Han trænede efter mange måneder igen i Brøndby med smerter og udviklede et standardsvar, når folk i klubben spurgte, hvornår han kunne spille kampe igen.

»Jeg er snart klar,« var svaret altid, men smerterne i hoften forsvandt ikke. Det gik ikke længere.

»Jeg havde et liv, hvor min livsdrøm gik i opfyldelse. Jeg havde spillet fodbold, siden jeg var seks år, og det var det, jeg gik efter. Jeg fik en uddannelse, men jeg havde ikke tænkt mig at bruge den,« fortæller han om livet før ulykken, da han var fast mand på Brøndbys hold og i periferien af det landshold, som skulle spille EM i Holland/Beligen i 2000.

Slut med fodbold

Pludselig blev uddannelsen som elektriker meget aktuel.

Beslutningen blev taget i foråret 2002. Det var slut med fodbold på topplan. Smerterne i hoften forsvandt ikke, og mens Martin Smith var på kontrakt i Brøndby, kom han ikke på stadion, når superligaholdet spillede kamp. Det var for følelsesladet.

I foråret 2002 styrede Brøndby ellers mod et dansk mesterskab. I tredjesidste kamp, da Martin Smith havde offentliggjort, at han ville stoppe fodboldkarrieren, sang fansene på Faxe-tribunen en hyldestsang til ham, mens holdet var i færd med at vinde 4-1 over OB.

Martin Smith så og hørte tilhængernes sang via fjernsynet.

»Da ærgrede jeg mig for en gangs skyld over, at jeg ikke var derude,« husker han.

Det var han til gengæld 11 dage senere, da Brøndby vandt det danske mesterskab med en 2-0 sejr over amatørerne fra Lyngby, som var blevet tvangsnedrykket. Martin Smith blev hyldet i kampens pause.

»Det var forfærdeligt. Det var vildt fedt, at fansene gjorde det, men det bedste ved fodbolden var at løbe på banen, og man fik kuldegysninger,« fortæller han.

Det skulle Martin Smith ikke komme til at opleve mere, og det fylder stadigvæk meget i hans bevidsthed. Så meget, at han i dag seks år efter, at karrieren er stoppet, ikke kommer på Brøndby Stadion for at se superligakampe, selv om han stadig indædt holder med og af klubben.

»For hvorfor fanden er det ikke mig, som spiller derinde. Jeg kan godt holde ud at tage derud, men har ikke lyst, for jeg er stadig bitter over, at jeg ikke fik lov til at udleve det,« forklarer han.

Mange spørgsmål

Han fyldes af spørgsmål, når han en sjælden gang kommer på Brøndby Stadion. Det skete til kampen mod Vejle i efteråret, men ellers er det et par år siden.

»Hvorfor er det ikke mig, som løber dernede? Hvorfor skulle det gå ud over mig? Hvorfor kunne det groft sagt ikke gå ud over en anden? Hvad har jeg gjort, for at det skulle ske?« Den slags spørger han sig selv om.

Bitterheden over den kuldsejlede fodboldkarriere og savnet af moderen sidder stadigvæk i Martin Smith som følelser af afsavn og bitterhed. Moderens fravær fylder klart mest.

»Det er det værste. Så skide være med fodbolden,« som han siger.

I de første år efter ulykken var han langt hårdere ved sig selv, end han er nu.

»Jeg følte meget skyld, for det var mig, der kørte bilen. Hvorfor fanden så jeg ikke ham på vejen? Jeg kørte ikke specielt stærkt, og ifølge vidnerne var der en advarselstrekant på vejen, så det irriterer mig. Jeg talte ikke i telefon eller noget. Der har bare været et sort hul, hvor jeg har siddet og kigget ud af ruden. Det tænkte jeg på i de første mange år, men nu gør jeg det ikke mere. Kun når jeg bliver spurgt,« svarer han.

God snak med mormor

Derfor undgik han også at være for meget alene i årene efter ulykken, da tankerne hurtigt fløj tilbage til den tragiske dag i marts. En sportspsykolog hjalp ham videre, og han snakkede meget med sin mormor om følelserne.

»Jeg tror ikke, at man bliver for gammel til at have sådanne samtaler med én, som minder om sin mor,« forklarer Martin Smith.

Han har aldrig haft en lang samtale med sin far om det, og i mange år blev ulykken slet ikke nævnt, når de var sammen, selv om de har et godt forhold til hinanden.

»Det kunne vi ikke, selv om vi fik det bedre og bedre, men der gik mange år, inden vi talte kort om det,« siger Martin Smith og fortæller, at det skete for cirka to år siden.

I dag har han fået en ny kæreste, som han bor sammen med i Valby vest for København, men de to taler ikke så meget om ulykken. Hun har ikke spurgt, og Martin Smith har ikke et behov for at tale om det.

Han er kommet videre og arbejder som elektriker. Derved bruger han den uddannelse, han aldrig troede, at han skulle få brug for, men alligevel tog efter 10. klasse, mens han var på kontrakt i Brøndby IF. I sin fritid er han træner for et serie 2 hold i fodbold.

Kæresten, familien og især tre venner bruger han meget tid på. Det er konsekvensen af den ulykke, som smadrede så meget godt, men lærte ham en anden god ting, han stadigvæk husker sig selv på.

»Man skal holde af dem, man har kær.«