Ronaldo-læge afviser dopingbehandling
Ronaldo modtager ikke behandling med den omdiskuterede proteinkur, som fik Den Italienske Olympiske Komité til at true med dopingundersøgelse, fastslår læge.
Mandag udtalte anklageren for Den Italienske Olympiske Komité (CONI), Ettore Torri, at Ronaldo muligvis ville blive undersøgt for doping, fordi han i Brasilien bliver behandlet for en skade med en metode, som er ulovlig i Italien. Men onsdag afviste den brasilianske landsholdslæge Runco, som behandler Ronaldo, at den brasilianske angriber overhovedet gør brug af metoden, som udnytter et naturligt protein, der stimulerer muskelcellerne til at dele sig og dermed heler skader hurtigere.
- Der har været forvirring, fordi en anden spiller, Maxi fra Flamengo, modtog behandlingen her samme dag, som Ronaldo var her, forklarer Runco, som dog samtidig slår fast, at den omdiskuterede behandlingsmetode er internationalt anerkendt og ikke har noget at gøre med doping.
Ronaldo forventes klar til kamp inden for de næste tre uger.