Fortsæt til indhold
Fodbold

Fodbold: Tilfreds Kim Poulsen

Alting gik tilsyneladende op i en højere enhed for Viborg i den forgangne uge. Søndag blev det således til en hjemmebanesejr på 2-0 over AGF i Superligaen som afslutning på en uge, der også gav en flot sejr over CSKA Moskva i UEFA-Cuppen, hvor næste modstander bliver spanske Rayo Vallecano.

Tilmed er Viborgs U21-hold så ved at sikre sig sit andet danske mesterskab i træk, en triumf der kan komme endeligt i hus, hvis de unge løver tirsdag igen besejrer Farum. Så der var ikke meget at sige til, at Viborgs træner, Kim Poulsen, var en glad mand efter sejren over AGF, som blev en realitet via scoringer af angriberne Steffen Højer og Heine Fernandez - en i hver halvleg.

- En i forvejen god uge sluttede med at blive helt fantastisk med sejren over AGF. Nu er vi igen på vej frem i tabellen. Og det glæder mig virkelig meget, at vi for en gangs skyld kom foran, og at Steffen Højer fik scoret sit første mål. Jeg er meget tilfreds med, at begge vores angribere scorede, konstaterede en glad Kim Poulsen.

Scoringerne fra Højer og Heine faldt på et tørt sted efter adskillige kampe, hvor Viborg har haft påfaldende svært ved at få bolden i nettet. Således var Viborg før søndagens kamp et af de hold, der havde scoret færrest mål i denne sæson, men den statistik blev der rettet lidt op på mod AGF.

Viborg-træneren fandt sejren fuldt fortjent på trods af et par gode tilbud til AGF i anden halvleg på Viborg Stadion, hvor 2308 tilskuere så både Nocko Jokovic og debutanten Henrik Bøgebjerg være tæt på at bringe gæsterne tilbage i kampen. Men det kriseramte AGF-mandskab evnede ikke at få bolden i nettet, ligesom det i store dele af kampen kneb med bare at få lidt idé og kreativitet ind i spillet.

Kim Poulsen understregede før kampen, at hans spillere skal blive bedre til at stille skarpt på hver eneste kamp, også når modstanderen ikke er et frygtindgydende, internationalt hold som CSKA Moskva eller Rayo Vallecano. Og så betød det bagefter mindre for Viborg-træneren, at spillet langt fra var prangende. Denne gang betød sejren og de tre point mere, mente han.

I den anden lejr må AGF-træner Ove Christensen efterhånden have vænnet sig til at være træner for det tabende hold. Den tidligere Viborg-træner måtte i hvert fald endnu engang konstatere, at hans tropper ikke havde været i stand til at omsætte chancerne til mål - og dermed heller ikke fik point ud af anstrengelserne.

- Vi spiller ikke nogen stor kamp. Ret beset skulle vi have forhindret deres to mål, og jeg kan da også tælle en del chancer til os. Men heller ikke i dag vil jeg bruge yderligere energi på at bortforklare det. Vi var ikke skarpe nok i udfordringerne, forklarede Ove Christensen, der særligt mente, at Nocko Jokovic og Kenny Thorup havde manglet skarphed, mens han var godt tilfreds med Henrik Bøgebjergs debut.

/ritzau/