AGF-træner kalder fodboldbanen i Herning for farlig
Det er ikke lykkedes FCM at gøre holdets hjemmebane klar til fodbold ovenpå VM i ridning, mener Uwe Rösler.
Fodboldbanen på MCH Arena tiltrak sig stor fokus i lørdagens superligakamp mellem FC Midtjylland og AGF.
Gang på gang rev græsset sig løst, hvilket efter kampen fik AGF-træner Uwe Rösler til at rette kritik af de forhold, som spillerne blev budt i Herning, hvor der for nylig var VM i ridning.
De seneste dage er der blevet arbejdet hårdt på at omlægge banen fra ridning til fodbold.
- Jeg har aldrig set noget lignende. Det var farligt for spillerne at være på den bane.
- Som leder i en fodboldklub, så er spillernes sikkerhed det vigtigste, men banen var farlig at spille på, siger Uwe Rösler.
Mikael Anderson lukkede med få minutter tilbage kampen for AGF, der kunne rejse hjem med en 2-0-sejr.
Den tidligere FCM-spiller var ligesom sin træner ikke begejstret over forholdene i Herning.
- Banen var helt forfærdelig. Hver gang jeg skulle vende eller dreje mig, så kom der græs med op. Det var næsten farligt at spille på den bane, siger Mikael Anderson.
I timerne op til kampen kunne FC Midtjylland på sociale medier stolt præsentere en video, der viste, hvordan banens transformation havde udformet sig.
Men efter kampen måtte Preben Rokkjær, marketingdirektør i FC Midtjylland, dog erkende, at man ikke havde forventet så ringe et resultat, som tilfældet var.
- Der er ingen tvivl om, at vi havde håbet på, at banen så bedre ud. Alle havde kæmpet for, at banen skulle blive klar, og der var ingen, der forventede det her.
- Vi havde regnet med, at vi havde en bane, der kunne spilles fodbold på. Der var ingen huller i dagen før, og vores greenkeeper siger, at det er den bedste bane, han har været med til at lægge herude, siger Preben Rokkjær.
FCM har fået en skidt start på Superligaen med blot seks point i ligeså mange kampe. AGF kæmper med i toppen af tabellen med 13 point efter seks spillerunder.
/ritzau/