Fortsæt til indhold
Fodbold

Lewandowski reddede et point til Bayern München

Union Berlin leverede en overraskelse i Bundesligaen, da det lykkedes at spille uafgjort mod Bayern München.

/ritzau/

Union Berlin havde længe Bayern München ude i tovene.

Den lille berlinerklub førte 1-0 i over en time, men det endte til slut med pointdeling og cifrene 1-1 i lørdagens sene kamp i Bundesligaen.

Som så ofte før var det Bayern München-topscorer Robert Lewandowski, som reddede det ene point til mesterholdet.

Det gjorde den polske landsholdsangriber efter fornemt forarbejde af den franske kantspiller Kingsley Coman.

Efter nogle gode træk ind i feltet serverede Coman bolden for fødderne af Lewandowski, som bare skulle sætte indersiden på.

Og så stod kampen 1-1 efter 68 minutter.

Lewandowski er nu oppe på 13 ligascoringer i denne sæson, og han er nu kun et enkelt mål fra at have scoret 250 gange i Bundesligaen.

Forinden havde Union Berlin været foran 1-0 på det mål, som Grischa Promel satte ind på et hovedstød efter bare fire minutter. Det kom efter et hjørnespark.

Offensivspilleren Marcus Ingvartsen startede inde for Union, men han måtte udgå med en skade ti minutter før pausen.

Det kunne ligne, at danskeren havde pådraget sig et trykket ribben, og han blev erstattet af Cedric Teuchert.

Bayern München pressede efter udligningen på for at fremtvinge et mål mere, der kunne afgøre kampen, men Union Berlin stod godt defensivt.

Indskiftede Leroy Sane var tæt på at blive matchvinder få minutter før tid, men Bayern-spilleren fik sit hovedstød pareret af Union Berlin-keeperen Andreas Luthe.

Union Berlin havde generelt stor ære af kampen, og især angriberen Taiwo Awoniyi brændte nogle store muligheder, der måske kunne have skaffet alle tre point til hjemmeholdet.

Bayern München topper tabellen med 24 point efter 11 spillerunder. Union Berlin er nummer seks med 17 point efter 11 kampe.