Amatørernes indtogsmarch: Danske reserver faldt med stor ære

Trvana

Hvem skulle have troet det? At et dansk landshold baseret på 2. divisionsspillere og drenge, der spiller indendørs, kunne slippe fra en udekamp mod Slovakiets A-landshold med et mere end hæderligt nederlag på 0-3.

Uden for City Arena i Trnava var der tivoli, folk slentrede rundt om den lokale fodboldklubs arena i det lune sensommervejr, klapvogne, isvafler, lige midt i centrum har de bygget et indendørs indkøbscenter sammen med fodboldstadion, og dagen inden havde arrangørerne sat billetprisen ned til en sølle euro, for folk er altså ikke så nemme at narre.

Slovakiets landshold skulle møde det danske ditto, men ikke i stærkeste udgave, så langt fra, det skyldtes ikke en banal men belejlig skade hos en eller flere spillere, det var langt, langt alvorligere. Men også tragikomisk.

Otte minutter før kampstart kom en lokal falkoner på banen, han sendte sin falk på tur ud i aftenhimlen, den stak ud over tribunetaget, folk ventede og ventede, men det viste sig, at fuglen var fløjet.

For første gang siden Dansk Boldspil-Union sendte et landshold på banen, debuterede 11 spillere, antallet steg støt undervejs; det var på alle måder en historisk kamp, afviklet under bizarre omstændigheder og efter et grotesk forløb, som kulminerede, da Dansk Boldspil-Union fik samlet 24 spillere, der gerne ville spille kampen trods den verserende konflikt, heraf dukkede seks Futsal-spillere op. To af dem startede inde; målmand Christoffer Haagh og midtbanespilleren Rasmus Johansson. Hvem? Ja, netop.

På forhånd havde nationen, den der kerer sig om fodbold, delt sig i to: Dem, der anser de danske spillere for skruebrækkere og dem, der kalder dem helte og redningsmænd.

Dagen inden havde holdets træner, John ”Faxe” Jensen, vikar for landstræner Åge Hareide, bedyret, at han ikke ville have noget som helt med konflikten at gøre, han ønskede ikke at tage parti, men han havde taget opgaven af kærlighed til landsholdet. Som institution.

Og det landshold, som han var en stor del af i 1992, da dansk fodbold nåede sit foreløbige højdepunkt, EM-sejren over Tyskland i finalen, 2-0, det første mål sparket ind af netop John ”Faxe” Jensen, der efter eget udsagn ”ramte den lige i røven”.

Onsdag aften i en provinsby i Slovakiet påtog han sig en af de mest utaknemmelige opgaver: Du har et døgn til at lære 24 spillere at kende, du kan lige nå at træne med dem på kampdagen, finde de 11 bedste og forberede dem til et møde med Slovakiet anført af stjernespillere som Martin Skrtel og Marek Hamsik.

»En lortesag, rent ud sagt,« fløj det ud af munden på den altid bramfri John ”Faxe” Jensen. Men han tog ansvaret, instruerede en flok 2. divisionsspillere og det løse inden en kamp, der kun havde tabere, lige bortset fra de danske spillere, deres familie og venner, som for evigt vil huske den aften, de spillede landskamp for Danmark. Det vil vi også.

Undervejs endte flere danskere spillere med at få sympatiklapsalver af de lokale tilskuere, blandt andet da danskerne gennemførte et kontraangreb, som Oskar Høybye sparkede over mål. Det var ikke eneste gang, danskerne havde held og dygtighed til at flytte bolden hurtigt mod en modstander, som ikke anede, hvad de var oppe imod.

Slovakkerne, spillerne, havde set frem til at blive testet af Christian Eriksen og Simon Kjær og ikke Daniel Nielsen og Rasmus Gaudin, men fodbold er altså 11 mod 11, og uden evner var de 11 nødløsninger langt fra. Således lyste Rasmus Johansson som kreativ midtbanespiller gevaldigt op, han var tæt på at udligne det slovakiske mål, der faldt tidligt i kampen.

Slovakkerne havde bolden mest i første halvleg, men overløb på ingen måde et dansk hold. Målmand Christoffer Haagh hev flere flotte redninger frem, men kunne ikke forhindre Albert Rusnak i at score til 2-0.

Straks efter pausen kunne Rasmus Gaudin have skrevet sig endnu længere ind i danskernes bevidsthed, men han traf ikke bolden efter et velgennemført dansk kontraangreb.

De enkelte spillere vil hver især huske kampen for bestemte episoder; Simon Vollesen for fra kort afstand at træffe stjernespilleren Marek Hamsik i skridtet, så han gik i knæ (det er den slags anekdoter, spillet lever af), Adam Vogt for at lave selvmål, Rasmus Johansson for at få krampe og målmand Christoffer Haagh for en fornem dobbeltredning.

Slækkede hjemmeholdet på tempo og intensitet, fordi det var en træningskamp mod et svagere hold? Måske, men det kunne de danske spillere jo dårligt lastes for, og ingen kan beskylde dem for ikke at yde deres bedste. Så langt fra.

Dansk fodbolds omdømme kan efter konflikten næppe blive værre, og når det nu skulle være, så sørgede det såkaldte nødlandshold i det mindste for, at renomméet ikke led endnu større skade.

Spørgsmålet er, om de alle får genvalg på søndag, når landsholdet skal møde Wales i Aarhus. I dansk fodbold kan alt ske.