10.000 ubrugelige Armstrong-film
En engelsk grossist må sande, at en fix forretningsidé er gået i vasken.
I sit nylige interview med talkshow stjernen Oprah Winfrey forklarede den tidligere cykelstjerne Lance Armstrong, at han havde tabt mere end 75 mio. dollars i forbindelse med sin meget omtalte dopingsag.
Jeg ville bare ønske, han havde holdt sin kæft en anelse længere.Karl Baxter, grossist
Men det er ikke kun den tidligere syvdobbelte tourvinder, der står til at tabe penge på sin dopingindrømmelse. En engelsk grossist er nemlig kommet i klemme, da han kort inden Armstrongs indrømmelser sikrede sig 10.000 dvd-film, der handlede om amerikanerens bedrifter. Film, som det nu er vanskeligt at finde købere til.
"Der var en vis risiko. Der var mistanke, men han havde ikke indrømmet noget endnu. Jeg satsede på, at problemet ville gå i sig selv, så jeg kunne få afsat dem. Men nu får jeg nok ikke engang en 10.-del af mine penge tilbage," siger en ærgerlig Karl Baxter til thisisdorset.net.
Ville ønske han havde holdt sin kæft
Heldigvis for Karl Baxter havde han, måske ikke overraskende, fået lov til at købe filmene til en favorabel pris. Desværre koster det fortsat både plads og penge at opbevare de 10.000 skiver. På thisisdorset.net kommer læserne dog med foreslag til, hvordan dvd'erne nu kan anvendes. En læser foreslår, at de kan doneres til et afvænningscenter, mens en anden mener, at filmene bare skal sælges i fiktionsafdelingen.
Karl Baxter har imidlertid også selv foreslag til, hvordan filmene kan gøre gavn:
"Jeg kan bygge et tårn eller en kæmpe domino-bane til min søn. Armstrong har haft det godt i 20 år. Jeg ville bare ønske, han havde holdt sin kæft en anelse længere."
Lance Armstrong indrømmede i begyndelsen af januar et omfattende dopingmisbrug.